Pædagogiske indsatser er der rigeligt af i folkeskolen, mens det psykiske arbejdsmiljø halter efter, mener Janne Riise Hansen. Læs hendes synspunkt.

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

Prøv at forstille dig følgende: en lærer på 162 cm som gentagende gange har bedt en 15-årig dreng på 190 cm om at lægge sin mobiltelefon væk. Drengen stiller sig helt tæt på læreren, kigger ned på hende - og spytter hende i ansigtet.

Hvad er det første spørgsmål, der melder sig hos dig, når du hører om dette?

1.     Hvad kunne læreren have gjort anderledes, så drengen ikke spyttede hende i ansigtet?

2.     Hvordan får vi taget hånd om læreren, så hun kan vende tilbage til sit arbejde og føle sig tryg?

Jeg kan fortælle, at den lærer, der oplevede dette scenarie, af sin ledelse blev mødt med spørgsmål 1. – og hun er desværre ikke den eneste.

25% af de Københavnske lærere har i løbet af 2018 været udsat for en eller anden form for vold fra elever. Det kom frem i trivselsundersøgelsen i marts måned, og siden har der været stort fokus på området. Men for mange lærere virker det som om, at fokus kun er rettet mod, hvad læreren kan gøre for at undgå de voldelige episoder. Det har med andre ord handlet om pædagogik.

Der er siden trivselsundersøgelsen fra forvaltningens side kommet flere indsatser i forhold til den stigende vold. De fleste af os kender til klasserumsledelse, relationsarbejde, og måske har du også været på kursus i ”low arousal”? -  men det er alt sammen pædagogiske tiltag, og det er ikke godt nok. 

På flere skoler er der vedtaget retningslinjer i forhold til akut håndtering af en medarbejder, der har været udsat for en voldelig episode. Desværre hører vi alt for ofte, at disse retningslinjer ikke bliver fulgt. Begrundelserne er mange, men kan bl.a. være, at ledelsen ikke har den nødvendige tid eller viden, der skal til for at tage sig kompetent og hurtigt nok af medarbejderen. 

Jeg mener, at det burde være en naturlig ret for alle medarbejdere i de københavnske skoler, at man f.eks. har reel mulighed for at modtage psykisk førstehjælp i sådanne situationer. For som Arbejdstilsynet skriver:

”Psykisk førstehjælp skal ses som det første skridt i bearbejdningen af voldsepisoden og skal hjælpe medarbejderen til at bevare sin faglighed og selvværd.”

Og en medarbejder med et godt selvværd og en høj faglighed er unægtelig bedre til at implementere forebyggende pædagogiske indsatser end en medarbejder, der ikke føler sig taget alvorligt og i værste fald sygemelder sig eller siger op. 

Det ville derfor klæde vores forvaltning, hvis der kom ligeså meget fokus på vores arbejdsmiljø og vores tryghed på arbejdspladsen, som der er på pædagogiske indsatser. Det er på tide og meget nødvendigt, at læreren bliver taget lige så alvorligt som eleven.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.