KLF-undersøgelse: Stadig markante udfordringer på inklusionsområdet

En ny medlemsundersøgelse fra Københavns Lærerforening viser, at lærerne fortsat oplever store udfordringer med inkluderede elever i almenundervisningen – blandt andet fordi eleverne ikke får den støtte, de har brug for. Voldsomt bekymrende, mener KLFs næstformand.

KLF | Af: Jennifer Jensen 06. april 2017

Kun 5,6 procent af lærerne oplever, at fagligt udfordrede elever får den støtte, de har brug for. Det viser en ny undersøgelse af inklusionen, som KLF har gennemført blandt medlemmerne i januar 2017. 670 lærere har svaret, og 53,7 procent af dem angiver, at elever med faglige problemer delvist får den nødvendige hjælp, imens de resterende hele 40,7 procent af lærerne svarer, at eleverne ikke får den hjælp, der er brug for.

En lærer skriver i undersøgelsen: ”Der er opbakning fra ledelsen i arbejdet med at inkludere, men ingen penge til resurser. Man må klare sig selv med de udfordringer, nogle af børnene har”. En anden lærer skriver: ”Det er forbandet svært at inkludere elever uden den nødvendig hjælp og støtte,” og en tredje: ”Alt for få resurser til at dække skolens store behov - og ingen tid til det nødvendige samarbejde omkring elever med særlige behov.”

Undersøgelsens resultater kommer ikke bag på næstformanden i Københavns Lærerforening, Lars Sørensen:

”I 2014 undersøgte vi også lærernes oplevelser med inklusion, og det er – desværre – et lignende billede, vi ser i dag. Der er store udfordringer med elever med faglige vanskeligheder, der ikke får den nødvendige hjælp – og det er et stort problem, for vi kan se, at eleverne ender med at underpræstere markant ved afgangsprøverne. Vi har simpelthen en alt for stor gruppe elever, som kun får et meget dårligt udbytte af undervisningen, og det er voldsomt bekymrende.”

Kun en lille smule mildere ser det ud for elever med sociale eller adfærdsmæssige problemer. Her svarer 6,2 procent af lærerne, at eleverne får den fornødne støtte – 54,5 svarer delvist, mens 39,3 procent svarer, at eleverne ikke får den hjælp, de har brug for.

Elever med vidtgående problemer får heller ikke støtte

64,7 procent af de lærere, som har besvaret undersøgelsen, har elever med vidtgående faglige, sociale eller adfærdsmæssige problemer, som er inkluderet i almenundervisningen. Ud af dem svarer næsten tre ud af fire lærere, at de har elever med vidtgående behov i deres klasse, som ikke får den støtte, de har behov for.

Næsten halvdelen af eleverne med vidtgående problemer får typisk støtte i 1-5 lektioner om ugen, 16,7 procent har støtte i 6-9 lektioner, mens næsten samme andel tilsammen svarer, at eleverne får støtte i 10-12 eller mere end 12 lektioner om ugen.

En lærer skriver: ”Inklusionspædagogerne gør, hvad de kan. Men det er mere brandslukning end en reel kontinuerlig indsats,” og en anden skriver: ”Det er frustrerende gang på gang at se elever blive tabt på gulvet, fordi de ikke får den støtte, de har brug for. (…) Jeg mener, vi svigter disse elever ved ikke at give dem de tilbud, de har behov for, eksempelvis specialskoletilbud”.

Undersøgelsen viser desuden, at støtten oftest består af – i nævnt rækkefølge: Rådgivning og vejledning fra skolens resursecenter, støtte fra en ekstra lærer i fagtimerne eller støtte fra en ekstra pædagog i fagtimerne.

”Det er skræmmende, at så få elever får den støtte, de har behov for, for inklusion er andet end bare at være en del af en klasse fagligt. Det kræver også, at man er socialt integreret. Og jeg hører fra specialskoler, som ofte får elever tilbage i 6.-7. klasse, hvor det er blevet for svært at fungere i den almindelige folkeskole, at det er alt for sent at sætte ind, både fagligt og socialt. Der er elever, der er integrerede i almenskolen, men som ville have gavn af et tidligt specialskoletilbud,” siger Lars Sørensen og tilføjer:

”Inklusion er ikke være en spareøvelse i København, for folkeskolerne får resurser til elever med vidtgående problemer. Desværre melder lærerne, at eleverne er i klassen uden den tilstrækkelige støtte, og her er det skoleledernes ansvar i samarbejde med skolens resursecenter at sørge for, at eleverne får den støtte, der er behov for.”

Undersøgelsen viser også, at kun lige over halvdelen af lærerne kender skolens strategi og mål for arbejdet med inklusion.

Brug for tovoksenordninger

Lars Sørensen understreger, at både kommunen, lederne og de enkelte lærere i hans optik gør en masse for, at det skal lykkes – men det er altså stadig ikke godt nok, når undersøgelsen viser massive udfordringer, siger han.

”På trods af alles indsats viser undersøgelsen, at det ikke lykkes. Det skyldes i høj grad, at lærerne står alene med opgaven i klasser på 25 elever, hvor der er en håndfuld elever, som har store faglige problemer – dem kan man ikke nå i timerne, for man skal nå at forberede og gennemføre undervisning, som passer til den store midtergruppe elever,” siger han og fortsætter:

”Vi kan se, at man lykkes bedre med opgaven der, hvor man reducerer den lange skoledag og dermed får resurser til tovoksenordning med to lærere eller en lærer og en pædagog. Det giver mulighed for at dele klassen op i et stort almenhold og en mindre gruppe, som kan få hjælp til at komme til bunds med det, de har svært ved. Den prioritering bør man lave, hvis vi skal give alle elever god undervisning.”

Han påpeger, at de københavnske politikere allerede har åbnet op for, at skolerne kan ansøge om at forkorte skoledagen og i stedet indføre tovoksenordninger – det kræver en pædagogisk begrundelse, samt at skoleleder og skolebestyrelse bakker op om det.

Mangel på kompetenceudvikling

Over halvdelen af lærerne – 52,7 procent – har ikke fået kompetenceudvikling til at håndtere elever med vidtgående problemer, og næsten to ud af tre lærere føler sig ikke uddannelsesmæssigt kvalificeret til at undervise de elever, som i dag er inkluderet i almenundervisningen.

Kun 19,6 procent føler sig uddannelsesmæssigt kompetent til opgaven – men det er dog en stigning på cirka 12 procent, siden KLF sidst undersøgte lærernes oplevelser med inklusion. Her skal skolerne i større grad benytte sig af kommunens kompetencecentre, mener Lars Sørensen:

”Vi har nogle knaldgode specialskoler og en række kompetencecentre, som udbyder både kurser og vejleder skoler og lærerne – og de får gode bedømmelser i undersøgelsen. Så dem skal vi bruge meget mere, så lærerne kan få de kompetencer, der er brug for, når de skal løfte inklusionsopgaven. De skal være ordentligt uddannet til opgaven.”

Brug for mere støtte

Næsten halvdelen af lærerne er helt eller overvejende uenige i, at de har mulighed for at få kvalificeret hjælp til elever, når der er brug for det. Men næsten seks ud af ti lærere mener dog, at resursecentret i nogen eller høj grad er en støtte i arbejdet med udfordrede elever – imens cirka hver fjerde lærer altså mener, at centret kun i mindre grad eller slet ikke er en støtte for dem. Det er positivt sammenlignet med tidligere år, mener Lars Sørensen.

”Når skolens resursecenter er velfungerende, giver det meget mere retning på skolens arbejde med, hvordan man skal lave et godt undervisningstilbud til elever med så store problemer, at det ikke kan løses af den enkelte lærer i undervisningen. Det er med til at sikre, at der bliver prioriteret resurser til eleverne, så de kan få ordentlige undervisningstilbud” understreger næstformanden og fortsætter:

”Der er sket en fremgang, så centrene i dag er mere en støtte, end de tidligere har været. Seks ud af ti lærere oplever resursecenteret som en hjælp – men der er fortsat potentiale, for vi skal have de sidste fire ud af ti med også.”

Også markante udfordringer på tosprogsområdet

For første gang har KLF også spurgt lærerne om indsatsen overfor de tosprogede elever. Lærernes svar viser, at næsten to ud af tre lærere mener, elever ikke modtager den støtte i dansk som andetsprog (DSA), der er brug for. Det er selvfølgelig ikke godt nok, mener Lars Sørensen.

”Det er politisk besluttet at skære i resurserne og bruge en del af pengene til en tidlig indsats i daginstitutionerne, men det er skræmmende, at så få elever i folkeskolen ifølge medlemsundersøgelsen modtager den støtte, de har brug for. Så jeg tror, vi skal tilbage til en model, hvor der er tydelighed om, at pengene SKAL bruges på eleverne og DSA,” siger han.

Den vurdering virker lærerne i undersøgelsen enige i. Én skriver: ”Der er ikke tilstrækkelig DSA-resurser til at dække behovet”. En anden kommenterer: ”Jeg oplever, at tosprogsundervisningen ofte bliver nedprioriteret eller brugt til noget andet,” og en tredje: ”DSA timerne bliver ofte aflyst, og mine to elever får bekymrende lidt af den undervisning, som de rent faktisk har krav på”.

Kun 7,3 procent af lærerne mener desuden, der i høj grad er en tydelig målsætning og klar struktur for deres skoles tosprogsindsats. Hver fjerde lærer svarer ’i nogen grad’, mens hver tredje lærer svarer ’i mindre grad’ eller ’slet ikke’. Lidt mere end hver tredje lærer har dog svaret ’ved ikke’. 

”Når så mange svarer, at skolerne ikke har en klar målsætning og struktur for indsatsen, vil det være til at aflæse tydeligt i de tosprogede elevers faglige resultater. Så der er et stort behov for klare, tydelige målsætninger for tosprogsarbejdet på skolerne,” fastslår Lars Sørensen.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.