Lærerens professionelle råderum skal tilbage

Jeg er glad for, at jeg efter mange år som lærer på Nørrebro kan sige, at det er det hele værd. At møde børnene og være med til at danne og uddanne dem til kloge og empatiske mennesker er en fortsat glæde.

Sammen med dem glemmes (næsten) alle tåbelighederne, som fx tunnelsynet i den læringsmålstyrede undervisning, dokumentationsmængden med krav om beskrivelser af den synlige læring, tegn på læring for hver elev, og hvad der i øvrigt er af anslag, som stjæler tiden og nedgør lærerens faglighed og dømmekraft.

Der har været mange reformer. Samlet set har de sikret solid bølgegang i skolen. Op og ned er det gået og i skiftende retninger, uden at det nødvendigvis har gavnet elevernes udbytte af undervisningen. Vi har sjældent set noget virke, før det er blevet erstattet af noget andet – og altid i den bedste mening!

Men uanset omskiftelige vilkår for skolens virke er der lokalt arbejdet stenhårdt på at give eleverne den bedst mulige undervisning og skolegang. 

Der er grund til at glæde sig over, at vores elever i udstrakt grad kan bruge deres viden, kreativt og innovativt. Evner, der ruster dem til livet og til at være bærere af fremtiden. Evner, der i dén grad er under beskydning som følge af tidens snævre faglighedsbegreber!

Er denne reform, som den sidste i rækken, så værre eller bedre end alle de andre? Skal der ikke bare være ro om skolen nu, så reformen kan få tid til at virke?

NEJ, der skal så absolut ikke være ro!

Reformen er underfinansieret i et helt uhørt og dybt skadeligt omfang, og det har alle vidst, siden den blev vedtaget af et kæmpe politisk flertal. Efterfølgende er der, pakket ind i floskler om effektiviseringer og udfordringer, kommet endnu flere forringelser ind i skolen. Listen over ulykkerne bliver derfor lang.

Nu mærkes de på den hårde måde. Tiden til at hjælpe den enkelte elev mangler. Tiden til den helt afgørende personlige feedback på elevers arbejde mangler. Tiden til faglig fordybelse og udvikling af god undervisning mangler.

Mange kolleger i København har sagt op – specielt det seneste års tid. Overvejende fordi de ikke kan komme til at udføre deres arbejde på en måde, de kan stå inde for fagligt og moralsk, hører jeg flest svare. De går på pension før end planlagt eller søger til privatskoler eller kommuner, hvor der er friere rammer og en anerkendelse af, at lærerarbejdet er en vigtig profession, og hvor skolen er en investering i fremtiden.

Det bør få alarmklokkerne til at ringe hos skoleholderne i København.

Forsøg med kortere skoledage i København er et vigtigt initiativ i den rigtige retning. Jeg håber, at rigtig mange vil søge, og at ansøgningerne imødekommes.

Desuden skal vi insistere på at få luget ud og ikke mindst prioriteret i opgavebunkerne. Ud med alle de tidskrævende ligegyldigheder som fx læringsmålsstyret undervisning.

Lad os i stedet inspireres af fagenes smukke formål som grundlag for den gode undervisning. Og lige så vigtigt skal lærernes professionelle råderum tilbage, så vi kan være der for eleverne, når de har brug for os – uden at vi efterfølgende står uforberedte til undervisningen.