Konflikt-håndtering på skoleskemaet

Schools for Peace-programmet er med til at skabe engagerede og motiverede elever og nedbringe antallet af konflikter på Højdevangens Skole.

Skole | Af: Marck Gylling Tønnesen 28. september 2016
Foto: Marck Gylling Tønnesen
Foto: Marck Gylling Tønnesen

Non-Violence Project Denmark (NVPDK) arbejder på at give børn og unge konkrete konflikthåndteringsstrategier og redskaber til at styrke deres selvværd og forstå deres egne og andres behov. Det gør dem i stand til at håndtere konflikter på en mere konstruktiv og ikkevoldelig måde. Formålet er at gøre børn og unge i stand til at træffe bedre beslutninger i deres liv og tage ansvar for deres handlinger. På den måde kan de bidrage til et fredeligt og ikke-voldeligt miljø i deres skoler, lokalsamfund og samfundet generelt, mener folkene bag projektet.

NVPDK er en del af en større international uddannelsesorganisation, The Non-Violence Project Foundation, der gennem de sidste 20 år har uddannet og trænet næsten 8 millioner børn, unge, lærere, idrætstrænere og frivillige på verdensplan i at løse konflikter på en fredelig måde. Nu er turen kommet til Danmark. Det er to søstre, Sofia og Maria Deria, som med erfaringer fra Sverige har valgt at starte organisationens danske landekontor.

Højdevangens Skole er udvalgt som ambassadørskole og eleverne på 5. og 7. årgang er nu i gang med Schools for Peace programmet, der indeholder øvelser og opgaver, som fokuserer på elevernes selvværd og giver kompetencer inden for konfliktløsning og ikke-vold. Skolens inklusionspædagog, Anja Vejrum, er glad for, at det er lykkes at få projektet til Højdevangens Skole:

”Vi har fået rigtig gode tilbagemeldinger fra elever, lærere og pædagoger på dette projekt. Hvert år modtager vi ca. 175 nye 7. klasses elever fra de andre skoler i 4skole samarbejdet på Amager. Det er en udfordring for både de nye elever og skolen. I år har vores nye 7. klasser fået en rigtig god start, og Schools for Peace programmet har en andel i det,” fortæller Anja Vejum. 

Foto: Marck Gylling Tønnesen
Foto: Marck Gylling Tønnesen

”Hvad er et forbillede?”

I 7. F er de i gang med Schools for Peace programmet. Klasselærer Charlotte Kaa Mogensen indleder timen med at tale om forskellen mellem aktiv og passiv lytning.

”Hvordan er man en god lytter?” spørger hun ud til klassen. Flere elever byder ind med svar. En mener, at man skal være nærværende, når man lytter. ”Du skal se på personen, som du taler med,” lyder det fra en anden elev.

Efter en øvelse i aktiv lytning skal klassen arbejde med forbilleder. Charlotte skriver med store bogstaver, ”Forbillede” øverst på klassens hvide tavle, og spørger klassen, hvad de mener et forbillede er. Alle er enige om, at det er én man ser op til, eller én man gerne selv vil være.

Den hvide tavle bliver hurtigt fyldt op med forklaringer på, hvordan man kan være et forbillede for andre. 7. F bliver nu delt i forskellige grupper. Hver gruppe bliver tildelt en kendt person, som for mange mennesker er et forbillede. Christian, Tobias og William skal arbejde med Martin Luther King. 

"Han kæmpede for bedre rettigheder for de mørke amerikanere og mod racisme, ” siger Kristian. De tre drenge synes, det er spændende at arbejde med forbilleder. De synes, at Schools for Peace er rigtig godt.

”Vi lærer en masse om os selv,” siger Tobias. William er enig med ham. Han synes, de bliver bedre til selv at løse konflikter. De tre drenge er enige om, at det er godt, at flere årgange på Højdevangens Skole skal arbejde med Schools for Peace programmet fremover. 

Nemt at gå til

Charlotte Kaa Mogensen var i uge 31 på kursus i Schools for Peace programmet.

”Det er først og fremmest relevant og nemt at gå til. Øvelserne er beskrevet godt, og de er nemme at sætte i værk. Der er ingen tvivl om, at det er rigtig godt at have prøvet øvelserne på egen krop først, herefter er det forholdsvis nemt at gå til”. 

Charlotte Kaa Mogensen kan se flere fordele i at starte med programmet tidligt på skoleåret. Det giver alle en fælles referenceramme, som mindsker konflikterne på sigt. Det at tale om konflikter uden at skulle tage udgangspunkt i noget, der lige er sket, gør det klart nemmere for eleverne at tale om, mener hun.

”De har alle erfaringer med sig og nogle især dårlige erfaringer, når det kommer til konfliktløsning. Så når vi i klassen har snakket om konflikter og følelser, oplever de et større ansvar over for hinanden,” fortæller hun.

På Højdevangens Skole er planen at projektet skal udbredes til resten af skolen med tiden. Det øgede fokus på inklusion og kravet til alsidig udvikling og dannelse hos den enkelte elev går fint i spænd med tankerne i Schools for Peace programmet, mener inklusionspædagog Anja Vejrum, der håber, at projektet kan være med til skabe et bedre og trygt klasse- og læringsmiljø for eleverne på Højdevangens Skole.

 

Artiklen er skrevet af Marck Gylling Tønnesen, souschef på Højdevangen Skole.

For mere information om projektet og erfaringerne fra Højdevangens Skole:

Kontakt souschef, Marck Gylling Tønnesen

Mobil: 52 50 14 82 / Mail: CE8U@buf.kk.dk

Kilder: http://nonviolencedenmark.com/  http://www.nonviolence.com/ http://www.nonviolence.com/about/the-foundation/

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.