Ny bog stiller skarpt på den københavnske kolonibevægelse

Kolonibevægelsen i København er gået fra at være for de allersvageste børn, der skulle ud på landet og fedes op til at være et aktivt tilvalg for de københavnske elever med temakolonier. En ny bog dykker ned i koloniernes historie med udgangspunkt i Københavns Lærerforenings kolonier på Torø.

Kolonierne | Af: Hanne Hellisen 28. marts 2018

Hver sommer drager flere tusinde københavnske børn ud i det danske land for at komme på koloni. Sådan har det været i mange år, men kolonitanken har gennemgået store forandringer i de mere end 150 år, hvor børn har taget fra byen og ud på landet. I dag kan eleverne for eksempel komme på dyrekoloni, teaterkoloni eller idrætskoloni, hvorimod kolonierne førhen var forbeholdt de underernærerede børn og børn med psykiske problemer. 

Forfatter Nick Nyland tager i en ny bog et grundigt kig på denne udvikling eksemplificeret gennem Københavns Lærerforeninges kolonier på øen Torø.

Forfatter Nick Nyland foran arkivet med gamle årgange af KK - Københavns Kommuneskole. Foto: Jan Klint Poulsen
Forfatter Nick Nyland foran arkivet med gamle årgange af KK - Københavns Kommuneskole. Foto: Jan Klint Poulsen

Nick Nyland er pensioneret læge, men hans far var lærer på Gasværksvejens Skole. Om sommeren drog faderen på koloni med sine elever på Torø, og han tog hele familien med.

LÆS OGSÅ: PÅ SOMMERKOLONI - en single af Jennifer Jensen

”Fra jeg var to år, og til jeg rundede de 15 år i begyndelsen af 1960´erne, var jeg og resten af familien hver sommer på feriekoloni på Thorø med min far Anker Rasmussen,” siger Nick Nyland og fortæller, hvordan han spenderede tre uger hver sommer i 1950’erne og 60’erne på koloni sammen med en masse andre børn. Det var nærmest Paradisets Have, husker han, fordi der var så mange andre drenge at lege med, samtidig med at han også havde familien med.

”Det var årets oplevelse.”

Kvikke lærere sendte børn på landet

Nick Nyland har senere undret sig over, at der ikke er nogen, der har skrevet om koloniernes og Torøs historie, og som læge blev han også interesseret i at udfolde de tanker, som kolonibevægelsen i København er opstået ud af.

I 1853 var der koleraepidemi i København, og de fattige kvarterer, hvor folk var stuvet sammen, var hårdt ramt. Mange mennesker blev derfor flyttet ud på Fælleden for at få dem ud af smitterisikoen. Samtidig fandt sundhedsmyndighederne ud af, at den friske luft og en bedre forplejning hjalp mod sygdommen. Det tog nogle kvikke lærere til sig

Stolte kolonidrenge foran deres huler. Skovhytten, Torø, 1950.
Stolte kolonidrenge foran deres huler. Skovhytten, Torø, 1950.

”Lærerne kunne se, at skolebørnene sultede, fik dårlig kost og boede i elendige lejligheder. Mange af dem var tynde og skrantende. Man fandt derfor på at få landbefolkningen til at tage københavnerbørnene i sommerferien, så de kom i bedre stand og fik et bedre helbred og bedre muligheder for at begå sig i skolen,” fortæller Nick Nyland. 

Komiteen for Københavnske Skolebørns Landophold blev dannet i 1854 af skolelærere og det daværende skoledirektorat i København. Komiteen udvalgte børn, som skulle en tur på landet, ud fra de elever, som skolerne havde indstillet. Hver sommer blev omkring 20.000 børn sendt ud på landet.

De første kolonier etableres

Frem til omkring 1900 var komiteen den eneste, der sendte børn fra København ud på landet. Men efter storlockouten i 1899 var mange københavnske hjem hårdt trængte. Der var stor arbejdsløshed, kosten var dårlig, og mange børn var socialt dårligt stillede. Men der kunne ikke stoppes flere børn ud på landet. Igen var der nogle kvikke lærere, der fik en god ide.

”Lærerne ser, at børnene skranter, så lærerne får ideen om at tage eleverne ud i sommerferien på feriekoloni. Så lånte man forskellige bygninger og drog af sted med 10-20 børn, når sommerferien begyndte. Her fik de frisk luft og god mad. Kriteriet for om det var en vellykket koloni, var, om børnene havde taget på i vægt,” forklarer Nick Nyland og fortæller, at ideen hurtigt bredte sig til andre kommuner.

Man fandt dog hurtigt ud af, at man kunne lave bedre kolonier, hvis man selv ejede de bygninger, hvor kolonien holdt til, i stedet for at leje forsamlingshuse eller missionshuse. Egne bygninger kunne indrettes specielt til formålet med sovesale og køkkenfaciliteter. Både Københavns Kommunelærerforening og Københavns Kommunelærerinde forening opkøbte deres egne kolonier, blandt andet på Torø.

Torø blev flagskibet inden for kolonier

Torø blev købt af Københavns Kommunelærerforening med finansiering fra Københavns Kommune i 1930, og der blev etableret tre drengekolonier på henholdsvis Torøgård, Vesterborg og Skovhytten. Øen var et dødsbo efter datidens prominente købmand Harald Plum, der havde købt øen for at bruge det som en form for sommerhus. Han gik imidlertid fallit med sit firma, Det Transatlantiske Kompagni, i 1929, og da han samtidig blev anklaget for bedrageri, skød han sig selv på Torø.

Torø blev foreningens flagskib inden for kolonierne, da det både økonomisk og kapacitetsmæssigt var en kæmpeudvidelse. Samlet set var der plads til 270 elever på øen. Derudover var det enormt praktisk med en ø. Børnene kunne ikke stikke af, da der dengang ikke var fast forbindelse til Fyn, og der var heller ingen naboer at genere. 

Nick Nyland har brugt mange timer i Koloniernes arkiv for at finde gamle fotos og referater fra fortidens kolonihistorie. Foto: Jan Klint Poulsen
Nick Nyland har brugt mange timer i Koloniernes arkiv for at finde gamle fotos og referater fra fortidens kolonihistorie. Foto: Jan Klint Poulsen

”Det står ikke skrevet ned nogen steder, men jeg har kunnet udlede af flere udtalelser, at man var glad for Torø, fordi eleverne så at sige var spærret inde derovre, og de kunne ikke lave nogen ulykker,” siger Nick Nyland.

I dag er alle tre bygninger stadig i brug, men sengepladserne er skåret ned, og der kommer både drenge og piger derover.

Kolonier blev forbeholdt ”nervebørn”

Lærerne og børnene måtte sejle til Thorøhuse inden Thorøsund sandede til i 1990´erne. Ca. 1980.
Lærerne og børnene måtte sejle til Thorøhuse inden Thorøsund sandede til i 1990´erne. Ca. 1980.

Frem til besættelsen var børnenes (dårlige) fysiske tilstand kriteriet for at komme på koloni. Efter 2. verdenskrig blev velfærdtilstanden imidlertid bedre. Folk sultede ikke længere, og fik bedre boliger. Men der var stadig børn, der fungerede dårligt i skolen.

”Man kaldte dem nervebørn. Det var de børn, der havde dårlige familiære forhold, hvor forældrene var skilt, eller børnene ikke kunne omgås de andre i klassen. Kort sagt de børn med sociale eller psykiske problemer. Det blev nu de børn, der blev sendt på koloni,” fortæller Nick Nyland.

Allerede i løbet af 1960’erne ændrede behovet for kolonierne sig dog igen. Der var færre ”nervebørn”, fordi der opstod andre skoletilbud, der tog sig af dem. Det, der nu er tilbage af kolonierne, er ifølge Nick Nyland en mulighed for at komme billigt på ferie – hvilket dog også kan have sin berettigelse for familier, hvor pengene er små.

Nick Nylands bog 'Børnenes Ø – Thorø og dens tre kolonier' er udgivet på Skriveforlaget og kan købes på nettet og i boghandlen. 198 sider. Rigt illustreret.

Bogens øvrige indhold

Udover at gennemgå koloniernes arbejde igennem tiden tager bogen læseren med ind i dagligdagen for lærerne og kolonibørnene på Torø, de til tider vanskelige besejlingsforhold, relationerne til naboerne på fastlandet, kampen for at undgå udslettelse på grund af havets gnaven af øen, tilsandingen af Thorø Sund og ikke mindst historien om det berømte Thor-monument.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Anna frøhlke | 01. april 2018 KL. 17:13

At anna hun blive så glad for hun hilsen anna