Mange af diskussionerne her efter vedtagelsen af Lov 409 om arbejdstid og fremlæggelsen af folkeskolereformen er kommet til at centrere sig om lærernes tilstedeværelse. Og det er forståeligt, for det er et stort indgreb i den måde vi er vant til at tilrettelægge vores arbejde. Men det er også ærgerligt, for det skygger for at der er endog meget at diskutere med hensyn til indholdet af folkeskolereformen.

Der har i forligskredsen været meget fokus på evidens, men de ændringer der nu er foreslået, savner enhver bund i netop evidens; engelsk fra første klasse og andet fremmedsprog fra 5. klasse er blot eksempler. Og når vi nu ved fra forskningen, at lektier ikke virker læringsfremmende, hvorfor skal vi så ligefrem indføre lektielæsning?

Så vil nogle jo nok sige, at det jo kommer an på, hvordan de forskellige ændringer implementeres, om det virker. Netop! Ændringer, der skal føre til skoleudvikling, skal diskuteres og tilpasses den enkelte skole, og det tager tid.

Man må antage at det kræver en anden didaktik at undervise i engelsk i første klasse end i 5. klasse. Og at indførelsen af et nyt fag som ”håndværk og design” kræver noget, hvis ikke det bare skal blive mere af det gamle.

Og at et udvidet samarbejde med pædagoger i skolen skal udvikles og ikke blot kan indføres.

Sammenholder man det med den økonomi, som Borgerrepræsentationen med budget 14 har stillet til rådighed for løsningen af opgaven, kan jeg ingen steder se, at der er sat tid af til dette udviklingsarbejde.

Politikerne i København har fuldstændig ukritisk adopteret KLs ønsker om forøgelse af lærernes undervisningstid til 734 timer i gennemsnit.  Det betyder, at der heller ikke er mere tid til samarbejde, men mindre.

Det er en illusion at lærerne har flere timer til rådighed blot fordi de tilbringer alle deres arbejdstimer på skolen.

Så jeg er alvorlig bekymret for, om opgaverne kan løses i en ordentlig kvalitet.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.