Det bekymrer mig, at Københavns Kommune ikke har en plan for, hvordan Folkeskolereformen skal implementeres. At man ikke kan komme med et udspil til, hvad eksempelvis understøttende undervisning er for en størrelse.

Næste skoleår er lige på trapperne. Normalt ville vi på skolerne på nuværende tidspunkt være langt i planlægningen af det kommende skoleår. Desværre er i år på alt for mange måder anderledes.
Velmenende kollegaer forsøger at opfinde den dybe tallerken, alt imens man i forvaltningen har travlt med at fortælle skolelederne, at stort set alt kan besluttes lokalt. Det lader dog til, at de mange lokale beslutninger skal et smut om områdecheferne til godkendelse, hvorfor tingene går meget langsomt.

Det bekymrer mig, at Københavns Kommune ikke har en plan for, hvordan Folkeskolereformen skal implementeres. At man ikke kan komme med et udspil til, hvad eksempelvis understøttende undervisning er for en størrelse. En ting er, at man har forregnet sig i forhold til mængden af understøttende undervisning, men er det for meget at forlange, at forvaltningen måske kunne komme med et bud på, hvad understøttende undervisning kunne være?

Skoleborgmesteren har meldt ud, at de nye læringsmål skal tages i brug den 1. august 2014 i København. Jeg er helt enig med hende i, at det ikke nytter noget at vente. Det undrer mig dog meget, at man ikke anerkender, at lærerne skal bruge meget tid på at sætte sig ind i alle de nye tiltag - herunder læringsmålene. Jeg går ud fra, at jeg ikke kan påbegynde min årsplanlægning, før jeg kender til indholdet i de nye læringsmål, der først er klar til august!

På tillidskonference 2.0 på Rådhuset i dag, blev det fortalt, at forvaltningen bevæger sig fra at være eksperter til at være facilitatorer! Denne bevægelse er et tegn på tillid, ifølge forvaltningen. En gang imellem kunne det være rart med et konkret svar, frem for at få udleveret et procespapir.

Så politikere og forvaltning, giv elever, forældre, ledere og lærere nogle svar, så vi kan komme videre ude på skolerne. Det er ikke underligt, at aviserne i disse dage flyder med historier om, at forældrene vil flytte deres børn til privatskoler, at lærerne søger nye job, at inklusionen vil ødelægge folkeskolen og at vi nok en gang skal tage den berømte ja-hat på. Frustrationerne skyldes langt hen ad vejen, at I ikke har været jeres opgave voksen, hvad end den var at sige fra over for KL og regeringen eller at understøtte skolerne med implementeringen af reformen.

Vi skal som lærere gøre, hvad vi kan, men I må ikke tro, at alle problemer - nåh nej, udfordringer - kan løses i et excelark!

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.