Tilmeldingen er åben til Danmarks største skole-cyklingskampagne

Under sloganet SEJE BØRN STYRER SELV sætter Alle Børn Cykler i år fokus på, de gode oplevelser børn får af at cykle. For den daglige cykeltur giver ikke kun motion, men også selvtillid. Derfor skal vi bakke op om børnecykling og sikre trygge skoleveje.

Udefra | Af: Cyklistforbundet 11. maj 2016

Sidste år var 136.000 børn tilmeldt Cyklistforbundet og TrygFondens populære børnemotionskampagne Alle Børn Cykler, og nu har skoler over hele landet igen muligheden for at få flere elever i sadlen. Tilmeldingen er nemlig åben på www.abc-abc.dk, og det er gratis at være med, når kampagnen kører fra 5.- 18. september i år. 

Som sædvanlig er der fede præmier på højkant – fx nye cykler til hele klassen – og deres lærer, men der er mange andre gode grunde til at cykle med. Forskning viser igen og igen, hvor stor betydning fysisk aktivitet har på sundhed og indlæring. Senest har en gruppe af 25 internationale topforskere under en konference på Københavns Universitet peget på aktiv skoletransport som én af deres vigtigste anbefalinger til fysisk aktivitet i skole- og fritid. 

Trygge rammer for skolecykling 

Aktiv skoletransport kræver at både forældre og børn er trygge på cykelstien. Alle Børn Cykler er derfor også en opfordring til dialog om sikkerhed på skolevejen blandt forældre, skoler og kommuner.  

TrygFonden, som sammen med Cyklistforbundet står bag Alle Børn Cykler, håber, at årets tema kan være med til, at flere børn og forældre støtter op om skolecykling. En sikker og helst ikke for lang skolevej er nemlig afgørende for, om forældre vælger at lade deres børn cykle til skole.  

Om Alle Børn Cykler 

Kampagnen finder sted 5.-18. september og tilmeldingen er åben nu på www.abc-abc.dk  I de to uger kampagnen kører, samler eleverne point ved at cykle så mange dage som muligt – både til skole og i fritiden – og cykler man med cykelhjelm, giver det ekstra point. Efter kampagnen trækkes der lod om sjove og lækre præmier – bl.a. nye cykler til alle elever i en klasse og fede klassefester.  

/Pressemeddelelse fra Cyklistforbundet

FAKTA

Det er gratis at være med i Alle Børn Cykler og tilmeldingen er åben helt frem til kampagnestart 5. september på www.abc-abc.dk

I 2015 var 136.000 elever fra hele Danmark tilmeldt Alle Børn Cykler.

Eleverne havde i 2015 i alt 625.575 cykeldage i de to uger kampagnen varede.

Skolerne i Odense havde flest deltagere. Her cyklede 4.044 elever med i kampagnen. På andenpladsen lå Herning med 3.514 cyklende elever, mens Esbjerg med 3.380 deltagere indtog en flot tredjeplads. Eleverne i Herning kommune var flittigst på cyklerne og havde i alt 19.323 cykeldage.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.