Hvad skal vi med skolen?

Vi skal fastholde den demokratiske skole med bløde værdier samtidig med, at vi fastholder det faglige fokus, lød svaret generelt fra oplægsholderne. KLF, Skole & Forældre København, Folkekirkens Skoletjeneste og Københavns biskop inviterede skolebestyrelser og skoleledere til fyraftensmøde i Rådhusets festsal.

KLF | Af: Peter Garde 14. september 2016
Festsalen på Københavns Rådhus dannede rammen om "Hvad skal vi med skolen". Foto: Peter Garde
Festsalen på Københavns Rådhus dannede rammen om "Hvad skal vi med skolen". Foto: Peter Garde

Folkekirkens Skoletjeneste er en kendt medspiller i den københavnske folkeskole. Hvert år deltager 600 skoleklasser i projekter med religiøse emner, og skoletjenesten er også gået om bord i debatten om, hvad vi skal med skolen og dens indhold. Formand for skoletjenesten John Rydahl bød velkommen og overlod scenen til Lykkebo Skoles kor for elever i 2.-4. klasse – de besvarede overskriftens spørgsmål i en sang om, at de ønsker voksne, der kan grine, pjatte, lytte og synge.

Stå fast 

Skolebestyrelsesmedlemmernes paraplyorganisation er ’Skole og forældre’, og dennes københavnske formand Jens Thorsen opfordrede medlemmerne til at deltage aktivt i at beskrive deres skoles værdier. Han beklagede, at skoledebatten i øjeblikket er blevet så polariseret, og han advarede sine medlemmer mod at lade sig presse ud i den ene eller anden yderlighed.

”Selvfølgelig skal eleverne være fagligt dygtige og kende deres mål på kortere sigt, men de skal også lære at være kreative og kende deres identitet, kunne samarbejde og være i et fællesskab”, sagde Jens Thorsen og slog fast, at faglighed og trivsel ikke er modsætninger, de går hånd i hånd.

Jens Thorsen konstaterede, at folkeskolen har brug for de nødvendige midler, så den kan fungere. Han opfordrede skolebestyrelsesmedlemmerne til at stå fast på deres værdier og tilkendegive deres stolthed ved skolen og dens medarbejdere, når arbejdet fungerer godt.

Demokratisk underskud

Lærernes formand i København, Jan Trojaborg, beskrev gennem to aktuelle eksempler fra to skoler, hvordan elever har lært at mestre ansvar, personlig stillingtagen og demokratisk deltagelse. Det passede fint med tidligere skolereformer, hvor alle involverede parter blev inddraget. Det er demokrati i praksis. Men sådan forholder det sig ikke med den nye reform, der i oprindelse og indhold bærer et demokratisk underskud. Og uden at det er nævnt i reformen, er skolelovgivningen blevet en del af arbejdsmarkedspolitikken – et synspunkt som lektor Jens Erik Kristensen, DPU, senere fulgte op på:

”Uddannelse har fortrængt opdragelse og dannelse. Kvalificering til arbejdsmarkedet starter i vuggestuen. Uddannelsestvang er en livstidsdom på livslang læring”, sagde han.

Jens Erik Kristensen beskrev, hvordan Fogh-regeringen i nullerne opgraderede det kundskabsmæssige og faglige på bekostning af værdier og dannelse. Han pegede på, at uddannelsesideologien har overtaget det hele, og ønsket om dannelse er blevet en modbevægelse for at forhindre, at børnene bliver til konkurrencestatens små soldater.

Jan Trojaborg understregede også de bløde værdiers betydning. Skolen skal stå for åndsfrihed, lighed og tolerence, samtidig med at viden, altså fagligheden, er en vej til at gøre verden bedre.

”Kerneopgaven er ikke kun undervisning. Undervisningen skal gøre eleverne til helstøbte mennesker, der kan klare tilværelsen. Vi skal også lytte til børnene og inddrage dem og hente inspiration i forskningen”, lød hans opfordring.

Tillid er en forudsætning

Biskop i Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, tilsluttede sig, at skolens opgave er at gøre børnene til livsduelige mennesker, der kan overkomme alt det, som tilværelsen byder på. Som medmennesker skal vi lægge øre til andres liv og ikke kun være optaget af vores eget.

”Vi skal tale mere om demokrati, og derfor skal vi lære at have tillid, for tillid er grundlæggende for demokratiet. Folkeskolen skal tillidsfuldt åbne sig og møde mange forskellige meninger. Det er pluralisme”, sagde biskoppen.

Borgmesteren kigger forbi

Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev kom på lynvisit i en lille pause i budgetforhandlingerne på Rådhuset. Hun opfordrede skolebestyrelsesmedlemmerne til at tale folkeskolen op og viderebringe de gode historier til en større kreds.

Borgmesteren glædede sig over synlige gode resultater. Blandt andet har massiv støtte fra forvaltningen gjort det muligt på nogle skoler, at forbedre resultaterne for elever med indvandrerbaggrund – først og fremmest ved at arbejde med deres selvværd.

Hun nævnte en række initiativer, som hun gerne ser gennemført – blandt andet at man kan oprette klasselokale i en skurvogn ved en byggeplads og tage udgangspunkt her i virkelighedens verden i sin undervisning. Spændende bestemt, og tilhørerne ser nok frem til hendes plan for den  praktiske gennemførelse og det økonomiske grundlag for den gode idé.

Et ræs gennem tusind års undervisning 

Der var fart på, da professor Ning de Coninck-Smith, DPU, gav et rids af hovedpunkter i skolens og den private videregivelse af lærdoms historie – den vigtigste aktivitet i ethvert samfund gennem tiderne, for som hun sagde: ”Der har altid været forældre, der ville give noget videre til deres børn.”

Vikingernes skriftsprog for eksempel var runer, og der må have været nogle skriftkloge dengang, der oplærte nye generationer i færdigheder i skriftsproget. Mere formaliseret bliv undervisningen i 1700-tallet med Rytterskolerne. Man begyndte at opdage barnet som et individ, selv om det tog lang tid. I 1814 kom den skelsættende skolelov, men i 1860 var der stadig 25 procent af danske børn, der ikke gik i skole.

Omkring 1900 blev der opført 25 skoler i København på 25 år. De var kendetegnet ved en disciplinerende arkitektur med tunge indgangsporte og kristendom som værdipolitisk grundlag. I 1950erne opstod den ene centralskole efter den anden rundt om i landet, og skolen bliver på alle måder en central institution i kommunerne. I 1975 bliver kristendommen endegyldigt ekspederet ud af formålsparagraffen og erstattet af opdragelse til demokrati konkretiseret i forhold til eleverne med ’klassens time’.

Meget er det samme, meget er forandret

De følgende års justeringer af formålsparagraffen ændrer ifølge professoren ikke på, at det vigtigste der sker i skolen, sker mellem elev og lærer. Diskussionsemnerne er stort set de samme gennem mange år. For eksempel, hvordan kan vi gøre op med den sociale arv? ”Problematikken er ikke ny, den har være her, så længe skolen har eksisteret”, var professorens kommentar.

Gennemgående temaer i en årrække har været, at jo ældre elever er, jo mindre glade er de for skolen. Mobberi – men der er heldigvis færre, der bliver mobbet i dag. Der er øget opmærksomhed på køn og etnisk baggrund. Opmærksomheden er skredet fra klassebaseret til individorienteret. Skolen er mindre lukket og mere åben. Styrelsen er mindre central og mere decentral med assistance fra new public management. Og endelig er der en udvikling i gang i de 98 kommuner, hvor der nærmest er opstået 98 forskellige folkeskolesystemer og tilsvarende mange forskellige udgiftsniveauer.

Tidligere var uddannelse en mulighed, for nogle årtier siden blev det en rettighed, og i dag er det en pligt. Ning de Coninck-Smidt fik rystet op i overblikket over undervisningen fra vikingetid til i dag, men spørgsmålet er stadig – hvad vil vi med skolen? Det fik skolebestyrelsesmedlemmerne til opgave at gå hjem og diskutere.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.