Sammenholdet på KLF-møderne og modet til at beskrive skolernes vilkår åbent til offentligheden og til politikerne er en del af løsningen, hvis nedskæringsbølgen skal stoppes.

Vi skal have de rigtige rammer for at kunne lykkes med vores arbejde. Når skolens AKT-vejleder ikke har tid til de udsatte elever, når elever i 4. og 5. klasse har stresssymptomer, når der ikke er tid til, at alle elever kan få uddannelsesvejledning, og når man ikke kan nå at forberede sin undervisning, er løsningen ikke flere nedskæringer i "den nødvendige politiks hellige navn". Meget kan vi klare i den danske folkeskole, men vi kan ikke nå at undervise så mange ekstra timer, at udgifterne til skolen falder i samme takt, som udbetalingerne til skattesvindlerne i London stiger.

At løsningen ikke er nedskæringer, påpegede den daværende cheføkonom i Den Internationale Valutafond (IMF) Olivier Blanchard allerede i januar 2013. Han beskrev, at offentlige nedskæringer havde en, for økonomer, overraskende stor, negativ effekt på væksten i samfundet som helhed. Desværre lyttede Finansministeriet ikke til ham.

En del af løsningen er det kollegiale sammenhold til KLF-møderne på skolerne og modet til at beskrive skolens hverdag i direkte breve til forvaltning og politikere. Insisteren på at kritik er en motor til at kunne udvikle sin arbejdsplads og folkeskolen i en bedre retning. Det store engagement og arbejde, der er lagt i Velfærdsalliance.dk med møder, debatter og demonstrationer.

Det lykkedes at få kontakt til det store flertal i Folketinget, som blev valgt på deres ønsker om at styrke vores fælles velfærd. Omprioriteringsbidragets milliardstore nedskæringer blev stoppet. Og fra vores egen Frank Jensen lød der, i en Facebookopdatering 10. juni, en tak til alle os, der havde sagt fra over for omprioriteringsbidraget, med ordlyden: 'Det er ikke let at skulle spare hvert år, uden at det går ud over kernevelfærden og de dygtige medarbejdere i kommunen'.

Desværre lever vores finansminister Claus Hjort Frederiksen videre i sin helt egen verden og prøver alligevel at få gennemført en nedskæring på 500 millioner kroner ved at kalde det modernisering og effektivisering.

Så vær med til at sætte et fuldt stop for nedskæringerne. Kom med til demonstrationen på Rådhuspladsen den 15. september kl. 17.00 til 18.30.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.