Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen har læst Lærerkommissionens rapport og giver her sin kommentar til anbefalingerne.

Kommentaren er udtryk for skribenternes egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Mandag fik vi anbefalingerne fra Lærerkommissionen. Jeg tror alle er enige om, at det er et godt og grundigt arbejde, som kommissionen har lavet. Jeg mener også, at anbefalingerne er udtryk for, at alle hensyn er blevet vejet, samtidig med at kommissionen har brugt tid på at komme ud på skolerne og se, hvordan arbejdstiden fungerer i det daglige. Det er rigtig godt, for det er netop her, de centrale parter har brug for at starte samtalen om arbejdstid igen.

Set med københavnske briller er der meget godt at sige om anbefalingerne, som på mange områder flugter med den måde, vi tilrettelægger arbejdet på i København. I vores lokalaftale er der fokus på fælles og individuel forberedelse, involvering af MED / TR, overblik over opgaver, løbende dialog om opgaver ved behov for justering og sikring af fleksibilitet omkring tilstedeværelsen – alt sammen noget, som kommissionen anbefaler til en ny central arbejdstidsaftale. Jeg er også glad for at se, at kommissionen fremhæver, at lokalaftaler har positiv betydning. 

Men fremfor alt handler det nu om, at LC og KL sætter sig sammen og får lavet en aftale om lærernes arbejdstid, som alle kan se sig selv i. Vi skal have en skole, hvor ledelsen kan planlægge arbejdet, så kræfterne bliver brugt bedst muligt. Og vi skal også have en aftale, der respekterer lærernes mulighed for at tilrettelægge deres tid. Det skal vi, fordi det er en forudsætning for et godt arbejdsmiljø, og fremfor alt skal vi have ro på arbejdstiden, så det ikke skygger for kerneopgaven.

Vi har en fælles opgave med at understøtte elevernes læring, trivsel og dannelse – det er her kræfterne skal bruges og derfor håber og tror jeg, at anbefalingerne fra Lærerkommissionen vil være en solid grundsten for en fremtidig aftale.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.