Del:

Cecilia Lonning-Skovgaard (V): Ambitioner for den københavnske folkeskole kræver handling og frihed

"Mange skoler rykker sig positivt, men vi har stadig skoler, hvor der skal sættes ekstra ind. Mange dygtige skoleledere tør og vil udstikke en retning. Dem skal vi bakke op om. Velfungerende ledelser motiverer medarbejderne og højner niveauet for de fagligt svage og stærke elever. Skoler, der slet ikke fungerer, skal mødes med klare krav," mener Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

KV17 | Af: Cecilia Lonning-Skovgaard, Venstre 01. november 2017
Cecilia Lonning-Skovgaard, spidskandidat for Venstre i København.
Cecilia Lonning-Skovgaard, spidskandidat for Venstre i København.

Min ambition er, at Københavns folkeskoler skal være landets bedste til at løfte det enkelte barn mest. Det kræver en indsats fra skolelederne, lærerne, forældrene og en udnyttelse af folkeskolereformen.

Mange skoler rykker sig positivt, men vi har stadig skoler, hvor der skal sættes ekstra ind. Mange dygtige skoleledere tør og vil udstikke en retning. Dem skal vi bakke op om. Velfungerende ledelser motiverer medarbejderne og højner niveauet for de fagligt svage og stærke elever. Skoler, der slet ikke fungerer, skal mødes med klare krav.

Forældreansvar er en anden vigtig forudsætning for, at undervisningen lykkes. Forældrene skal sikre, at børnene møder til tiden, er forberedte og opfører sig ordentligt. Der skal være konsekvens, når de få saboterer undervisningen for de mange. Gentagne udeblivelser, vold og afstumpet adfærd skal medføre hurtig reaktion fra skolens side. I yderste konsekvens skal eleven tages ud af den almene undervisning og videre til et socialpædagogisk område.

Endelig er der skolereformen, hvor frihedsgraderne kan udnyttes mere. Den lange skoledag virker uoverkommelig for nogle, og er ikke alle steder blevet fyldt med den kvalitet, der var lagt op til. Folkeskolereformen giver mulighed for at forkorte dagen og i stedet indføre to-voksen undervisning, som mere end 30 skoler i København har gjort. Den understøttende undervisning kan kortes ned til en time om ugen, da den på mange skoler benyttes til fri leg eller løst formulerede opgaver. Også potentialet i den københavnske lokalaftale kan udnyttes til at forme en mere fleksibel tilrettelæggelse af skoledagen, så vi understøtter de lærere, der kan og vil – i stedet for at lægge flere begrænsninger ned over dem.

Der er nok at tage fat på. Vi har de bedste forudsætninger for at skabe landets bedste kommuneskoler – men vi skal turde handle, vise vilje og give de enkelte skoler frihed.

Debatindlægget er skrevet af Cecilia Lonning-Skovgaard, medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre og spidskandidat til kommunalvalget 2017.

Frem mod kommunalvalget 21. november giver KLFnet.dk københavnske byrådskandidater mulighed for at skrive debatindlæg til hjemmesiden, der omhandler vores område. For at læse andre politiske indlæg klik her.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.