Jan Trojaborg: "Man skal gøre sig umage"

Formand for Københavns Lærerforening i 23 år. Nu går Jan Trojaborg på pension. KLFnet.dk tegner et portræt.

KLF | Af: John Villy Olsen 11. marts 2018

At gøre sig umage. Og være ansvarlig. Og selvkritisk.  Det er bærende værdier for Jan Trojaborg, den længst siddende formand i Københavns Lærerforenings historie, 23 år i streg. Nu er han 67 år og går på pension.  16. marts er der afskedsreception i Arbejdermuseets Festsal.

”Lige gyldigt om man er lærer, eller om man er i en faglig organisation – man skal gøre sig umage. Det er det, jeg har med hjemmefra”, siger Jan Trojaborg.

Jan Trojaborg på talerstolen til foreningens generalforsamling 2017. Foto: Jan Klint Poulsen
Jan Trojaborg på talerstolen til foreningens generalforsamling 2017. Foto: Jan Klint Poulsen

”Vi fik en ret fri opdragelse. Min far sagde aldrig, hvad vi skulle gøre. Han kikkede ikke på karakterbøgerne; han spurgte bare:’ Går det godt?’. ’Ja, det gør det’ – så var der overhovedet ikke mere. Han var læge. Han var utrolig flittig med sit arbejde, og han gjorde sig virkelig umage. Og det samme med min mor, som var musikpædagog. Altså, uden at de sagde: ’Nu skal I sørme være flittige’ – man ser jo på, hvad ens forældre gør. Og sådan har jeg haft det”, tilføjer Jan Trojaborg.

”Hvis man får et job som lærer, så må man gøre sig umage – man har en meget vigtig opgave”, uddyber han.

”Og det gælder så på alle fronter. Nu bliver det måske lidt højtravende – men hvis du er så heldig, at du har fået nogle ting med, så forpligter det dig også til at bruge dem. Uden at det skal være et credo, at man render rundt og siger det til alle – men hvis man er lærer, så har man en kæmpe forpligtelse over for de børn.

”Og det har man så også, når man sidder her som formand. Her skal du varetage interesserne for 5.000 lærere. Så skal du i hvert fald gøre, hvad du kan”.

Vi sidder på formandskontoret på Frederiksberg. Den altid velklædte formand er i dag iført blå jeans, brune hyttesko og sort designerskjorte. I hjørnet står en spansk guitar på et stativ. Siden han blev formand i 1994 er bestyrelsesmøderne blevet indledt med en sang. Og afsluttet med et digt, oplæst på skift af et bestyrelsesmedlem, Dan Turèll, et gruk…

Selvkritik

Flid, altså. Og ansvarlighed. Men selvkritik?

Ja, kritik har der været nok af på venstrefløjen og i fagbevægelsen gennem de sidste mange år, påpeger Jan Trojaborg. Og den kan være lammende, hvis man ikke samtidig ser på sig selv med kritiske øjne, mener han.

”Jeg var medlem af DKP i en del år, hvor diskussionerne gik højt, men jeg meldte mig ud, fordi man kritiserede alt og alle – men man havde jo ingen selvkritik. Man kunne slet ikke se, at man gjorde noget forkert, og hvis der var nogen, der udtrykte det, så blev de frosset ud”, fortæller Jan Trojaborg, der selv gik på talerstolen og kritiserede et skolepolitisk udspil fra partiledelsen. Og blev frosset ud. Og meldte sig så ud.

”Og det samme kunne jeg se her i Københavns Lærerforening, da jeg kom i bestyrelsen i 1986 – det var fuldstændigt splittet op”.

Opgør med den antiautoritære pædagogik

Jan Trojaborg overrækker over 2000 underskrifter fra medlemmerne til overborgmester Frank Jensen. Medlemmerne bakkede op om KLF's linje i forhandlingerne om en lokalaftale. Mobilfoto.
Jan Trojaborg overrækker over 2000 underskrifter fra medlemmerne til overborgmester Frank Jensen. Medlemmerne bakkede op om KLF's linje i forhandlingerne om en lokalaftale. Mobilfoto.

Han oplevede noget tilsvarende i hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening, som han som formand for Københavns Lærerforening var født medlem af. En stor international undersøgelse, Nordlæs, viste i 1994, at danske skoleelever var dårlige læsere, og Jan Trojaborg argumenterede for en stillingtagen til  den antiautoritære pædagogik, der havde præget skolen siden 1960erne. Uden held.

”Man kunne i hovedstyrelsen ikke anerkende læreren som en autoritet. Hele vejen op gennem ’90erne ville man ikke påtage sig den opgave at definere sig som autoriet og sige til lærerne: ’I er en autoritet, I har stor indflydelse, I har en stor magt, og derfor har I selvfølgelig også et stort ansvar’. Diskussionerne gik på, at alle er lige, og læreren er coach for eleverne og støtte og vejleder, og hvad man nu kunne finde på af ord. Men lærerne var ikke en autoritet”.

”Man kunne ikke se, at autoritetstabet var et problem. Der var nogen, herunder jeg, der sagde: ’Vi er nødt til at definere os som autoritet’ – men vi blev fuldstændigt rullet ud af banen. Det var helt latterligt at mene det”.

Et godt lærerliv

Er flid, ansvarlighed og selvkritik bærende værdier for Jan Trojaborg, så er analyse, systematik og kommunikation uundværlige kompetencer for ham. Noget af det tilegnede han sig allerede på læreruddannelsen på Emdrupborg, hvor han gik fra 1973 til 1977, og hvor han havde religion og musik som linjefag.

”I religion lærte jeg kildekritik og analyse, og den analytiske tilgang til tingene har jeg haft glæde af senere. Vi havde utroligt dygtige lærere. Og meget ambitiøse lærere. Man blev udfordret intellektuelt”.

Jan Trojaborg havde læst medicin i to år, før han begyndte på læreruddannelsen. Han blev fældet af stopprøverne. Før medicinstudierne var han i et år sekretær på skadestuen på Rigshospitalet. Og før det, gik han et år – 1969-70 – på universitet i Philadelphia i USA, hvor hans far var på forskningsophold.

Jan Trojaborg har altid gjort sig umage med at opsummere møder grundigt ud fra sine noter og har heller ikke været bange for at bruge den afsatte tid til det. Foto: Jan Klint Poulsen
Jan Trojaborg har altid gjort sig umage med at opsummere møder grundigt ud fra sine noter og har heller ikke været bange for at bruge den afsatte tid til det. Foto: Jan Klint Poulsen

Jan Trojaborg var lærer i 11 år på Rødkilde Skole, inden han blev først redaktør af Københavns Lærerforenings blad og siden formand for foreningen.

”Jeg har identitet som lærer; jeg drømmer sgu stadig nogen gange om natten om ting, jeg ikke skulle have gjort i klasseværelset, ikke – det bliver bare ved, jeg kan ikke forstå det. Men jeg siger: Jeg er lærer. Og jeg tænker på mange måder som en lærer: Hvis jeg oplever et eller andet, tænker jeg, jamen, dét kunne man undervise i i 8. klasse”.

”Jeg havde et godt lærerliv. Det var både vigtigt og spændende. Jeg savner det, når jeg kommer ud på en skole – så står der 440 børn og synger nede i aulaen, og så sidder der en lærer og spiller. Hold kæft, det er jo sjovt det her, det er jo helt vildt. Den begejstring, som man kan skabe sammen med børnene. Og den umiddelbarhed”.

”Børn kan også samtidig være skide irriterende og meget besværlige, men den der umiddelbarhed – hvis du arbejder i organisationsverdenen, så har alt et eller andet formål. Men med børnene er det noget andet. Og så er der rigtig mange børn, der også er sjove; det skal man også lige huske”.

”Og så er det en kæmpe glæde som lærer at gøre dem kloge på nogle ting. Nu har jeg lige mødt en gammel seminariekammerat, der kom forbi her – nu har hun undervist i 41 år – så siger hun: ’Nå, nu skal du på pension’. Så spørger jeg: ’Det skal du måske også?’ Hvortil hun svarer: ’Ja, ikke helt, fordi jeg har 8. klasser nu, og dem vil jeg gøre færdige, så jeg tager lige et år til, så jeg kan føre dem op til eksamen’. ’Ja, det er fandeme skægt; jeg kan så godt lide dem’. Og det er matematik og fysik, hun har dem i”.

”Dét, at man kan bevare glæden ved faget, det er jo netop det samspil med de elever – det oplever man ikke mange andre steder”, funderer Jan Trojaborg.

Redaktør

Jan Trojaborg var tillidsrepræsentant på sin skole og sad i bestyrelsen i Københavns Lærerforening, da redaktøren for foreningens blad KK, Richard Andersen, valgte at gå af. Jan Trojaborg stillede som den eneste op og blev valgt til redaktør på en generalforsamling.

Han var allerede en trænet skribent og tænkte, ”det må da egentlig være et godt job”. Han havde for eksempel skrevet den afsluttende rapport i forbindelse med et pædagogisk forsøg, han deltog i på sin skole, og han havde skrevet tonsvis af breve for sin daværende kone, Mette Blicher, der var leder af en børnehave på Nørrebro, hvor de boede, og hvor de var vidne til megen armod.

”Vi var optaget af sociale urimeligheder, og min kone tog sig af af alle mulige sociale sager, og hun sagde til mig: ’Du er så god til at skrive, skriv lige det der’ – så jeg skrev faktisk alle deres breve i 24 år, klager til myndighederne og alle mulige emner, og efterhånden syntes jeg, at jeg var blevet meget god til at skrive”.

Men han havde jo aldrig prøvet at lave blad.

”I virkeligheden var det totalt uansvarligt, men jeg gik en måned sammen med Richard, og så fik jeg det overdraget, og det var altså mange sider, 28 sider om ugen, hvoraf man skulle skrive en leder; man skulle sørge for det hele. Der var to medarbejdere, der skrev artikler og to tegnere, det var dét”.

”Det var en fantastisk skole for mig. Det var mig, der stod for det.  Hvis der stod noget forkert, så var det mit ansvar. Jeg kunne ikke skyde det over på nogen. Derfor var jeg også utrolig pertentlig med alle oplysninger og med, at tingene var skrevet ordentligt.”

”Det har jeg siden haft gavn af, når jeg senere skulle skrive høringssvar og breve til borgmestre og lignende. Jeg var vant til at formulere mig og kunne gøre det rimelig hurtigt, og også ordentligt og korrekt”.

Formand

Som journalistisk redaktør var Jan Trojaborg egentlig gået ud af fagpolitik, men alligevel blev han pludselig formand for foreningen i 1994.

”Der var et meget mærkeligt forløb omkring Aase Ciccia, som var formand på det tidspunkt og havde været det i fire år. Hun kunne ikke redegøre for en aftale, som var indgået på rådhuset – som i øvrigt var fremragende – i 1994. København havde en dårlig økonomi dengang og et fald i elevtallet og for mange lærere, og så sagde Jens Kramer Mikkelsen, som var overborgmester – og i øvrigt medlem af Københavns Lærerforening – han spurgte, hvis vi nu tilbød 100 lærere at gå på pension et år før tid, men med fuld pension, ville det være en god ide? Og det sagde hun så ja til. Men hun havde ikke indgået en egentlig aftale. Forslaget blev vedtaget i Borgerrepræsentationen”.

”Så kom tilbuddet. Der stod jo mere end 100 lærere i kø for at få det. Det var fandeme en fed en”.

”Men da hun ikke kunne forklare sagsforløbet, fik hun et mistillidsvotum af bestyrelsen i Københavns Lærerforening. Og hun indkaldte så til en generalforsamling ude på Katrinedals Skole, hvor der sad 500 mennesker og råbte og skreg, og det endte med, at hun sagde: ’Så nedlægger jeg hvervet’”.

”Og jeg sad der som redaktør, og så gik jeg til bestyrelsen og sagde: ’Jamen, der må jo være én, der stiller op til formand’ – det skulle de fandeme ikke have noget af. Efter den her tur var der ingen, der havde lyst”.

”Så sagde Peter Garde, min medarbejder på bladet: ’Hvorfor stiller du ikke selv op?’ Jo, det var måske en meget god idé. Jeg skrev i bladet i sidste nummer: ’Jeg stiller op’ – og så brugte jeg hele sommerferien i et sommerhus i Pyrenæerne på at tænke over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg fik jobbet.

”Så var der valg i september. Aase Ciccia stillede op igen, og det var meget overraskende. Jeg fik så langt de fleste stemmer. Men det var godt for mig, at det blev et kampvalg, for så fik jeg et mandat”.

”Jeg havde ikke forestillet mig at blive formand. Livet byder imidlertid på nogle tilfældigheder, men det handler så også om at gribe de chancer, der nu engang viser sig”.

Formanden griber mikrofonen til det traditionsrige grillarrangement i foreningen. Medlemmerne takkes for en stærk indsats og opfordres til at få talt sammen. Foto: Jan Klint Poulsen

”De smed mig aldrig ud”

Og så blev det altså til 23 år i formandsstolen, og det endda selv om Jan Trojaborg med jævne mellemrum er blevet stemt ned af sin bestyrelse.

”Men de krævede ikke min afgang. De smed mig aldrig ud. De sagde: ’Vi kører videre’”.

Gennem årene har Jan Trojaborg også indimellem været uenig med sekretariatschefen i Københavns Lærerforening, Ivan Jespersen.

”Ivan har givet meget politisk rådgivning til mig og næstformanden – men også til bestyrelsen. Og det er ret usædvanligt, at sekretariatschefen åbent snakker formanden imod. Det kunne ikke lade sig gøre i Danmarks Lærerforening. Men det har Ivan gjort. Han har tiltaget sig en rolle dér i bestyrelsen – han er så kløgtig, vidende og har stor erfaring, så de sidder og lytter.  Der er ikke nogen, der siger: ’Du er ikke ansat til dét’.”

”Men så siger jeg til gengæld på møderne: ’Her udtaler sekretariatschefen sig med sin politiske mening’ – for at gøre det klart, hvad det er, han gør. Og det har været en pointe for mig – at alle er klar over, hvad der egentlig foregår’.”

”Så har vi taget vores uenigheder, Ivan og jeg.  Og derfor har min parole været – måske også lidt af nød – ’uenighed gør stærk’. At man får meninger på bordet og siger: Okay, så er der forskellige holdninger, så er der noget fakta, og så på et eller andet tidspunkt, må man tage en beslutning, og så handler man”.

”Og dermed er vi tilbage ved selvkritikken – en fagforening kan ikke bare være imod og sige nej, en fagforening skal levere nogle resultater til medlemmerne. Så må vi tog en chance med Ny Løn, for eksempel, som vi egentlig var ideologisk imod – for medlemmerne skulle sgu også have en ordentlig løn”.

”Da jeg kom til i ’94 klagede alle over lønnen. Den var en skandale. Det er der jo ikke mange, der gør i dag. Der har vi da løst ét problem. Og vi har også sørget for, at folk får en ordentlig pension. De får altså 17,3 procent af deres løn”.

”Her har foreningen jo taget en beslutning på medlemmernes vegne. Hvis du spurgte mig som ung lærer: ’Er det okay, at vi tager 5.000 kr.ud af din løn om måneden til pension?’. ’Nej, jeg vil have dem nu, så jeg kan afdrage mit studielån’. Men det har vi jo gjort, fordi vi vidste, at når man går på pension, så er det altså godt at have en god pension”.

”Den mest sørgelige oplevelse”

Så godt er det ikke gået med arbejdstiden, beklager Jan Trojaborg.

”Arbejdstiden – det er noget af det mest sørgelige, jeg har oplevet. Op gennem ’90erne, hvor vi havde UFØ – hold kæft, der var ikke andet end klagen. Lange debatindlæg i medlemsbladet, og når man kom ud til møder – de var simpelthen så sure. Og så blev det efterhånden bedre og bedre, og da vi kom til 2008 var alle  glade, også kommunerne. Så kom lockouten, og da gik det hele på røven”.

Sekretariatschef Ivan Jespersen (tv.) og Jan Trojaborg foran Københavns Rådhus' bagindgang. De to herre har været et fast makkerpar i alle Jan Trojaborgs formandsår. Mobilfoto.
Sekretariatschef Ivan Jespersen (tv.) og Jan Trojaborg foran Københavns Rådhus' bagindgang. De to herre har været et fast makkerpar i alle Jan Trojaborgs formandsår. Mobilfoto.

”Det var en frygtelig skuffelse. Vi havde brugt 15 år på at komme dertil”.

”Men dér er fagforeningen altså også en kamporganisation – vi skal nu kæmpe os tilbage. Vi må bare konstatere, at regeringen ikke er vores venner: Vi får ikke noget forærende, og det er altså her vi skal erobre land tilbage. Det er en lang sej én, og det er der mange, der lider under. Mange lærere har desværre allerede forladt folkeskolen”.

Nu forlader Jan Trojaborg formandsposten i Københavns Lærerforening. 22. februar var der opstillingsgeneralforsamling på Campus Carlsberg, og den afgående formand bød velkommen – hvorefter han i al hast ræsede tværs gennem byen over Bryggebroen og op på en betonklods foran KL-huset. Her holdt han en brandtale for demonstranterne, der var mødt op for at støtte deres ok-forhandlere. I en megafon. I isnende østenvind.

Pligtopfyldende til det sidste.

Og fredag den 16. marts er der så afskedsreception for Jan Trojaborg i festsalen på Arbejdermuseet 14.30-16.30. Se invitationen her.

Fakta: Jan Trojaborg

  • Født 30. januar 1951
  • Uddannet lærer ved Emdrupborg Statsseminarium 1977
  • Lærer på Holmegårdsskolen i Hvidovre 1977-79
  • Lærer på Rødkilde Skole 1979-1990
  • Redaktør af KK 1990-1994
  • Formand for Københavns Lærerforening 1994-2018

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Kjell Nilsson | 12. marts 2018 KL. 22:21

Kære Troja. Tak for inspiration og kampgejst. Jeg vil savne at høre din bemærkning: Keep on trucking! Et sikkert tegn på, at nu skal man tage sig sammen :-)

Thomas Roy | 11. marts 2018 KL. 19:39

Godt og ærligt portræt. Tak for din kæmpe indsats for KLF - du har gjort det godt! Håber du vil nyde pensionen og seniorlivet. Vi skal nok passe på KLF for dig :-)