Morten Biering blev officielt indsat som skoleleder efter 2½ år på posten. Det skete med maritim bravur 4. september, nu hvor Skolen i Sydhavnen langt om længe står færdigbygget som et af kommunens flagskibe.

Allehånde transportmidler blev taget i brug, da Morten Biering fra sit hjem skulle fragtes til skolen og døbes som kaptajn. En veteranbil bragte ham til kaffebar på Vesterbro, hvorfra han så i silende regn blev bragt til havnen i en cykeltaxa. Her ventede naturligvis den obligatoriske jolle, der bragte ham til heltemodtagelse med flag og balloner ved indsejlingen til skolen. Efter tunge regnbyger klarede vejret op, så alle kunne nyde de hundredtallige balloner stige til vejrs med en blå himmel som baggrund.

Efter en seance i den store hall vandrede de meget disciplinerede elever ud i det flotte område med diverse legeredskaber og borde og bænke til festlig cirkusforestilling i det fri. Imens strømmede de officielle gæster til og nød kulinariske lækkerier, champagne og adskillige taler, der priste det imponerende byggeri.

Uniformeret personale

Ingen kunne være i tvivl om, hver der var gæster og hvem der var personale, idet de såkaldte letmatroser alle som én var udstyret med kække matroshuer, der faktisk klædte dem godt. Måske er en ny trend på vej i den pædagogiske verden. De mange taler priste Morten som en leder med mange gode egenskaber, som han jo har haft lejlighed til at vise på de fire lokationer, skolen har tilbragt de første omtumlede år i. Skolebestyrelsesformand Anders Ertmann var ekstremt imponeret over fremdriften, mens områdeleder Kate Obeid evaluerede Mortens handlekraft, vedholdenhed og evne til ikke at gå på kompromis med visionerne.  

Eventyr med lykkelig udgang

Festens midtpunkt afsluttede med et eventyr, der levede op til formen med, at man skal så gruelig meget igennem, før alt kan ende lykkeligt. Det er godt med tilpasse forstyrrelser, når man driver skole og beskæftiger sig med læring, Men den ildsprudlende drage, branden for to år siden, der kostede over 100 mio. kroner, var bestemt ikke tilpas. Af modstand bliver man stærk, fastslog Morten og takkede som afslutning hele mandskabet for en fænomenal indsats. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.