Skøn stemning i KLF's have

Mere end hundrede af Københavns Lærerforenings medlemmer havde nappet cyklen med kurs mod foreningens hus på Frederiksberg for at deltage i årets hyggelige grillfest.

KLF | Af: Jan Klint Poulsen 23. august 2018

Det var Danmarks Lærerforenings ekstraordinære kongres, oven på et slidsomt forår med overenskomststridigheder, der skubbede KLF's traditionsrige grillfest over på den anden side af sommerferien. 

Men sommeren hænger stadigvæk i, og derfor kunne Københavns Lærerforenings bestyrelse byde mere end hundrede medlemmer velkommen til lun sensommerhygge i haven på Frydendalsvej. 

Langs de middelhøje bøgehække omkring foreningens hus stod Kildemoes, Raleigh og Winther-cykler en masse, en del med cykelhjelmen hængende over styret ­– transportudstyr, der vidner om friske, miljøbevidste lærere i nærheden. 

I haven var den store grill indledningsvis vært for et hvirvlende røgshow, som normalt kun er de dyre natklubber forundt, men det tog ikke lang tid, før kullene var klar og pølserne ristede. 

Ikke en sommerfest uden KLF's lærerkor

Med vanlig smittende energi sang KLF's sprudlende kor en håndfuld flerstemmige, danske sange, som fyldte haven med smil, og der var da også enkelte blandt tilhørerne, som dristede sig til at synge med på noderne.

Det greb korleder Anders Jacobsen straks og benyttede muligheden for at invitere tilhørerne med til en udvidelse af koret frem mod kommende koncerter. Skulle du være grebet af stemningen, kan du læse mere om koret her.  

Se fotoserie fra den hyggelige eftermiddag i haven: 

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

  • Foto: Jan Klint Poulsen

Igennem årene har Københavns Lærerkor afholdt små koncerter til foreningens mangeartede arrangementer. Igen i år var koret med til Folkemødet på Bornholm sammen med KLF. Debatøen har i flere år haft besøg af Københavns Lærerforening, der deltager sammen med DLF og er aktive med debatter og quiz om folkeskolen. Her er musik og sang et friskt pust i den endeløse række af debatter. 

Formanden takkede derfor også koret for deres altid sangparate velvillighed, hver gang foreningen har brug for det. 

Tak for opbakningen til vores aktiviteter

Fra en noget skrattende megafon bød foreningens formand således velkommen til de mange fremmødte, der fyldte haven på fineste vis. Lars Sørensen konstaterede, at der aldrig før havde været så mange med til grillarrangementet. 

"Benyt endelig lejligheden til at få hilst på bestyrelsesmedlemmerne og fortæl dem gerne, hvis der er noget ude fra skolerne, som I mener, vi bør vide," lød det fra formanden til forsamlingen. 

Lars Sørensen takkede også medlemmerne for den store opbakning til foreningens politiske aktiviteter - især det stærke sammenhold i foråret under overenskomstforhandlingerne.

"Vi fik ikke, hvad vi gik efter, men vi har fået en kommission og et løfte om en ny start. Det er noget, vi vil forfølge i København," lovede formanden.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.