Særligt sensitiv: ’Jonas er gået!’

Med en god portion ihærdighed fra både forældre og skole lykkes de fleste skoledage for Jonas, som er særligt sensitiv, men ifølge hans klasselærer er der grund til bekymring for de sensitive børns tarv i folkeskolen i dag.

Tema | Af: Sophie Engberg Sonne 02. september 2015
For Jonas er den røde prik et vigtigt hjælpemiddel, når han har brug for at snakke med læreren. Tegning: Frits Ahlefeldt
For Jonas er den røde prik et vigtigt hjælpemiddel, når han har brug for at snakke med læreren. Tegning: Frits Ahlefeldt

”Det føles som om mit hoved kører rundt, jeg bliver forvirret, og jeg kan næsten ikke finde ud af, hvor jeg er. Jeg har bare brug for at komme så langt væk som muligt.” Ordene tilhører Jonas, som går i 4. klasse på en folkeskole i Valby. Han er særligt sensitiv og har dertil en OCD-diagnose, der i en periode helt har umuliggjort den daglige skolegang. Nu er han imidlertid tilbage i skolen, hvor han trives og langt de fleste dage lykkes med at tæmme sin sensitivitet.

”Hvis jeg får det svært, kan jeg gå uden for timen, og hvis jeg gerne vil snakke med en lærer, så sætter jeg den røde prik uden på døren. Hvis ikke jeg gør det, ved de, at det er fordi jeg bare gerne vil være lidt alene.”

Når det hele bliver for meget for Jonas, har han en aftale med sine lærere om, at han gerne må liste ud af klasseværelset. Skolens lokaler har alle et vindue, hvor Jonas kan sætte et lamineret rødt skilt op, når han er gået uden for døren og gerne vil kalde på sin lærer. Skiltet kalder de for ’den røde prik’, og det er en central brik i dagligdagen, et praktisk hjælpemiddel, som giver mening for Jonas. ”Hvis jeg får det svært, kan jeg gå uden for timen, og hvis jeg gerne vil snakke med en lærer, så sætter jeg den røde prik uden på døren. Hvis ikke jeg gør det, ved de, at det er fordi jeg bare gerne vil være lidt alene,” fortæller han.

"Jonas er gået"

Som mange andre sensitive børn er Jonas særligt følsom over for bratte forandringer, nye personer og uforudsigelighed. ”Det der med ændringer – nyt skema, nye pladser... Det naturlige flow i folkeskolen, det synes han er meget svært, og han bruger rigtig meget energi på det. Jo mere, man har forberedt ham, jo nemmere bliver det. Men han bliver stresset,” fortæller hans mor. Hans klasselærer kender efterhånden tegnene: ”Når han bliver frustreret herovre, så kan man meget tydeligt se det på ham. Han bliver mut, sidder sådan her,” siger hun og læner sig tilbage i stolen og lægger armene over kors, ”og hvis man ikke opdager det ret hurtigt, og hans frustration stiger, så forlader han klassen. Og så siger de andre: ”Jonas er gået”, fortæller hun.

”For os, der kender ham, er det let at se, men for folk, der ikke kender ham, kan han godt smutte igennem, uden at de opdager, at han har det skidt,” supplerer skolens inklusionspædagog, som har fulgt Jonas aktivt gennem det sidste år, og som også var den, der fandt på den røde prik. Hun uddyber: ”Han er stille, og der er mange andre, som larmer eller råber eller bliver vrede, og det gør han ikke. Så når klassen har en vikar, som ikke har modtaget information om, at Jonas har det svært, så sidder han bare for sig selv eller smutter ud ubemærket.”

Netop vikarsituationerne var en stor stressfaktor for Jonas, og derfor pressede hans forældre på, for at skolen skulle lave en vikarseddel, så nye lærere kunne få den information, der er nødvendig, for at Jonas kan være med i undervisningen. ”Det, at en vikar ved, hvordan han har det og går over og klapper ham på skulderen og siger ”Du siger bare til, hvis det bliver svært” – så ved han vikaren er opmærksom. Så føler han sig set og ved, at hun forstår. Det er vigtigt for ham,” fortæller Jonas’ mor.  

Når det hele bliver svært

Lige netop denne fredag formiddag virker Jonas nu ikke som noget tynget barn. Han smiler, fortæller åbent om sine problemer og føler sig tydeligvis i trygt selskab hos klasselæreren og inklusionspædagogen, som han opsøger, når tingene bliver svære på skolen (”Hvis du ikke havde været der, så ved jeg ikke, hvordan Jonas var kommet tilbage til hverdagen igen,” som hans mor siger). Skolen har ikke som sådan et sted, hvor børn med særlige behov kan trække hen, hvis de får det svært. Men Jonas har en aftale om, at han altid kan gå ned på biblioteket, lige som han indimellem sætter sig foran inklusionspædagogens dør. ”Når han bliver stresset, skal der være en udvej. Det er en af de ting, vi har fundet ud af. Som når han går uden for klassen og sætter den røde prik,” fortæller hans mor. ”I alle de klasselokaler, han har undervisning i, har vi været rundt og fundet steder, han kan trække hen for at få ro,” fortæller inklusionspædagogen, og understreger: ”det er ikke kun Jonas; det er der mange børn, der har behov for.”

LÆS OGSÅ: Små nervesystemer på overarbejde

Selv om Jonas’ behov for klarhed, gennemsigtighed og regelmæssighed er typisk for særligt sensitive børn, behøver man ikke være sensitiv for at trænge til ro i løbet af skoledagen. ”Sådan er der jo rigtig mange børn, der har det,” minder hans klasselærer om. ”Især i de små klasser. Der kan vi jo se, at strukturer, genkendelighed, regelmæssighed – det er jo det, de trives i. Hvis den er der, har de særligt sensitive børn det faktisk godt og trygt. Hvis den ikke er der, blomstrer uroen op, både for de introverte og de ekstroverte. Og så kommer man til at bruge mest tid på de ekstroverte, mens de introverte sidder med alle deres frustrationer, for vi når aldrig derhen.”

Sværere at rumme de sensitive børn

Det er tydeligt at mærke, at Jonas er omgivet af omsorgsfulde personer, der vil ham det godt, og det er sandsynligvis altafgørende for, at det er en glad og overskudsfyldt dreng, der møder op og fortæller. Der bliver arbejdet med problemerne, og de andre børn i klassen er søde og forstående (”De spørger ikke så meget,” fortæller hans mor. ”De anerkender bare, at det er sådan han har det”). Men det er den lille ekstra indsats fra skolen, og så det faktum at både hans mor og far gik ned i tid på arbejde for at hjælpe, der har givet resultater – og det giver grund til bekymring for, om det i al almindelighed er blevet sværere at rumme de sensitive børn i folkeskolen. ”Det er jeg alvorligt bange for,” siger Jonas’ klasselærer. ”Den nye skolereform er jo fantastisk – for de børn, der kan! Men der er bare en håndfuld i klassen, der ikke kan det. Og det er jo ikke kun i vores klasse. De børn er mere synlige nu end tidligere. Det er sindssygt sårbart. Det faglige pres er blevet enormt stort. Så det der med at tage en time, hvor vi bare taler sammen, leger og hygger os sammen, dem skal der ikke blive for mange af mere. For vi har jo tests, der står og venter, og vi skal klare os godt. Det kan ikke gå op i en højere enhed, med mindre der bliver tænkt flere ressourcer ind i det.”

Det er enormt frustrerende, at det er Jonas, der skal være stærk, når han egentlig ikke er det. Det er nok det, der er den største frustration. At man slipper ham herovre, og så ved man egentlig ikke rigtig, hvor heldig han er med dagen, og hvor meget tid der eventuelt er til ham, hvis han har det skidt.”

”Det tænker man også som forælder,” supplerer hans mor. ”Hvorfor er der ikke bare altid en, Jonas kan komme hen til, når han er ked af det, og som kan hjælpe ham og blidt skubber ham tilbage igen? Hvorfor er der ikke tid til det? Det er enormt frustrerende, at det er Jonas, der skal være stærk, når han egentlig ikke er det. Det er nok det, der er den største frustration. At man slipper ham herovre, og så ved man egentlig ikke rigtig, hvor heldig han er med dagen, og hvor meget tid der eventuelt er til ham, hvis han har det skidt.” siger Jonas’ mor. ”For det er et menneske, han har brug for, når han bliver stresset.” 

Klasselæreren nikker. ”Vi gør det, så godt vi kan. Men det kan være rigtig svært,” siger hun og trækker på skuldrene. ”Vi har 25 elever i klassen, og Jonas er ikke den eneste, der har udfordringer. Så nogle dage kan man godt gå hjem og ærgre sig over, at man ikke lige fik set den røde prik. Og det er træls, for hvordan har hans skoledag så været? På den måde er det faktisk hårdt, ikke?”

Jonas’ navn er opdigtet. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.