Cecilia Lonning-Skovgaard (V): Luk skoler, der ikke formår at løfte elever

Cecilia Lonning-Skovgaard, der er Venstres spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, truer de københavnske skoleledere med skolelukning, hvis ikke de kan løfte de svageste elever fagligt.

Nyhed | Af: Hanne Hellisen 04. oktober 2017
Venstres spidskandidat til kommunalvalget i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, mener, at det er uforståeligt, at skoler i København har takket nej til regeringens præmiepulje.
Venstres spidskandidat til kommunalvalget i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, mener, at det er uforståeligt, at skoler i København har takket nej til regeringens præmiepulje.

Flere måtte formentlig spidse ører, hvis de lyttede til P4 København i formiddags. Her var Venstres spidskandidat i København nemlig i radioen, hvor hun sendte en kraftig trussel af sted til de syv skoler, der har valgt at takke nej til at være med regeringens skolepulje. Ved at være med i den såkaldte præmiepulje, kan skoler med mange fagligt svage elever blive belønnet økonomisk for at hæve det faglige niveau.

”For mig er det helt uforståeligt, at man som skole får tilbuddet om at løfte sig på en treårig periode og få halvanden million, hvis man lykkedes med det, og at man så vælger at sige nej tak,” sagde Cecilia Lonning-Skovgaard til P4 København og fortsatte:

”Jeg vil bestemt bede skolerne genoverveje at søge puljen, og jeg er faktisk også villig til at gå et skridt længere. Nemlig at sige til skolerne at de får en årrække, og hvis de ikke kan rette op på deres resultater, så må vi simpelthen lukke dem.”

Løkke kritiserede København i sin åbningstale

Udmeldingen kommer oven på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale i Folketinget i går, hvor han udtalte sin skuffelse over de syv københavnske skoler, som  var udvalgt til at være med i regeringens skolepulje, men har valgt at takke nej.

”Til gengæld er det helt ubegribeligt for mig, at skolerne i Københavns Kommune, den kommune med størst problemer, lukker døren for en pose penge og udstrakt hånd. Det er et svigt af eleverne i København,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Cecilia Lonning-Skovgaard mener, at når skoler takker nej til at være med i skolepuljen, så sender man et uheldigt signal til lærere, elever og forældre om at man ikke tror på, at man kan løfte skolen på tre år.

”Jeg kan ikke forstå logikken, hvis man i øvrigt tror på, at det man gør, har en effekt, så er det da bare at tage den pose penge med, som det kan udløse,” uddyber Cecilia Lonning- Skovgaard til KLFnet.dk.

Skolelederne skal tage ansvar

Hvis skolerne på trods af de gode intentioner ikke viser sig i stand til at løfte eleverne fagligt, så er Cecilia Lonning-Skovgaard klar til at rydde op. Hun mener, at skoleledelserne er nødt til at tage større ansvar – ellers vil hun som politiker sætte dem fra bestillingen.

”Jeg har siddet i Borgerrepræsentationen siden 2008, og jeg har set de samme otte-ti folkeskoler ryge fra den ene handleplan til den anden. Lærerne knokler, og der skal ikke meget til før, de får en løftet pegefinger. De eneste, der aldrig sker noget med, er ledelsen,” siger hun og forklarer, at det kan være nødvendigt at starte en skole helt forfra.

”Vi er nødt til at sige meget tydeligt til de her skoler, at hvis I ikke på en kort årrække – fire-fem år – kan løfte jer til et niveau med de andre københavnske folkeskoler, så kan det være, at vi skal lukke skolerne og starte forfra med ny profil, en ny ledelse og ny energi,” siger hun og nævner som eksempel Klostervængets Heldagsskole, der blev lukket for senere at genopstå som Nørre Fælled Skole.

”Vi skal sende et signal om, at skoleledelserne må gå forrest, og hvis ikke de kan få lagt en seriøs plan og få løftet deres skoler, så er det måske nogle andre kræfter, der skal til.”

Skoleleder: Pisk og gulerod er ikke vejen

Formanden for Skolelederforeningen i København Jeanne Jacobsen er også skoleleder på Tagensbo Skole og en af de syv københavnske skoleledere, der har takket nej til Lars Løkke Rasmussens præmiepenge. Hun giver ikke meget for Cecilia Lonning-Skovgaards forslag om, at penge eller trusler om skolelukninger får løftet eleverne fagligt.

”Cecilia Lonning-Skovgaard og Lars Løkke Rasmussen tror, at de med pisk og gulerod meget hurtigt kan springe sig til gode resultater på skoler. Det er ikke vores synspunkt. Vi ved jo, at de indsatser, vi laver, tager tid, så øvelsen er at have det lange lys på. Gulerod og tæsk er en rigtig dårlig ide, hvis man gerne vil have noget med skoler at gøre,” lyder det fra Jeanne Jacobsen.

Hun siger, at der er ingen tvivl om, at de skoler, hvor der er mange fagligt svage elever, skal gøre det endnu bedre, men selvom der i øjeblikket er gang i en stor matematikindsats i hele København, så vil man næppe kunne se resultatet i en afgangsprøve lige rundt om hjørnet.

”I København får vi de penge, vi får, og for de penge skal vi lave rigtig god undervisning. Vi har gjort os store erfaringer i København, at puljer, der ruller ind og ud, faktisk er mere skadeligt end gavnligt. Det ligger implicit, at man løber stærkere, når man får en pose penge, men det er ikke sådan, vi arbejder med børn,” siger Jeanne Jacobsen og understreger, at det i stedet handler om det lange seje træk.

Det er Cecilia Lonning-Skovgaard til dels enig i.

”Jeg har hørt det argument i ti år. Mit spørgsmål vil så være til skolelederne: Hvor meget tid vil I så have?” spørger hun retorisk.

Pia Allerslev: Det går godt

Københavns afgående børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev, der også er fra Venstre, modsiger sine to partifæller og understreger, at hun har tillid til de københavnske skoleledere. I en statusopdatering på Facebook skriver hun, at der selvfølgelig snart er kommunalvalg, men hun ”havde forventet en smule seriøsitet og ordentlighed fra mit eget parti.”

”At Venstre i Københavns spidskandidat i P4 KBH foreslår, at de skoler, der har takket nej til regeringens skolepulje skal lukkes, er det mest useriøse og populistiske forslag, jeg endnu har hørt…!” skriver hun og forsætter:

”Jeg har fuld tillid til skolelederne, og jeg ved, at der knokles benhårdt hver eneste dag for at løfte de fagligt svageste elever – og det går i den rigtige retning. At tale den københavnske folkeskole ned, er det sidste skolerne har brug for. Det her er et langt sejt træk, der ikke bare kan fikses ved en pose penge, der lokker ude i fremtiden – eller endnu værre – trusler om lukning”.

Socialdemokratiet: Klap hellere skolelederne på ryggen

Også Jonas Bjørn Jensen, der er et af Socialdemokratiets medlemmer i Børne- og Ungeudvalget, var ved at få kaffen galt i halsen, da han hørte morgenradio.

”Vi har nogle selvstændige skoleledere, der gerne vil gøre tingene på deres egen måde. Det bruger de åbenbart meget tid på i Statsministeriet, og så sender man også sin borgmesterkandidat i København i byen med en historie om, at man vil lukke skoler, hvis ikke de makker ret. Det er en vanvittig måde at drive ledelse på,” lyder det fra Jonas Bjørn Jensen.

Han minder om, at flere af de udvalgte skoler til præmiepuljen ligger i ekstremt udsatte områder, hvor der skal sættes ind på flere områder.

”Der er ikke noget quick-fix, der i løbet at tre år, løser de udfordringer, der er. Jeg tror, det er en hamrende svær opgave at være skoleleder i Bispebjerg og Tingbjerg, og jeg synes, at man som politiker har en forpligtelse til at klappe de her folk på skulderen, for de knokler. I stedet bliver de nu svinet til af statsministeren,” siger han og påpeger, at København ikke er den eneste kommune, hvor skolerne har takket nej til at være med i skolepuljen. Også i Herning har skolerne takket nej, og her er der en venstreborgmester ved roret. 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.