Fra 1. marts er Marco Anders Damgaard ny leder på Tingbjerg Skole. Han vil arbejde for at give alle børn lige muligheder, uanset hvilken baggrund de kommer fra.

 

“Det her er et drømmejob for mig. Jeg brænder for folkeskolen som koncept, og jeg brænder virkelig for den opgave, der ligger her i Tingbjerg. Alle børn er ikke født med lige muligheder, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at skabe dem her på skolen.”

Efter 3,5 år som souschef tiltrådte Marco Anders Damgaard som skoleleder på årets første forårsdag i 2017. Med kun 32 somre på bagen er han blandt de aller yngste skoleledere i landet - hvis ikke den yngste overhovedet. Og han er meget glad for sit nye job. Men han er samtidig klar over, at det først er nu, arbejdet starter.

Han beskriver Tingbjerg Skole som en meget mangfoldig skole, der har rigtig mange nationaliteter både i personalestaben og blandt eleverne. Hele 95 procent af de 462 elever - der næste år vokser til 490 elever - er tosprogede. Men Marco Anders Damgaard mener efterhånden, at den betegnelse er lidt gammeldags.

“Mange af de her børn er 3. generationsindvandrere, født og opvokset i Danmark og taler helt flydende dansk. Den her gruppering med tosprogede passer ikke så godt længere,” siger han.

Skolen er som en landsby

En af de gode ting ved Tingbjerg Skole ifølge den nyslåede skoleder er, at man kan følge eleverne over rigtig mange år - både i skoletiden og i fritiden. Tingbjerg Skole er nemlig samlingssted for flere institutioner såsom fritids- og ungdomsklubber. Blandt andet klubben Gavlhus, der har brugere på helt op til 23 år.

“Det giver os mulighed for at lave en rød tråd hele vejen op gennem vores børns senere liv. På den her måde kan vi observere børnenes ressourcer i skoletiden og fritiden. Det kombineret med et godt samarbejde mellem pædagoger og lærere giver en god indsigt i børnenes behov og muligheder,” siger Marco Anders Damgaard.

Det at skolen er samlingssted for så mange forskellige aldersgrupper gør, at der kommer en landsby-agtigt stemning over stedet, mener skolelederen. Og når der er god stemning i landsbyen, så er der god stemning i hele området. 

“Et af mine mål er, at vi skal være den bedste skole her i distriktet. Jeg fornemmer god stemning blandt forældrene derude, og vi kan også se, at flere elever begynder at komme til os fra eksempelvis de arabiske privatskoler,” siger han.

Co-teaching og leder-observation

Det er meget vigtigt for Marco Anders Damgaard, at lærerne ikke føler sig alene. De skal ikke have fornemmelsen af, at de står med det hele selv, for eksempel ved planlægningen af skole-hjem-samtaler. 

“Pædagoger og lærer skal arbejde godt sammen. Pædagogerne har ofte en god forbindelse til forældrene, fordi de møder dem i fritidsklubben, når forældrene henter deres børn. Her har de tid til at få en snak. Så det er en god ide, hvis lærer og pædagoger samarbejder om at planlægge og afvikle skole-hjem-samtaler,” siger Marco Anders Damgaard.

Desuden benytter Tingbjerg Skole sig også af co-teaching, hvor læreren underviser sammen med en uddannet vejleder. Marco Anders Damgaard observerer også selv flere undervisninger, hvorefter han og læreren har en didaktisk samtale.

“Vi har meget fokus på fagligheden. Det har stor betydning for mig, at børnene hele tiden ved, hvad de er i gang med at lære. Jeg kan huske fra min egen skoletid, at vi nok vidste, at vi var i gang med at læse H.C. Andersen - men ikke rigtig hvorfor. Jeg vil gerne gøre læringen så tydelig som muligt for eleverne,” siger han.

Historien om Tingbjerg

For et par år siden skrev Politiken en historie om, at det vrimlede med 10-taller i afgangsklasserne på Tingbjerg Skole. Det var særligt i mundtlig dansk, hvor eleverne lå mere end en karakter over landsgennemsnittet. Og den slags historier er med til at punktere nogle af fordommene om Tingbjerg som sted.

“Vi ligger i et boligsocialt område, så selvfølgelig har vi elever med mindre ressourcestærke baggrunde. Men der er også mange, som er ressourcestærke. Mit nok vigtigste mål som skoleleder her at at give alle børn lige muligheder, uanset hvilken baggrund de kommer fra,” siger Marco Anders Damgaard.

Han har fokus på, at skolens godt 460 elever klarer sig bedre end forventet, når det kommer til Undervisningsministeriets socioøkonomiske reference. Her bliver elevernes karakterer sammenholdt med deres baggrund, og derudfra bliver der givet et tal, der så ligger under eller over det forventede. Ved den seneste måling lå Tingbjerg en smule under det forventede, men Marco Anders Damgaard vil arbejde på, at skolen hvert år skal ligge over forventning. Samtidig vil han arbejde for, at skolen - ligesom det bliver tilfældet næste år - vil vokse i elevantal hvert år.

“Jeg vil være ambitiøs på alle børnenes vegne. Baggrunden skal betyde mindre for, hvordan de klarer sig i skolen. Vi må aldrig at give op på nogle elever. På den måde kan vi knække fortællingen om, hvad Tingbjerg er for et sted.”

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.