Del:

Ny madlejrskole skal styrke københavnske elevers maddannelse

Fra næste år kan københavnske folkeskoleelever i 5. og 6. klasse komme på en helt ny madlejrskole på Bornholm. Her skal de lære, hvor råvarer kommer fra, og deres evner i køkkenet skal styrkes.

Kolonierne | Af: Hanne Hellisen 07. december 2017
Der skal hugges brænde, inden man kan tilberede mad over bål. Foto: Jan Klint Poulsen
Der skal hugges brænde, inden man kan tilberede mad over bål. Foto: Jan Klint Poulsen

Københavns Madhus og Københavns Lærerforenings Kolonier har sammen udviklet Madkoloni Bornholm, som henover foråret og efteråret 2018 giver cirka 500 københavnske elever fra 5. og 6. klasser mulighed for at få styrket deres evner i køkkenet på kolonien Egilsholm. Det nye tilbud skal være med til at øge maddannelsen blandt kommunens børn, fortæller initiativtagerne bag projektet.

Ifølge tal fra Coop Analyse er det kun 7 % af danske børn, som er med i køkkenet for at lave aftensmad. Håbet er, at madkolonien, udover at styrke børns forståelse for mad, også hjælper dem med at indtage en mere fast rolle i den hjemlige madlavning.

”Vores børn er væk hjemmefra det meste af hverdagens timer, og det lette og hurtige alternativ vinder indpas i den hjemlige madlavning. Vi kan ikke længere tage for givet, at børn lærer at lave mad derhjemme. Derfor skal vi finde andre løsninger til at klæde dem tilstrækkeligt på, så de kan være i stand til at kunne lave mad selv, når de engang flytter hjemmefra,” fortæller Anne-Birgitte Agger, der er direktør i Københavns Madhus.

Besøg fra både landmænd og kokke

På den nye Madkoloni skal eleverne stifte bekendtskab med madhåndværk, køkkenteknikker og madvarernes oprindelse. De skal tilberede dagens måltider inden for temaer som for eksempel mejeri, grøntsager, smag og bålmad. Derudover vil der også være fokus på at anrette og præsentere maden. 

Lokale råvarer og frugt fra baghaven er nogle af de ingredienser, som eleverne på en madkoloni skal arbejde med i køkkenet. Foto: Jan Klint Poulsen
Lokale råvarer og frugt fra baghaven er nogle af de ingredienser, som eleverne på en madkoloni skal arbejde med i køkkenet. Foto: Jan Klint Poulsen

Eleverne vil ud over de klassiske lejrskoleoplevelser få en uges intensiv inspiration med køkkenfaglighed fra professionelle kokke suppleret med besøg hos bornholmske landmænd og producenter.

”Det særlige ved Madkoloni Bornholm er fællesskabet om noget så centralt i tilværelsen som at lave mad og nyde måltider sammen. Det har en kolossal værdi, at børnene lærer om råvarernes kvaliteter, hvor de kommer fra og møde dem, der dyrker afgrøderne,” forklarer Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening.

Lejrskolen er udviklet af Københavns Madhus og Københavns Lærerforenings Kolonier med støtte fra Promille Afgiftsfonden og Børne- og Ungeudvalget i Københavns Kommune.

Madkolonien holder til på Københavns Lærerforenings koloni Egilsholm på sydbornholm. Egilsholm ligger i udkanten af en mindre fyrreplantage på en kæmpe strandgrund med klitter og marehalm. Disse omgivelser lægger op til mange forskellige former for udfoldelse og udendørsaktiviteter, som også vil blive brugt i undervisningen.

LÆS OGSÅ: Ellebjerg Skole tester ny madkoloni

To testklasser har allerede i dette efterår været af sted. Til næste år kan de første elever komme af sted på madkoloni fra uge 15, men grundet de begrænsede pladser skal lærerne på forhånd have udfyldt en ansøgning. Tilmeldingen er åbnet. Samlet set finder Madkoloni Bornholm sted over 16 uger fordelt over 2018.

FAKTA:

De første elever kan komme afsted på Madkoloni Bornholm fra uge 15, men grundet de begrænsede pladser skal lærerne på forhånd have udfyldt en ansøgning. Madkoloni Bornholm finder sted over 16 uger i 2018. 

For mere info tjek madkoloni.dk

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Jan Trojaborg | 07. december 2017 KL. 14:31

Jeg kan kun anbefale madkolonien - det er en fantastisk givende oplevelse, der ud over dét at lære at lave mad og nyde den skaber sammenhold i klassen og giver eleverne mulighed for at udfolde sig i praktiske gøremål og vise andre sider af sig selv.