Fredag døde Ane Lykkegaard efter lang tids sygdom. KLF's tidligere formand Jan Trojaborg mindes her et menneske, der har haft stor indvirkning og betydning for de københavnske lærere.

Ane døde fredfyldt og smertefri fredag 18. januar på hospice omgivet af sin nærmeste familie, da en uhelbredelig cancer afsluttede hendes 71-årige liv. Ane levede i mange år med kræften, som hun tappert lærte at leve og overleve med med de omkostninger, det nu en gang medfører. Af sind var hun optimist og fyldt med energi, hun kæmpede således tappert imod sygdommen, og det lykkedes hende at få et godt liv med en stor vennekreds, flere kortklubber, storesøster Dorte og ikke mindst datteren Laura og hendes mand Nikolaj og de elskede børnebørn Alberte og Anton.

Ane, der oprindelig kom fra Tønder, blev lærer på Peder Lykke Skolen 1. august 1974 og blev en central figur i opbygningen af åben-plan skolen, hvor hun var en meget klar stemme og desuden aktiv i de mange festligheder, der også karakteriserede denne nybyggede skole, der blev opbygget fra grunden. Ane var fagpolitisk meget aktiv og kom i KLF´s bestyrelse i 1992, hvor hun sad i imponerende 20 år indtil 2012 i en til tider ret tumultarisk tid. Hun var især aktiv i Pædagogisk Udvalg og var desuden i mange år én af nøglefigurerne i de meget populære kabaretter, som foreningen stod bag især i 1980´erne. Talrige er de morsomme tekster og sange, som bar signaturen AL. De senere mange år gjorde Ane en kæmpe indsats i bestyrelsen for Lærerindernes Hus og i Hjælpekassen af 1892, der har sikret mangt et medlem et billigt, hurtigt lån i en nødsituation.

De senere år nød Ane tilværelsen i sit dejlige kolonihavehus på Amager, hvor hun ofte samlede sine mange venner og familien. Her blev hendes 70-års fødselsdag også holdt under stor festivitas, for Ane elskede fester.

Det er derfor med sorg over, at Ane ikke skulle få lov til at leve længere, at vi tager afsked med hende torsdag 24. januar fra Sundby Kirke kl.13.30 iblandet glæden over at have kendt et så varmt, engageret og levende menneske.

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.