Du er den højtelskede turguide på vores dannelsesrejse, fastslog TR Thomas Bredahl, da Mette Nicolaisen 10. december blev officielt indsat som ny leder på Ørestad Skole.

 

3 søde piger præsenterede buffetens delikatesser fra skolens madhus, der hver dag i 3 hold bespiser hovedparten af skolens elever oppe på 8. sal med storslået udsigt over Ørestaden og omegn. Det er i det hele taget en skole, der med sin virtuel-æstetiske profil er begunstiget på mange måder. Med et fællesbibliotek i bunden af den høje bygning, der er formet som en italiensk bjergby, med sundhedsklinik, KKFO og legeplads på toppen, men til gengæld med et meget lille friareal omkring skolebygningen.

Som et gennemgående træk i de mange taler var Mettes evne til gå foran, til at få folk med og  være værd at følge på grund af hendes optimisme og inddragelse af personalet. De kender også den nye leder grundigt, idet Mette Nicolaisen inden har været souschef i 3 år og konstitueret leder i et halvt år.

Lead On

”Du er en autentisk leder, der ikke pakker tingene ind, men er ligeud over for personalet. Du er handlekraftig og vildt dedikeret, så vi er glade for at have dig her på Amager”, lød velkomsten fra souschef i området, Dorte Lund.

”Du gør som kvinderne i den engelske film ´Lead On´om stærke arbejderkvinder, du træder frem, du knokler og du går også bagved, når kolleger og elever har brug for støtte.” Du er god til både individer og relationer, fastslog souschef Elisabeth Flinck, der glædede sig til et fortsat dejligt samarbejde.

”Du taler fra hjertet med både hjerte og hjerne, du er altid i godt humør og let at omgås. Du er hjertet i den organisme, Ørestad Skole er, og du pumper din energi rundt i hele systemet.” Skolebestyrelsesformand Monica Hammer Lux var synligt begejstret for den nye leder, som har masser af udfordringer, men som i kraft af sit mod og mandshjerte helt sikkert vil klare dem, var hilsnen.

Mellem talerne lød der skøn jazzet musik fra skolens nye musiklærer Thomas Thaarups elguitar og et helt arsenal af elektroniske devices, der fik ham til at lyde som et helt lille orkester.

Du er som en mor for skolen

”Du er rigtig sød og tager os seriøst, lytter og hjælper os. Det er vi meget glade for”, slog elevtrioen Emil, Sylvester og Victoria fast. ”Vi troede en gang, vi skulle have en skideballe for noget dumt, vi havde gjort, men næh, du var helt nede på jorden – og vi har ikke gjort det siden”, fortalte Sylvester. De blå sutter fyldte en del i talerne, idet skolelederen øjensynlig er meget emsig med, at alle altid har skoene på indendørs.

Traditionen tro lød der en velkomst fra Skolelederforeningen i København ved skoleleder Aase Hammer fra Islands Brygge. Utraditionelt var det til gengæld, at souschef Maike Raahauge fra Amager Fælled fortalte, at Mette var en ´forræder´, fordi hun nu har forladt det gode souschefnetværk på Amager. ”Men du er en gave, der ikke kan byttes, og en god én af slagsen styrket af alle de heftige og gode diskussioner, vi har taget gennem årene.”

Endelig må jeg sige noget 

”Endelig kan jeg, som elsker at tale, få lov til at sige noget”, afsluttede Mette Nicolaisen det afslappede og hyggelig arrangement med. ”Det kræver tillid og samarbejdsvilje at drive en skole, det skal dyrkes og passes på, og det møder jeg fra hele personalet. Ørestaden er et særligt sted, et nybyggerområde, som folk aktivt har valgt. Det er en slags nyt Amerika, hvor vi med vores profil ruster eleverne godt til fremtiden.”

Sammen kan vi forandre verden blev ordene, der hang i luften, mens vi denne grå torsdag eftermiddag drog hjem fra en hjertelig sammenkomst. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.