Hver tirsdag samles lærere på tværs af de københavnske skoler for at synge danske sange i udfordrende, flerstemmige arrangementer. Det giver energi og glæde, lyder det fra både korleder og sangere.

I halvanden time fyldes Københavns Lærerforenings lokaler med sang hver tirsdag aften, når Københavns Lærerkor mødes. 15 lærere fra de københavnske skoler er de, når de er flest – og det er en skam, at langt flere ikke dukker op til det, mener korleder og lærer på Utterslev Skole Anders Jacobsen.

”Der er ikke noget at sige til det, men det er svært at lokke de københavnske lærere ud af døren, når de er kommet hjem efter en lang arbejdsdag. Men de er gladere og har mere energi, når de har øvet med koret,” siger han.

Anders Jacobsen startede koret under lockouten i 2013, hvor de demonstrerede flere steder med sange om Bondo og Ziegler. Siden har koret holdt ved, og har optrådt flere gange – blandt andet med stor succes til de seneste to års Folkemøde på Bornholm.

Men koret kunne sagtens bruge det dobbelte antal sangere – og meget gerne mænd, fortæller han.

”Jeg synes, man skal komme, fordi det er socialt. Man møder kolleger fra andre skoler og oplever noget andet end skolehverdagen sammen. Det er dejligt at synge, og man får energi af det,” siger korlederen.

Sangere: Det giver så meget at være med

For lærer Annemette Møller fra Korsager Skole, som synger med i koret, er der ingen tvivl; det er en rigtig god oplevelse at være med.

”Jeg er glad for at synge, så det er en kærkommen lejlighed til at komme ud af huset og få rørt den side af mig selv. Selvom jeg kan føle mig træt og tænke ’orker jeg det’ med den nye skolehverdag, giver koret mig altid ny energi og et smil på læben,” fortæller hun.

Og det giver også noget særligt, at det er med andre lærere, påpeger hun.

”Når man møder op og siger ’puha, det har godt nok været en lang dag’, kan de andre nikke genkendende, for vi har den samme referenceramme. Så det giver noget ekstra, at vi forstår hinanden”.

Også lærer Mette Freiesleben fra Bellahøj Skole er rigtig glad for at være med i koret:

”Jeg kan godt lide at synge, men jeg får sjældent afsat tid til det. Men halvanden time om ugen kan jeg godt få passet ind. Det giver både glæde og et godt samvær med kolleger fra andre skoler. Og Anders er en god korleder, som finder gode, udfordrende sange, som er sjove at synge.”

Mette Freiesleben har især været glad for at være med på Folkemødet, hvor koret sang hver gang Anders Bondo skulle deltage i en debat.

”Det var en stor oplevelse sammen med de andre i koret. Vi boede på en koloni og sang forskellige steder under Folkemødet. Vi har også været med til at peppe en – ellers tør – generalforsamling op. Det er sjove oplevelser.”

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.