Skolehistorien sætter perspektiv

Helge Maarup har igen været i arkiverne og fundet en interessant artikel frem. Vi er tilbage i 1996. Dengang hvor undervisningsdifferentiering var helt nyt. Tre lærere taler om, det udviklingsarbejde de sammen med deres kolleger og eleverne har været med til i kølvandet på folkeskoleloven 1993.

Tilbageblik | Af: Helge Maarup 14. december 2016

Her i skolereformens år tre kan skolehistorien måske bidrage til at sætte skolehverdagen i perspektiv. I 1993 ændredes skoleloven på tilsvarende omfattende vis som nu. Det var dengang begrebet ’undervisningsdifferentiering’ blev introduceret i lovgivningen, som et kernebegreb i den udelte skole. Det københavnske skolevæsen (som BUF hed dengang) iværksatte et stort udviklingsarbejde (ja, tænk engang!) og KK’s Peter Garde fulgte bestræbelserne og refleksionerne i en serie på fire artikler.

Her følger den sidste artikel i serien, som blev bragt i KK nr. 1 i 1996.

3.u's: klasselærere Per Worsøe (tv) og Kim Darving, og pædagogisk konsulent Sven B. Anthonisen (th).

Mål er godt, evaluering er bedre

Det store udviklingsarbejde viste, at evaluering er vejen til at komme videre. Evaluering er ikke kun forudsætning for undervisningsdifferentiering, men også for at kunne formulere nye mål.

Under titlen ”Vejen til målet” har alle lærere og elever på Matthæusgades Skole deltaget i udviklingsarbejdet om den ny folkeskolelov – især med hensyn til målformulering og evaluering, men hurtigt blev mange af lovens andre trylleord trukket med ind. Undervisningsdifferentiering, eleven i centrum, medansvar, elevmedbestemmelse, læring og anden poesi fra det pædagogiske nysprog. Viste ordene sig som nye etiketter på gamle sandheder, eller rummer lovteksten om ikke andet den poetiske kraft, der får mennesker til at se det kendte med ny erkendelse og frisk inspiration til følge?

KK har spurgt de to klasselærere i 3.u, som vi fulgte i november og december, Kim Darving og Per Worsøe. Desuden Sven B. Anthonisen, der er pædagogisk konsulent i Skolevæsenet og som har fulgt det samlede udviklingsarbejde på skolen både før, under og efter.

”For mange har de nye begreber et lidt floskelagtigt, ideologisk præg, og vi har diskuteret, hvad der egentlig er realiteten i dem, og hvordan vi kan virkeliggøre dem. Der er et langt skridt fra at tale om de overordnede begreber og til at omdefinere dem til praktisk undervisning. Det er den overskridelse, man forsøger med et udviklingsprojekt som dette,” siger Sven B. Anthonisen (SBA).

Engagement og medansvar

Hvad er forskellen fra den gamle skole, som vi har kendt den?

Per Worsøe (PW): ”En af de væsentligste ting vi har gjort, er at have en anden opmærksomhed på børnene. Her er det karakteristisk og meget tidstypisk, at vi taler om ”barnet i centrum”. Det er forældrene enige i, de forventer at få noget at vide om deres barn.”

Kim Darving (KD): ”Der ligger også en erkendelse af, at børn er forskellige og at de lærer på forskellige måder. Derfor har man åbnet den her kasse med løsninger på, hvordan man finder frem til den bedste måde at lære på for forskellige børn. Der er ikke kun én vej.”

PW: ”I det læringsbegreb, vi fokuserer på her, ligger der, at skal børnene lære noget på en ordentlig måde, så kan man ikke gøre det, uden at eleverne er aktive i deltagelsen. I projektet har vi fx gjort det ved at inddrage en række praktisk-musiske elementer. Det kan vi også bruge til at bevidstgøre børnene om, hvordan de egentlig lærer, så de selv får en opfattelse af de væsentlige elementer i læreprocessen.”

SBA: ”Det er en læreproces, der foregår op gennem hele skoleforløbet fra 1.- 10. klasse, og det hænger sammen med et andet af den ny folkeskolelovs elementer, elevmedbestemmelsen, der igen hænger sammen med et vigtigt tema, elevernes medansvar.”

KD: ”Det er begreber, der har stor betydning for deres læring. Når de er med til at bestemme, bliver engagementet større.”

PW: ”Det har vi set i de praktiske aktiviteter, hvor vi som lærere har lagt en skabelon, men elevgrupperne har selv måttet tage initiativ til, hvordan de skulle løse opgaverne. Der har været mange bolde i luften, som eleverne selv har administreret for at nå deres mål.”

”Det er tydeligt at eleverne har været glade og engagerede, og det er et væsentligt element i at lave god undervisning. Der skal være noget for alle, og vi har lagt vægt på, at eleverne var godt orienterede om, hvad de skulle. De har fået en overskuelig undervisningsbeskrivelse, og her kommer vi så ind på de mål, vi har sat, hvor vi vurderer, om eleverne har flyttet sig i forhold til dem.”

Hvorfor gør vi, som vi gør?

SBA: ”Folkeskolelov og læseplaner opstiller allerede nogle overordnede mål. Problemet er, at de mål, vi arbejder ud fra, i høj grad er nye mål, så de bliver meget brede. Måske er det slet ikke et problem men en fordel, for det giver os mulighed for at tage de store hensyn, som jo også ligger i loven. Man skal nå mange forskellige mål. Derfor er der i dette tilfælde opstillet mål for hele klassen. Der er ikke i elitær sammenhæng opstillet mål for den enkelte elev.”

Er det ikke et brud på lovens hensigt – I starter også med at tale om mål for den enkelte elev?

KD: ”Man både kan og skal opstille mål, men det ville bringe læreren i en umulig situation, hvis man i hvert eneste forløb skulle opstille mål for den enkelte elev. Det er urealistisk. I nogle klasser har man formuleret mål for grupper af elever.”

PW: ”En vigtig side af målformuleringen er, at vi som undervisere hele tiden har den dimension med, at vi skal spørge, hvorfor gør jeg det her i øjeblikket? Det er det, der adskiller den professionelle lærer fra andre folk, der har med børn at gøre. Vi skal konfrontere os selv med, hvad vi vil med det, vi foretager os.”

KD: ”Vi har ikke haft børn, der ikke kunne klare sig i løbet af projektarbejdet, så man kan sige, at med de forudsætninger børnene har i dag, er de parate til at tage et medansvar for deres læring. Børnene i 3.u er både aktive og nysgerrige, og det gør det bestemt lettere for lærerne at lave en differentieret undervisning, men jeg forestiller mig, at det vil kræve meget store ressourcer i en klasse med mange vanskeligheder i elevgruppen.”

Evaluering – en tillidssag

Gennem hele undervisningsforløbet har lærerne justeret planerne og taget højde for, i hvilken retning eleverne og projektet bevægede sig. Fra målformulering gled opmærksomheden i stadig højere grad over på evalueringen.

PW: ”Man kan ikke lave denne form for undervisning, hvis man ikke ved meget om eleverne og deres opfattelse af ens undervisning. På den måde bliver evalueringen baggrund for det næste, man foretager sig og for hele tilrettelæggelsen af undervisningen, så den bliver for alle elever.”

KD: ”Ideen var jo, at eleverne skulle prøve at tage ansvar for deres egen læring. Hvis du skal blive i stand til det, er evalueringen et af redskaberne til at hjælpe dem med at komme videre.”

Evaluering er hverken motivation eller resultatopgørelse, hvad er den da?

SBA: ”Det har noget med bevidstgørelse at gøre, og det gælder både elever og lærere. At blive bevidst om, hvad jeg laver lige nu eller lavede i går, det giver basis for, at man kan tage næste skridt. Det er netop, hvad det drejer sig om her, at gøre børn bevidste om deres egen indlæring, så de kan tage ansvar for den.”

I 3.u har eleverne evalueret enkeltvis med lærerne, i grupper og i klassesamtaler.

PW: ”For mange elever er det en stor udfordring at skulle udtrykke sig åbent. De har også mange ubevidste og bevidste overvejelser om, hvad det egentlig er, læreren forventer af dem. Det handler også om at lære at vise tillid i en åben samtale.”

”Evalueringspuslespillet (KK 23) i forskellige variationer har givet eleverne lejlighed til at diskutere hinandens prioriteringer, og det tror jeg har givet dem små erkendelser af, at de er forskellige og vælger forskelligt.”

SBA: ”De ekstra ressourcer til et udviklingsarbejde giver naturligvis et løft, men alle lærere kan udmærket gå i gang med egne projekter om end i mindre omfang. De, der har lyst, kan fx starte med at danne teams, så de har nogen at diskutere, evaluere og arbejde sammen med.”

Artikelserien om ”Vejen til målet” er hermed slut. Tidligere artikler i serien blev bragt i KK 20, 22 og 23/1995.

Den tager vi lige igen: De, der har lyst, kan fx starte med at danne teams, så de har nogen at diskutere, evaluere og arbejde sammen med.

For 20 år siden var det almindeligvis sådan, at københavnske lærere arbejdede alene og fællesskabet med kollegerne bestod overvejende i, at man underviste de samme børn i hvert sit fag. Tværfaglig undervisning og dermed fælles planlægning var sat på dagsorden – også før 1993 – men organiseringen af skolens undervisning skete på grundlag af princippet om én time, én lærer, ét fag, og en lærers timer kunne sprede sig over alle klassetrin.

LÆS OGSÅ: Tilbageblik: Det personlige ansvar

Op gennem 90’erne og 00’erne skete en gradvis erkendelse af, at disse strukturelle bindinger i organisationsmåden måtte fjernes for at give plads til en organiseret udvikling af det pædagogiske og faglige samarbejde. På skoler blev løsningen ofte, at lærerne samlede deres timer på samme årgang og dannede årgangsteams.

Men tilbage til artiklens hovedsynspunkt: ”Mål er godt – evaluering er bedre”, så er det et synspunkt, der i sig selv står som en kommentar i den aktuelle læringsdebat, men pointen i det beskrevne projekt er, at eleverne deltager i den løbende evaluering, og at de derved bliver ”bevidste om deres egen indlæring, så de kan tage ansvar for den”. Det var skelsættende for pædagogikken, at eleverne kunne forholde sig til deres egen læringsproces med den erkendelsesmæssige gevinst, der lå i det. Den dengang udbredte forståelse af læreren, som en tankpasser, hvis opgave det var at hælde viden i hovedet på passive elever, måtte vige. Sidenhen er der udviklet et utal af evalueringsformer, mundtlige som skriftlige, analoge som digitale.

Og hvad sker der så nu under de nye pressede vilkår? Har eleverne stadig en plads i skolernes evalueringspraksis eller er det en opgave, som falder bort i den alt for travle hverdag?

Tilbageblik er en ny artikelserie på KLFnet.dk, hvor tidligere lærer Helge Maarup dykker ned i det gamle KK-arkiv og finder artikler fra foreningens over hundrede år lange tradition med et stolt fagblad. Mange af de gamle artikler har stadigvæk noget at byde på i en nutidig kontekst - det guider Helge Maarup læserne igennem på bedste vis. (KK -Københavns Kommuneskole udkom fra 1907 - 2014)

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

CasiSed | 16. marts 2018 KL. 07:25

Hello. I'm Jeff