Hvem skal modtage Den Gyldne Pegepind?

I år er det 26. gang, at Den Gyldne Pegepind uddeles. Det er medlemmerne af foreningen, der kan indstille kandidater til prisen, og sidste frist er 20. september. Måske findes dette års prismodtager på din arbejdsplads?

KLF | Af: Jan Klint Poulsen 15. september 2020

Igennem de sidste 25 år har en mangfoldig skare af lærere, UU-vejledere, kolonientusiaster og en enkelt skolehaveleder modtaget foreningens hyldest ved prisoverrækkelsen, der hvert år finder sted ved den ordinære generalforsamling. Festligholdelsen sker med fanfarer, taler og stående ovationer fra kolleger på kryds og tværs af byen. 

Prisen gives til et medlem, en gruppe eller sågar en hel arbejdsplads, der har formået at sætte fokus på forhold inden for vores område, der efterhånden favner bredt. Prisen gives ligeledes for at styrke initiativer og give medvind til ildsjæle i deres videre arbejde. 

Igennem årene har prisen blandet andet fundet vej til to energiske musiklærere, Bjarne List Nissen og Anders Jacobsen fra Utterslev Skole, for deres store engagement med musikken for børn og unge og til UU-vejleder, Jeanette Skov, for sit utrættelige arbejde for de unge på Nørrebro. I 2018 modtog lærer Helle Nattested fra Frejaskolen prisen. Med sin store indsats på arbejdsmiljøområdet, særligt i HovedMED, har hun formået at skabe opmærksomhed på lærernes arbejdsvilkår og var dermed en værdig modtager af foreningens pris.

I 2013 blev Den Gyldne Pegepind givet til alle medlemmerne af KLF oven på et nedslående år med lockout og strid modvind i medierne. Her fik alle tilstedeværende på generalforsamlingen en boggave, skrevet af Simon Phil Sørensen og Rasmus Prehn, med titlen Frihed til Fællesskab – Vejen til mere demokrati.

Med prisen følger 10.000 kr. samt en fin gylden pegepind. 

Medlemmerne af KLF kan indstille kandidater til prisen ved at kontakte et medlem af bestyrelsen eller KLF’s formand Lars Sørensen på mail laso@dlf.org. Sidste frist for at indstille kandidater er 20. september.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

 

 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.