Katrine Fylking er valgt som eneste københavner til DLF’s hovedstyrelse

Det blev ikke som Københavns Lærerforening havde satset på, da resultatet af hovedstyrelsesvalget tirsdag eftermiddag blev afgjort. Katrine Fylking fra KLF's bestyrelse blev valgt ind, mens næstformand Inge Thomsen og Kjell Nilsson ikke opnåede valg.

Nyhed | Af: Jan Klint Poulsen 03. december 2019
Katrine Fylking er lærer på Randersgades Skole og medlem af KLF's bestyrelse. Fra 1. januar er hun således også medlem af DLF's hovedstyrelse. Foto: Berit Jørgensen
Katrine Fylking er lærer på Randersgades Skole og medlem af KLF's bestyrelse. Fra 1. januar er hun således også medlem af DLF's hovedstyrelse. Foto: Berit Jørgensen

Det var tre tydeligt anspændte kandidater, der troppede op til en stille valgseance hos Københavns Lærerforening tirsdag eftermiddag. Her måtte de forventningsfuldt afvente, hvordan resultatet af flere ugers fagpolitiske anstrengelser ville ende. Selvom afstemningen er foregået digitalt, tog det mere end halvanden time før en mail fra Danmarks Lærerforening tikkede ind i indbakken hos kandidaterne til hovedstyrelsesvalget. 

Resultatet var langt fra som forventet i Københavns Lærerforening, hvor stemmeprocenten tidligt tirsdag rundede 62%. Desværre var de mere end 2500 københavnerstemmer ikke nok til at hive tre KLF’ere ind i Hovedstyrelsen.

Katrine Fylking bliver dermed det eneste københavnske medlem af Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening. Traditionelt har KLF haft to kandidater valgt ind i DLF's magtfulde hovedstyrelse. Katrine Fylking fik 24.916 stemmer. Valgets helt store stemmesluger blev Lars Busk Hansen fra Lærerkreds Nord, der fik 33.193 stemmer. 

Kjell Nilsson fik 15.392 stemmer og Inge Thomsen fik 12.669 stemmer. Tine Agenskov fra Thy-Mors Lærerkreds blev den sidste kandidat, der opnåede valg med 16.945 stemmer.

Den nyvalgte hovedstyrelse mødes formelt første gang til januar 2020. På Folkeskolen.dk kan du læse mere om valgresultatet.

Torsdag trækker KLF's bestyrelse lod om hovedpræmien – en pølsevogn – og de mindre præmier til de arbejdspladser, der har opnået flotte stemmeprocenter.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.