KLF holder fest, men hvor er medlemmerne? Hvor er medlemsdebatten?

”Hvorfor skal vi komme til KLF-møde på skolerne, når DLFs formand bliver sat uden for døren?”, spørger mange, specielt vores yngre kollegaer. I KLF spørger vi også, hvordan får vi flere til at være fagligt bevidste og mere aktive. Bevidste individer og aktive medspiller.

Nogle tænker, kan det betale sig, når hverken lærerne eller vores faglige organisationer manifesterer sig i offentligheden eller i de politiske forhandlinger om folkeskolen? Eller har ”vi sejret af helvede til”? som daværende formand for LO, Thomas Nielsen sagde allerede i 1982.

Han ramte hoved på sømmet med hensyn til den faldende solidaritet for fællesskabet. Men også med opgøret med den før så accepterede modsætning mellem arbejdsgiver og arbejdstager. For samtidig med at magten decentraliseres til den enkelte skole, er skoleledelsen blevet gjort menneskelig. Her ligger et paradoks.

Det er fint, når ledelsen er på medarbejdernes side og lytter. Men det skal ikke være sådan, at lærerne føler sig utrygge ved at dele deres bekymringer for at skåne skolens økonomi eller ledelsens målsætning.

Det er lige der fællesskabet på lærerværelset skal være stærkt og udtrykke bekymringer for den enkelte kollega eller kollegerne og lade ledelsen handle på bedste vis. Ledelsen har ansvar for at lytte til personalet og tage ansvaret for sit personale.

Går den individuelle lærer alene med sine egne bekymringer, eller er der et fællesskab at hente støtte fra? Det er et dårligt tegn, når læreren (og dem er der mange af) går ned med stress eller går hjem med dårlig samvittighed.

Stress er et udtryk for en individualisering af systemets svagheder. Det er typisk de mest pligtopfyldende, der får stress, fordi det er umuligt at opfylde alle krav. En af de kommende faglige fælleskampe må være: Hvilke krav skal vi enes om at sortere fra?.

Det skærpede arbejdstempo og arbejdsmiljøet på skolerne skal diskuteres i KLF-afdelingerne på skolerne. Kravene til arbejdsgiverne og arbejdspladsen skal fremsættes i fællesskab, i stedet for at vi finder individuelle løsninger med ledelsen bag lukkede døre. At beskytte individet i fællesskab kræver, at individer bidrager til fællesskabet , ellers bliver fællesskabet meningsløst.

Det enkelte KLF-medlem skal have og føle ejerskab over KLF-afdelingerne. Det er her faglige strategier diskuteres og dannes. Når den enkelte har brug for rådgivning, supervision eller behandling, skal hun støttes af kollegerne på trods af alt – skolens økonomi, ledelsens målsætninger og forvaltnings beregningsmodeller.

Det skal simpelthen samles i en fælles faglig handling for at beskytte individet og gøre arbejdspladserne værdige og tiltrækkende. Det er ikke alene for at beskytte individet, men også for at beskytte de værdier, der er grundstenen for fællesskabet. Mennesket er skrøbeligt, fællesskab mindsker den skrøbelighed. Mange tror, de kan klare hele verden, og der er mange, der kan klare flere opgaver samtidig. Men vi møder også mange lærere, som er opgivende. I KLF møder vi unge, nye uddannede lærere, som har svært ved at gennemføre deres drøm om at være en god lærer. Skolerne er skåret til benene og lærerprofession risikerer at tabe dem.

Tidens paradigme sætter fokus på individet som aldrig før. Det er læreren der selv, og i sidste ende alene, er omdrejningspunktet for planlægning og formidlingen af undervisningen til det enkelte barn. Når individualisering manifesteres, mister det faglige fællesskab sin betydning. Modsat er der intet så fællesskabsskabende som en faglig strejke, demonstration eller andre manifestationer, der viser, at vi er mange, der kæmper for det samme og for de svage.

Tilbage står spørgsmålet, hvordan vi får udbredt og genoplivet fællesskabsfølelsen i et individualiseret lærermiljø? KLFs Generalforsamling er et forum, hvor alle har lige adgang til talerstolen. Bestyrelsen sidder ved scenen, men det bør være medlemmerne, der sætter ild i debatten. Når det drejer sig om eget fællesskab, skal individet stå frem og stå fast ved sin mening!