Til daglig lyder sangene i klasserne og på legepladssen. 9. september gjaldede de i salen ved indsættelsen af Susanne Rørby Bardrub som ny leder på specialskolen Øresundsskolen

 

”Vi er venner alle sammen - når vi møder én vi ikke kender, er det en ven, vi ikke har mødt endnu”, sang en gruppe elever med stor energi til de fremmødte gæster fra Østerbro og Indre By. Akkompagneret af en stærk lærerguitar fortsatte de begejstrede børn med sangene ´Skolen hedder faktisk Øresund´ og ´Min Marie´ og spredte glæde. Det videreførte Thomas Bisgaard fra netværket ´Drengene på 1. række´, der generøst har inkluderet den nye skoleleder. Han roste den særlige stemning, der hersker på skolen og uddelte så sæbeboblevand til alle, hvorefter der helt eventyrligt på kommando blev blæst bobler overalt i rummet med den særlige kvalitet, at de var fyldt med held og lykke.

Farverige malerier

Efter områdechef Søren Triers velkomst med ros til skolen og glæde over Susannes insisterende måde at tale skolens sag på, blev elevernes to koloristiske malerier overrakt som deres varme velkomst til den nye leder.

Tillidsmand Torben Fleckner fastslog i sin tale, ”Vi vil nok ikke altid være enige, men jeg vil garantere, at vi får et godt samarbejde i den professionelle uenigheds ånd og helt uden mudderkastning og sladder. Han tilføjede, at skolen er en god arbejdsplads, og at Susanne bliver oplevet som en medkæmper for skolen.

Skolebestyrelsesformand Søren Peter Madsen glædede sig til et fortsat godt samarbejde, idet Susanne har været konstitueret i ½ år på posten. ”Du er ambitiøs på den gode måde og tænker langsigtet, det er jeg meget tilfreds med”, sluttede han og udråbte de obligatoriske hurra´er.

Anders Mikkelsen, SL på Nyboder, var glad for at være hendes mentor, fordi den nye leder er dybt optaget af børnenes ve og vel, og han udtrykte respekt for de specielle kendetegn, der er på en specialskole med børn med særlige udfordringer og et personale, der består af mange faggrupper. ”I går en stolt fremtid i møde”, lød udgangsreplikken.

Susanne Rørby Bardrub har været lærer i Nykøbing Falster, virket et par år på Sjælland og senest været souschef på Øresund i 2 år.

KLF byder også hjertelig velkommen til Susanne.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.