Del:

Københavns Kommuneskolers Idrætslærerforening får KLF’s Gyldne Pegepind 2017

På Københavns Lærerforenings generalforsamling fredag aften blev prisen KLF’s Gyldne Pegepind traditionen tro uddelt. Denne gang til Københavns Kommuneskolers Idrætslærerforening for deres idrætsindsats for både elever og lærere i kommunen.

Nyhed | Af: Jennifer Jensen 07. oktober 2017
Kim Darving er formand for Københavns Kommuneskolers Idrætslærerforening og lærer på Skolen i Sydhavnen. Foto: Jan Klint Poulsen
Kim Darving er formand for Københavns Kommuneskolers Idrætslærerforening og lærer på Skolen i Sydhavnen. Foto: Jan Klint Poulsen

For 23. gang blev prisen KLF’s Gyldne Pegepind med de medfølgende 10.000 kroner uddelt, da Københavns Lærerforening i går holdt generalforsamling. Modtagerne har været mangfoldige, understregede formand Jan Trojaborg fra talerstolen – og i år faldt valget på Københavns Kommuneskolers Idrætslærerforening, KKI.

KKI er en frivillig forening, som i årtier har haft til formål at fremme skoleidrætten ved at skabe de bedst mulige vilkår for faget idræt, og som har været forud for deres tid, lød det fra Jan Trojaborg.

”Der er folk, der er langt forud for deres tid. Det kan man roligt sige om foreningen af københavnske idrætslærere, der i årtier har været med til arrangere sportsstævner for byens elever - tilmed også i nordisk sammenhæng – og dermed understrege betydningen af fysisk udfoldelse, sund konkurrence og fællesskab,” sagde han og fortsatte:

”Der er tale om frivilligt arbejde, som desværre med de ændrede arbejdsbetingelser efter 2013 har fået sværere kår. Forhåbentlig kan vores lokale arbejdstidsaftale bøde på det. I en tid med bevægelse højt på dagsordenen er der i høj grad brug for den faglighed, KKI repræsenterer.”

KKI afholder blandt andet fællesarrangementer og kurser og involverer sig i debatten om faget og betingelserne generelt for bevægelse og motion. Derudover arrangerer foreningen hvert år en meget populær volleyball-turnering for lærerne i København, der er med til at skabe et fællesskab på tværs af byens 76 skoler.

”Københavns Kommuneskolers Idrætslærerforening er derfor en særdeles værdig modtager af foreningens Gyldne Pegepind, der gives til ildsjæle, som gør noget særligt for folkeskolen i København,” afsluttede Jan Trojaborg bestyrelsens begrundelse for prisen.

En fantastisk anerkendelse af det, vi brænder for: Faget idræt

Det var en glad formand for KKI, Kim Darving, som tog imod prisen sammen med foreningens kasserer, Thomas Thilo, og bestyrelsesmedlem Hülya Öztürk.

”Det er overvældende! Helt vildt stor tak til KLF for prisen, som vi ser som en fantastisk anerkendelse for noget, vi brænder for, nemlig faget idræt. Vores lille forening har haft 70 års jubilæum, men vi arbejder stadig fagligt for at gøre vores stemme gældende – for eksempel nu hvor idræt er blevet et prøvefag,” sagde Kim Darving og fortsatte:

”Derudover vil vi gerne lave ting, hvor idrætslærere kan lave sjov og ballade sammen, blandt andet ved vores årlige volleyturnering. Det er rigtig flot arbejde,” sagde han og pegede mod kasserer Thomas Thilo, som arrangerer turneringen. Henover årets fire første måneder har flere hundrede københavnske lærere brugt fredage på at deltage i turneringen, som blev afsluttet i april med en finale og en stor fest.

De tre fra KKI opfordrede desuden til, at lærere meget gerne må kontakte foreningen med gode ideer og tiltag, så idrætsfaget kan blive sat til debat – ligesom man kan følge med i debatten og arrangementerne på foreningens facebookside her.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.