Sæt folkeskolen på dagsordenen til folketingsvalget

"Mine mange års erfaring siger mig, at nedskæringer altid rammer skævt, og at det desværre typisk er indsatsen overfor de elever, der har brug for særlig støtte fagligt eller socialt, der lades i stikken," skriver KLF-formand Lars Sørensen i sin blog om folketingsvalgets næsten usynlige tema: Folkeskolen.

Formandens blog | Af: Lars Sørensen 18. maj 2019

Jeg har kontakt med alt for mange lærere, der søger job udenfor folkeskolen. Det er lærere, der tror på folkeskolen som en helt væsentlig samfundsinstitution, hvor alle børn skal gives lige muligheder, og hvor en stærk forældrekontakt er forudsætningen for arbejdet, men også lærere, der oplever, at konstante nedskæringer gør det umuligt at lykkes med arbejdet med at give god undervisning til alle elever.

Mine mange års erfaring siger mig, at nedskæringer altid rammer skævt, og at det desværre typisk er indsatsen overfor de elever, der har brug for særlig støtte fagligt eller socialt, der lades i stikken.

Jeg kan se, at normeringer i daginstitutioner, antallet af sygeplejersker på hospitalerne og den mangelfulde indsats overfor samfundets psykisk syge – helt med rette - er dagsordener i valgkampen, men jeg savner, at vi får den fælles folkeskole som et centralt valgtema.

Når jeg ser tallene, burde de give anledning til politisk opmærksomhed. På landsplan er antallet af lærerstillinger over de sidste ti år faldet med 16%, antallet af undervisningstimer steget med 36% og samtidig har vi fået mange flere elever i folkeskolen, der kræver en særlig og specialiseret indsats. Det skal selvfølgelig med her, at der samtidig er kommet 7% færre elever i folkeskolen – primært på grund af at der rundt om i landet lukkes folkeskoler og åbnes privatskoler.

I København er presset på lærerarbejdet til at få øje på. Vi har en væsentlig ringere lærernormering end normeringen i landets øvrige store byer, en alarmerende ringe indsats i forhold til de fagligt og socialt svageste og en dramatisk udskiftning, hvor over halvdelen af lærergruppen over en fireårig periode er nyansatte.

Jeg håber derfor at se mange af jer til det valgarrangement, som KLF sammen med Skole & Forældre København og Københavns Fælleselevråd holder 23. maj kl. 17 til 19.30 ved Israels Plads. Læs mere her.

Mine ønsker for folkeskolen i København er ganske enkle: Økonomiske rammevilkår for folkeskolen, hvor nødvendige opgaver og ressourcer kan nå hinanden og mere tillid til lærerens professionelle dømmekraft.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.