På Vigerslev Allés Skole har 6. klasserne gennem et EU-projekt fået intet mindre end seks venskabsskoler fra andre EU-lande, som de skal besøge over de næste to år. Målet er kulturel og sproglig udvikling – og projektet er helt i skolereformens ånd, fortæller skoleleder.

6. klasserne på Vigerslev Allés Skole har fået kammerater fra Italien, Spanien, Slovakiet, Polen, Tyrkiet og Portugal. Skolen i Valby er nemlig blevet en del af et EU-projekt kaldet Erasmus+. Det betyder, at de sammen med seks samarbejdsskoler fra de seks lande har fået EU-midler til et fælles udvekslingsprojekt, hvor elever i alderen 10-12 år – i Vigerslev Allés Skoles tilfælde 6. klasserne – på skift skal besøge hinandens lande for at lære mere om kulturforskellene.

”Målet er, at eleverne udvikler sig kulturelt og sprogligt. Og at de åbner deres horisont overfor verdens – eller i hvert fald EU's – borgere. Samtidig får de en masse venskaber ud af det, for der bliver ivrigt kommunikeret på både Facebook og mail,” siger lærer Faouzia Davidsen.

Hun har stået for skolens ansøgning til Erasmus+ projektet. Det er nemlig et projekt, man som skole selv skal ansøge om – sammen med skoler fra andre lande, som er interesseret i et udvekslingssamarbejde. De seks skoler har hun fundet igennem Erasmus+’s portal for lærere, hvor man nemt kan kommunikere og koordinere projektet.  

Som fod i hose med skolereformen

Skoleleder på Vigerslev Allés Skole Anja Helmbæk Horst er også begejstret for projektet, som hun mener, spiller rigtig godt sammen med flere elementer i den nye skolereform.

”Det er en oplagt måde at give elevernes tidlige sprogstart et løft, for de kan pludselig se, at det giver mening at lære engelsk. Ved at møde de andre elever oplever de, at det er naturligt og brugbart at tale engelsk, og det er med til at motivere dem til det,” siger hun og fortsætter:

”Samtidig prøver de kræfter med globaliseringstanken – og projektet understøtter også tanken om den åbne skole. En del af Erasmus+-projektet er, at eleverne hver især skal præsentere deres by for de andre, så de får et nyt indblik i deres egen by og de muligheder, der er i den”.

Rådhuspandekager og smørrebrød

Lige før påske gæstede lærere og elever fra de seks lande Vigerslev Allés Skole. Mødet var primært for at lærerne kunne aftale det videre projekt, men det gjorde ikke ugeprogrammet mindre.

På skolen blev de både budt velkommen med smørrebrød og selvfølgelig en omgang frikadeller med kartoffelsalat, og i løbet af ugen var der også tid til et besøg på Københavns Rådhus, hvor børne- og ungdomsminister Pia Allerslev bød på rådhuspandekager og en guidet tur.

Lærer fra Unya Anafarta Secondary School i Tyrkiet, Ilhan Balci, mener, der er rigtig mange positive følger af samarbejdet.

”Eleverne udveksler kulturen og lærer af hinanden. De får en helt masse med hjem, som de kan dele med deres klassekammerater, og er meget glade for at være her. Men de er også lidt trætte, for det er et fuldt program og hårdt at snakke engelsk hele tiden,” siger han.

Under besøget var eleverne indlogeret ved danske værtsfamilier. Der har været god opbakning fra både forældre og elever, fortæller Faouzia Davidsen. Og de danske elever udtrykte stor begejstring over selve besøget, også selvom sproget godt kunne være lidt af en barriere.

”Der bor en tyrkisk dreng ved mig, men han er ikke så god til engelsk. Men vi kan alligevel godt spille Playstation – og så bruger vi Google Translate en del,” fortæller en elev fra Vigerslev Allés Skole. 

Skolerne forpligter sig

En del af Erasmus+ projektet indebærer, at man skal udbrede kendskabet til projektet undervejs for at gøre andre skoler opmærksomme på de mange projekter, man kan søge EU-midler til. Der er også løbende opgaver, som alt sammen er sat i system forud – for eksempel at lave et logo og en plakat til projektet.

Selvom Erasmus+ dækker en stor del af økonomien til projektet, har skolen også skullet tilføre midler. Men det kræver særligt én ting, hvis projektet skal kunne gennemføres, fortæller skolelederen:

”Det kræver noget meget engagerede lærere, som er klart til at smide noget tid efter projektet. For der er flere rejser til udlandet og en del arbejde – også udenfor skoletiden – i projektet.”

Lærer Faouzia Davidsen supplerer:

”Man skal som lærer tænke, at man selv får meget ud af det. Det skal man være indstillet på – for eksempel det interessante i at få et indblik i andre landes skolesystemer og udveksle erfaringer,” siger hun.

Planen er, at skolen fremover gerne vil integrere globaliseringen mere i den almindelige undervisning, for eksempel som et valgfag, så andre elever kan få et lignende forløb om EU og globalisering - med udveksling og partnerskoler de år, der kan skaffes midler til det gennem Erasmus+ eller andre projekter.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.