Rigshospitalet har indviet en nyistandsat skole, der modtager indlagte børn fra hele rigsfællesskabet og eventuelt også deres søskende.

Fem lærere og deres elever på Rigshospitalet har fået nye skolelokaler med ind- og udgang til hospitalets forhal. Det sker som følge af, at de tidligere tre skolestuer, der lå spredt rundt om i bygningen, samles i ét område. Tidligere var der fx en særlig skolestue for grønlandske børn, men de rykker nu sammen med de øvrige indlagte elever.

Den nye skole har også kapacitet til at byde søskende til indlagte børn velkommen. Det sker fx hvis forældrene kommer langt fra København og på grund af et barns indlæggelse måske bor i tilknytning til hospitalet. Så kan børnene følges i skole og være sammen i dagens løb.   

Fagligt fællesskab

For både elever og lærere giver den samlede skole nye fordele. Tidligere sad en eller to lærere alene i hver deres lille skolestue, men nu kan lærerne supplere hinanden og tilbyde en større faglig bredde. Lærer og TR-SUP Janus Welling glæder sig over de nye gode forhold:

”Vi dækker grundlæggende fagene dansk, matematik og fremmedsprog, men kan også lægge fx sang og musik ind. Når vi er flere lærere sammen, giver det et bredere fagligt fællesskab. Dagene er ofte struktureret sådan, at om formiddagen går vi ud i afdelingerne og underviser de elever på sengekanten, der af en eller anden grund ikke kan bevæge sig ned i skolen. Om eftermiddagen er vi som regel i skolestuerne."

Velindrettet skoleområde

Det nyindrettede skoleområde virker indbydende og gennemtænkt. I hospitalets skole er der et løbende flow af indlagte børn og deres raske søskende i skolealderen, og i de nye skolerammer er der gode muligheder for at inddele i små grupper efter alder og aktivitet. 

Skolen består af en stor skolestue med køkkenfaciliteter. Der er dels et område med borde med fire arbejdspladser og computere, dels et område hvor bordene kan stilles sammen efter behov. Her kan eleverne sidde og arbejde med bøger og hæfter.

Ved siden af den store skolestue er der et mindre lokale, der kan bruges som grupperum eller for børn, der har brug for at være skærmet.

Inden længe kommer der en dør i den store skolestues bagvæg, så elever og lærere kan gå udenfor i græsset, når vejret indbyder til det.

Rigsfællesskabets folkeskole

Ved indvielsen var der grønlandske, færøske og danske flag på bordene for at understrege, at det her er hele rigsfællesskabets folkeskole.

Den grønlandske lærer, Justa Larsen, har undervist forskellige steder i Grønland fra Sisimiut, Holsteinsborg, til små bygder: ”Jeg kom til Danmark i 2017 og startede her i august sidste år. Det er et nyt liv, og jeg glæder mig meget til at undervise her og til at være med til at tilrettelægge vores nye samarbejde i skolen.” 

Skolen flytter igen om et par år 

Det er kun 7 år siden, at den tidligere hospitalsskole på Riget blev indviet, men som Janus Welling bemærker: ”Dengang nåede vi lige at holde skolen åben i en uge, så blev vi lockoutet. Det var ikke lige, hvad vi forventede eller ønskede.”

Og faktisk venter der skolen en ny flytning om et par år, når BørneRiget i det nye byggeri mod Fælledparken står klar. Til den tid er det planen, at indlagte børn med forskellige diagnoser skal placeres inden for et børneområde, der så har fingre ud til de forskellige lægelige specialer. 

På Rigshospitalet er eleverne indlagt på somatiske afdelinger, mens de psykiatriske afsnit  for børn og unge er placeret på Bispebjerg Hospital.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.