OK 18 skal trække en streg i sandet – hertil og ikke længere!

Det starter og slutter med et barn, lyder det fra hæve-sænkebordene, alt imens der lægges planer for, hvordan brikkerne skal rykkes rundt i næste budgetår. Det sker uden at det på noget tidspunkt siges, at det netop er børnene som mærker konsekvenserne.

Debat | Af: Torben Fleckner 26. marts 2018

Der er noget, jeg har tænkt over i et stykke tid. Faktisk de sidste ca. 10-15 år. Hvordan kan det være, at jeg indimellem har følelsen af blot at være en brik, som skal flyttes rundt i takt med at nye chefer, ledere eller konsulenter slår med terningerne.

Hvordan kan det være, at jeg indimellem har haft følelsen af, at udvikling og forandring sker uden andre mål og retninger end sorte streger og tal i et regneark. Er folkeskolen, og jeg, blot en kastebold for pludseligt opståede ideer ved hæve-sænkeborde i en forvaltning eller et ministerium? Fejlen kan være min og følelsen kan være uden hold i virkeligheden. Men alligevel. Der er noget, der gnaver.

Det starter og slutter med et barn, lyder det fra hæve-sænkebordene, alt imens der lægges planer for hvordan brikkerne skal rykkes rundt i næste budgetår. Det sker uden at det på noget tidspunkt siges, at det netop er børnene, som mærker konsekvenserne. I stedet hævdes det, at kvaliteten ikke bliver påvirket, selvom der skal spares penge. Der vil højst sandsynligt blive tale om et kvalitativt løft. Tror de mon selv på det, tænker jeg.

På min arbejdsplads i Københavns Kommune har jeg på ca. 10 år oplevet et par direktører, 2-3 områdeledere, 3 skoleledere, 3 souschefer og en række konsulenter. Alle har de haft nogle såkaldt gode redskaber i værktøjskassen.  De fleste af de i øvrigt velmenende konsulenter og direktører har ikke nødvendigvis selv haft erfaring med skole eller undervisning, ligesom de heller ikke har lignet personer, som har anvendt en værktøjskasse i erhvervsmæssig sammenhæng. På trods af det, skal man jo altid være klar til at tage imod gode råd, har jeg tænkt. Man kan jo altid blive klogere på et eller andet.

Jeg har eksempelvis fået gode råd om, hvordan der med fordel kan omorganiseres og effektiviseres. På skolen har der næsten konstant været projekter eller områder, som lige har haft behov for at blive highlightet. Jeg har medvirket til at holde orden i butikken, haft snuden i sporet, åbnet op, foldet ud, været nysgerrig samt haft et skarpt blik på kerneopgaven i et tværfagligt teamsamarbejde. Naturligvis har jeg også lavet en årsplan i Mee-book og beskæftiget mig med feed-back-modeller. Jeg har lavet elevplaner på 3-4 forskellige måder, ligesom disse elevplaner har skullet laves med forskellige tidsintervaller. Nogle gange har jeg skullet lave elevplaner 1 gang årligt, andre gange 2,3 eller 4 gange årligt. Engang havde skolen et samarbejde med en konsulent, som ville udvikle en ny elevplan, hvor der blot skulle tastes nogle nøgleord ind på computeren, så ville der komme en færdig elevplan ud af printeren. Det kom aldrig til at fungere, men der blev brugt meget tid og en hel del penge på det projekt. Jeg har deltaget på såkaldte sommeruniversiteter, hvor jeg bl.a. har modtaget undervisning i matematik, sansemotorik og klangmassage. Ja, du læste rigtigt.

Spare-øvelser har været pakket smukt ind i plusord. Det lyder da eksempelvis rigtigt flot med flere fagligheder i spil med mindst lige så mange varme hænder – ja, selv en gennemgribende skolereform er det blevet til. De flere fagligheder handlede om, at færre lærere skulle undervise flere elever. Til gengæld blev der ansat nogle få ergoterapeuter og medhjælpere, som var billigere end lærerne. Skolereformen ville gøre skolen bedre, uden det var nødvendigt at tilføre flere ressourcer. Lærerne skulle blot undervise nogle få timer mere, samt sørge for at alle elever blev løftet fagligt. Nå ja, og så skulle lærerne også lige klare inklusionsopgaverne.  Der har også været en lockout med et efterfølgende regeringsindgreb i 2013, hvis lov siden har dannet rammen for mig og mine kollegaers arbejdsliv. Heldigvis er det lokalt i København, og i en række andre kommuner, lykkedes at lave en aftale, så de snærende rammer fra regeringsindgrebet i 2013 er løsnet.

Den københavnske folkeskole, også min, står der jo heldigvis endnu. Heldigvis, fordi folkeskolen er en af de sidste kulturinstitutioner i Danmark, hvor man mødes på tværs af hudfarve, religion og social placering. Et sted hvor advokatens datter møder arbejdsmandens søn. Folkeskolen skaber forståelse for forskellighed og skaber sammenhæng. Folkeskolen er noget, der skal værnes om. Folkeskolen skal, med borgmester Jesper Christensens ord, være det naturlige førstevalg.

Er det ikke ved at være på tide, at lade os fagprofessionelle medvirke til at sætte mål og retning for folkeskolen, uden samtidig at blive truet med lockout når vi ønsker en forhandlet overenskomst? Er det ikke på tide, at lærerne får mere tid til at forberede undervisningen, så faglighed og kreativitet kan få frit løb?  Har skolen ikke alt for længe været kastebold og offer for generalerne ved hæve-sænke-bordene? Er det ikke på tide, at tillid, samskabelse og respekt bliver til andet end skåltaler ved festlige arrangementer? Er det ikke på tide, at vi alle anerkender sammenhængen mellem en stor offentlig sektor og privat initiativ? Er det ikke på tide, at vi holder op med at inddele arbejdsmarkedet i et første-rangsarbejdsmarked (det private), som gerne må være lønførende, og et andet-rangsarbejdsmarked, som skal halte lønmæssigt bagud?

OK 18 kan give nogle svar. OK 18 skal trække en streg i sandet – hertil og ikke længere! Herefter kan det igen handle om, hvordan vi sammen udvikler en offentlig sektor til gavn for os alle.

Torben Fleckner, Kandidat til KLFs bestyrelse

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.