Kolonierne får stor donation til naturprojekt

Novo Nordisk Fonden har tildelt KLFs Kolonier knap 3 millioner kroner til spændende naturprojekt. På kolonierne skal københavnske skoleelever undersøge og lege med alle de muligheder, som naturen tilbyder. Målet er at understøtte børn og unges naturvidenskabelige nysgerrighed og dannelse med udgangspunkt i deres oplevelser.

Kolonierne | Af: Peter Garde 07. oktober 2020
Kolonien Skovhytten på Thorø er en af de 29 naturskønne kolonier som Københavns Lærerforening ejer. Foto: Jan Klint Poulsen
Kolonien Skovhytten på Thorø er en af de 29 naturskønne kolonier som Københavns Lærerforening ejer. Foto: Jan Klint Poulsen

Det var en meget glad leder af Kolonikontoret, der den dag sad på terrassen på kolonien Thorøgård og læste, hvilke projekter der i år havde opnået støtte fra Novo Nordisk Fonden. Søren Freiesleben måtte knibe sig i armen, da han lidt nede på listen så, at projekt ’NaturligVis på Koloni’ fik tildelt 2.996.000 kroner til at gennemføre et projektforløb, der strækker sig over to et halvt år.

Målgruppen er de københavnske skoleelever i alderen 6-16 år, og de voksne der er med som koloniledere. Arbejdet går ud på at skabe forhold og tilbyde udstyr, der motiverer kolonibørn til at sanse og opleve i naturen og udvikle deres forståelse for den. Gennem praksisnære aktiviteter vil projektet beskrive metoder, der kan understøtte børn og unges nysgerrighed og udfordre deres intuition og virkelyst. På længere sigt kan en naturvidenskabelig dannelse forme sig.

For mange københavnske børn er et koloniophold på en eller to uger et reelt frirum ude i naturen, fordi sociale og økonomiske forhold somme tider begrænser deres muligheder for fx at komme på sommerferie med deres forældre. Med naturprojektet vil Kolonierne skabe lettilgængelige oplevelses- og erfaringsforløb for hovedstadens børn og unge. Her handler det på ingen måde om røv-til-bænk-undervisning. Børnene og de unge skal inviteres med til lyststyrede undersøgelser ude i den vilde natur. Aktiviteterne her er, ifølge Søren Freiesleben, de frø, der skal spire og meget gerne vokse til en interesse for naturvidenskab, som udvikler sig op gennem skolelivet.

Ta’ på eventyr med kratløberen

Rejsen fra oplevelse til forståelse og gerne videre til at identificere sig selv som en del af naturen kan beredes i selskab med den i Danmark kendte bille, kratløberen, der står model for den aktuelle oplevelsespædagogik. Billen er kun små 3 cm lang, men i kolonisammenhæng er det dens seks ben, man skal hæfte sig ved. De symboliserer hver et element, der skal være til stede, når børn og unge skal have muligheder for at undre sig og være nysgerrige på naturen.

Første ben: Der skal være tilgængelig natur, og det er der på KLFs 29 kolonier, for de ligger alle i de skønneste naturområder ved skov og strand.

Andet ben: Der skal være nødvendigt udstyr, og det bliver nu forøget og udbygget i forbindelse med projektet.

Tredje ben: Der skal være undersøgende arbejdsmetoder – det er netop dem, som skal udvikles i forbindelse med projektet.

Fjerde ben: Der skal være en passende anledning – det er netop, hvad et koloniophold tilbyder.

Femte ben: Der skal være en understøttende kraft – den sikres i projektet med en projektleder, en naturvejleder og en projektmedarbejder, kursus for koloniledere og en økonomi, der kan bære.

Sjette ben: Kobling til mening – altså fra åbne sanser til lyst og motivation, til undren, til oplevelse, til forståelse, til faglig indsigt og til personlig identifikation. 

Nej, projekt ’NaturligVis’ er ikke skole

Søren Freiesleben fortæller, at ideen til naturprojektet er udviklet i et samarbejde med Torben Stenstrup og naturvejleder Helen Holm fra virksomheden ’Foreningsudviklerne’, der begge har erfaringer med at tage naturen i brug. 

Gennem de senere år har vi oplevet, at børns fritid i stigende grad er lagt i skema, skal deres sommerferie nu laves om til skoletid?

”Nej, der er ikke tale om undervisning,” svarer Søren Freiesleben klar i mælet. ”Vi vil gerne gribe børn, når de går på stranden eller i skoven, når de sanser og undrer sig. De finder ting, vi kan undersøge. Vi kan vække deres nysgerrighed. Det vil vi gerne stimulere. De skal opleve, og de skal ikke på skolebænken, når de er på koloni.”

”Vi skal nu i gang med at lave materialer, beskrivelser og vejledninger, som lærere, koloniledere og alle andre interesserede kan bruge. Alt materiale vil ligge frit tilgængeligt på nettet. Og det er da også helt fint, hvis nogle naturfagslærere lader sig inspirere til at arrangere noget lejrskoleagtigt på kolonien, som de sætter i faglig sammenhæng,” tilføjer Søren Freiesleben. 

Hvert år arrangerer Kolonierne særlige emnekolonier med blandt andet teater, dyr og natur. Emnekolonierne fortsætter, og naturen suppleres nu, udbygges og bredes ud til mange flere.  

Beskrivelser designet til den enkelte koloni 

Søren Freiesleben fortæller, at med tildelingen fra Novo Nordisk Fonden er den sværeste udfordring klaret, nemlig at skaffe penge til lønninger. I projektperioden er Torben Stenstrup tilknyttet som projektleder, Helen Holm som naturvejleder og i øjeblikket er en stilling som projektmedarbejder i to år opslået. I næste omgang vil Kolonierne forsøge at finde midler til en nødvendig forøgelse af materialer på de forskellige lokaliteter. 

Den kommende projektmedarbejder skal blandt meget andet være med til at udvikle arbejdsprogrammer og materialer, anskaffe udstyr og grej, der passer til naturen på den enkelte koloni. Sammen med vejledninger, videoinstruktioner og en webbaseret platform er det målet at klæde koloniledere og lærere på til samværet og til børnenes udfoldelser derude.

Søren Freiesleben nævner, at vejledninger, materialer og udstyr skal bestemmes ud fra de muligheder, der findes på den enkelte koloni: ”Vi er allerede i gang derude med at kortlægge, hvilke ting, hvilke forhold og hvilke emner er der relevante for stederne. Kolonierne ligger jo spredt over hele landet. For eksempel har kolonien Østersøen på Møn sine særlige karakteristika med blandt andet fossiler i klinten, og i Blokhus i Nordjylland oplever kolonibørnene klitterne og Vesterhavet.”

”Projektet skal frem for alt løbe af stablen på sommerkolonierne, og det er vores tanke, at når det er kommet godt igennem projektperioden på to et halvt år, så ligger der materiale tilgængeligt for alle, der besøger vores kolonier, og som har interesse for at udfolde sig og bruge naturen. Til den tid står der kasser med materiale klar til brug med grundige vejledninger om, hvordan det hele kan stimulere børns interesse for natur og helt konkret – hvad er det lige, vi står med i hånden her?”, lyder det fra Søren Freiesleben, leder af Kolonikontoret.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.  

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.