Del:

Håndfaste debatter med politikerne

Ni københavnske politikere mødte lærere og børnehaveklasseledere til en debat om lokalaftaler, 0. klasse, udskoling og udsivning, lærernes arbejdsvilkår og mange andre emner. De talrige synspunkter tegnede som tiden gik et tydeligere billede af de enkelte partier og deres holdninger.

KV17 | Af: Peter Garde 06. november 2017
Der blev stillet mange spørgsmål fra salen af de fremmødte lærere. Foto: Jan Klint Poulsen
Der blev stillet mange spørgsmål fra salen af de fremmødte lærere. Foto: Jan Klint Poulsen

Det var, da Janne Riise, Frejaskolen og medlem af KLFs bestyrelse, iførte sig lærerrollens pædagogiske autoritet og beordrede de ni politikere til at række fingeren i vejret, hvis de ville love at indgå en lokalaftale for de københavnske lærere, at holdningerne blev bøjet i neon. Længe havde der været forståelse for både det ene og den andet, men her var det ja eller nej.

Radikale, Alternativet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønsker at indgå en lokaleaftale eller arbejdstidsaftale med de københavnske lærere, mens Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Socialdemokratiet ikke markerede. Det skabte klarhed – i hvert fald på det punkt.

For og imod en lokalaftale om arbejdstid

I den foregående debat havde flere af ja-politikerne været temmelig klare i mælet, mens de fire, der afstod fra et løfte om en lokalaftale ganske vist udtrykte velvillighed over for skolen, eleverne, forældrene og lærerne, men uden at kunne se folkeskolens øjeblikkelige problemer som noget, en forbedring af lærernes arbejdsforhold kunne rette fundamentalt op på. De erklærede sig i hvert fald ikke som modstandere af skolereformen eller lov 409.

Om specifikt en arbejdstidsaftale sagde Ninna Hedeager Olsen, der er spidskandidat hos Enhedslisten, at hun vil kæmpe for, at der bliver indgået en arbejdstidsaftale.

Henrik Svendsen, medlem af BU-Udvalget og lærer på Blågård Skole, kaldte den nuværende lokalaftale et positivt skridt på vejen til en ny arbejdstidsaftale, og han ønskede lov 409 skrottet og opfordrede lokalpolitikere til at lægge pres på KL.

Tue Hækkerup, Socialdemokratiet, opfordrede lærerne til at samarbejde, være med til at skabe et godt klima og finde frem til kompromisser. Han mente, at der skal to til en tango, og at vi muligvis skal have en lokalaftale afhængigt af, om vi kan blive enige.

Niko Grünfeld, Alternativet, ønskede en reel arbejdstidsaftale med indbygget tillid til lærerne, fordi tillid motiverer, og han tog afstand fra fortidig industritankegang, hvor chefer enerådigt dikterer, hvad de underordnede skal udføre.

Der var repræsentanter fra ni af de partier, der stiller op til Borgerrepræsentationen i København. Foto: Jan Klint Poulsen
Der var repræsentanter fra ni af de partier, der stiller op til Borgerrepræsentationen i København. Foto: Jan Klint Poulsen

Tommy Petersen, Radikale, pegede på, at han og hans parti i København på kontroversiel vis var uenige med partitoppen dengang i 2013, og han ønskede bestemt at indgå en lokalaftale med lærerne.

To minutter til hver fra start

Ikke alle politikerne uddybede deres syn på lokalaftale-problematikken, men alle fik to minutter fra begyndelsen til at give deres vigtigste statements. Den meget velfungerende ordstyrer, René Fredensborg fra Radio 24/7, lagde op til, at alle politikerne i deres indledning skulle fortælle, om de går ind for to børnehaveklasseledere i 0. klasse, men politikerne havde vist forberedt deres introduktion hjemmefra, og deres svar til ordstyreren kom først senere efter lidt pres.

Tommy Petersen, Radikale, lagde ud med at slå fast, at alle børn skal have lige muligheder, og at vi har en vigtig opgave i at knække den sociale arv. Han ønsker, at effektiviseringer og besparelser på skoleområdet ophører, og at der skal bygges, så der er lokaler og bygninger til det stigende børnetal, for ellers flytter de til privatskoler. Inklusionspenge skal følge eleven, og folkeskolen skal være forældrenes førstevalg. 

Klaus Mygind, SF, mente, at den københavnske folkeskole er inde i en stabil udvikling i forhold til skolereformen, om end der er kvalitetsforskelle fra skole til skole. Der er en positiv elevsøgning i indskolingen, men fastholdelsen skal forbedres på mellemtrinnet og i udskolingen. Han omtalte lærernes arbejdsforhold som den brændende platform. Han ønsker max. 24 elever i klasserne, og vil hjælpe skoler i en negativ udvikling.

Niko Grünfeld, Alternativet, ønskede et oprør mod skolereformen. Han vil slippe skolerne, lærerne og fagligheden fri og lægge kompetencerne tilbage til skolelederen og -bestyrelsen. Krav og kontrol skal afløses af mål og mening, for det er mere motiverende. Der skal skabes bedre balance mellem hjerne og krop, bogligt og manuelt.

Susanne Møller, Konservative, ønskede landets bedste folkeskole i København. Hun mente, at den er landets dyreste, men det er den kun, hvis man medregner de mange konsulenter og lignende ansatte i BUF, og de penge så hun gerne komme ud til skolerne og arbejde dér. Hun lagde vægt på, at lærerne løfter faglighed og trivsel, og at skolebygningerne er i orden. Desuden så hun gerne kortere skoledage for de yngste elever.

Alex Vanopslagh, (svært at udtale, nemt at sætte kryds ved, som han skriver på sin løbeseddel) Liberal Alliance, har en vision om, at politikere skal blande sig så lidt som muligt. Han forestiller sig selvejende folkeskoler ligesom friskoler. Undervisning og metoder skal tilpasses de pågældende  børn i klassen. Han støtter undervisningsministeren fra sit parti og hendes forsøg med korte dage på 50 skoler, heraf 3 i København, og hendes modspil til skolereformen.

Foto: Jan Klint Poulsen
Foto: Jan Klint Poulsen

Ninna Hedeager Olsen, ny spidskandidat for Enhedslisten, ønsker en arbejdstidsaftale i folkeskolen, ligesom hun gør det på sit job som lektor på Metropol. Hun vil have større frihed til lærerne, og de skal sikres ordentlig forberedelsestid. Eleverne skal have kortere skoledage med to-lærerordninger.

Cecilia Lonning-Skovgaard, ny spidskandidat for Venstre, vil løfte fagligheden og særligt på nogle skoler. Der skal lægges vægt på ledelse, og forældrene skal inddrages i højere grad. Skolerne skal have frihed til at konvertere lange dage til to-lærertimer. Der skal skæres ned på understøttende undervisning. Hun er bekymret over, at pengene tilsyneladende ikke følger inklusionselever – det skal der gøres noget ved. 

Tue Hækkerup, Socialdemokratiet, anser skolen som den vigtigste kommunale opgave. Den skaber sammenhængskraft i samfundet, og den udløser børnenes potentialer. Han vil løfte udskolingen, fordi alle børn skal forlade skolen som kompetente, og han lægger vægt på samarbejdet mellem pædagoger og lærere. Ansvar for ledelse er vigtig, og fra rådhuset skal politikerne udstikke nogle hovedlinjer.

Henrik Svendsen, DF, lægger vægt på trivsel, faglighed og chancelighed. Han vil rulle dele af skolereformen tilbage, så elevernes skoledage bliver kortere, og lærernes tid til forberedelse og efterbehandling bliver mere rimelig. Og så skal vi ikke have udeskoler for at løse en lokalemangel, men alene når den er pædagogisk velbegrundet. Han vil også bremse udsivningen fra udskolingen.

Ingen besvarede spørgsmålet, hvad siger I nu? 

Så var der det med to børnehaveklasseledere i 0. klasse, hvad mener I om det?, spurgte ordstyrer René Fredensborg.

Susanne Mølller fandt, at det er en god idé, så længe klassekvotienten er så høj.

”Ja, god idé”, siger Tommy Petersen, fordi der er brug for støtte til de små elevers sprogudvikling, for hvis de starter med dårligt sprog, så slutter de også dårligt, med mindre vi sætter ind. Også Klaus Mygind ønsker to børnehaveklasseledere.

Foto: Jan Klint Poulsen
Foto: Jan Klint Poulsen

Cecilia Lonning-Skovgaard mener ikke, der er penge til det. Man kan evt. sætte en ekstra pædagog ind, men det skal ikke være et retskrav. 

Tue Hækkerup vil ikke lægge sig fast på to børnehaveklasseledere og mener, at det må være en faglig prioritering ude på den enkelte skole.

Ninna Hedeager Olsen går ind for forslaget, fordi når man investerer i tidlig indsats, sparer man i det lange løb, og så gik der debat i kommunikationen, flere i salen ønskede ordet, og måske fik alligevel ikke alle politikerne besvaret spørgsmålet.

TR Dorthe Ingeberg, børnehaveklasseleder, Rødkilde Skole, fra salen: På hendes skole er der halvanden børnehaveklasseleder til en klasse, og der er hårdt brug for hjælp i mange situationer, hvis eleverne skal have en god skolestart, og fagligheden skal højnes. Og vil man det, så ansætter man uddannede folk, understreger hun, og flere i salen tilslutter sig hørbart. Det er helt nødvendigt, lyder det også fra Amager Fælled og Tingbjerg Skole.

Centrale eller decentrale beslutninger

Ordstyreren lagde nu spørgsmålet ud til tilhørerne – vil I ikke hellere selv fordele pengene, end have faste regler om fx antal børnehaveklasseledere? Et argument imod selv at fordele var, at børn i kommunen skal have lige gode vilkår.

Marianne Juul, Kirsebærhavens Skole, ønskede ikke alle pengene fordelt ude på skolerne, for når der så ikke er penge til det ene eller andet, så ville man bare få besked på at prioritere anderledes. Retten til at fordele har ingen betydning, når der ikke er nogen penge at fordele. 

Susanne Møller nævner, at manglende penge til en ordning måske kan findes i et muligvis for kraftigt fedtlag i forvaltningen. Tommy Petersen nævner, at København er godt ved muffen i øjeblikket, og kommunen har i en lang årrække lagt pengene i mursten. Men nu er renoveringen af skolerne ved at være fuldendt, så nu må der være penge til andre ting også ­ – ”nu skal der mere indhold ind i bygningerne”.

Foto: Jan Klint Poulsen
Foto: Jan Klint Poulsen

Niko Grünfeld var imod for meget detailstyring, og når han var tilhænger af, at skolerne selv prioriterer i deres budget, er det ikke for at fralægge sig ansvaret, men i respekt for lærernes og ledernes faglighed og de særlige forhold, der findes på den enkelte skole.

Fra salen lød det, at man ikke ønsker at blive dirigeret af BUFs talrige konsulenter, hvoraf de fleste slet ikke er pædagogisk uddannet, men snarere djøf-agtige. Derfor ønsker lærerne mere selvbestemmelse, for det er dog dem, der har den faglighed, der er brug for i skolen. Et par tillidsfolk omtaler pinlige situationer, hvor en konsulent gør sig klog på at vejlede, mens læreren med et par årtiers praksis naturligvis har erfaringerne. Den form for styring oppefra er lærere ikke interesseret i.

Også Alex Vanopslagh gik ind for, at skolerne selv skal prioritere. Efter et indlæg fra salen, hvor en lærer kritiserer en besparelse, der kom centralt fra forvaltningen, nævnte han, at skolerne må vælge enten eller. Hvis ikke de selv vil prioritere, beder forvaltningen nogle konsulenter om at gøre det, og så nytter det ikke at kritisere forvaltningens brug af konsulenter. Selvbestemmelsens dilemma blev kommenteret af flere.

Udskoling, kvalitet, forberedelsestid

Udskoling og udsivning blev også kommenteret af politikerne. Henrik Svendsen lagde vægt på, at nogle af de 220 mio. kroner bør investeres i varme hænder, men også åben skole-projekter er noget, der kan aflaste i den almindelige skoledag og være attraktive for eleverne.

Tue Hækkerup lagde vægt på at løfte de svage og gerne lære af privatskolernes succes og i øvrigt udvikle vores åben skole-muligheder med blandt andet samarbejde med erhvervsvirksomheder. 

Både Susanne Møller og Niko Grünfeld ville gerne lytte til lærerne og høre, hvad fagfolkene har af gode ideer. Klaus Mygind mente, at politikerne skal udstikke nogle få faglige fokuspunkter, men ellers skal man ude på skolerne tage de initiativer, som man mener kan stoppe udsivningen, og efter årsskiftet vil politikerne lægge op til lokale debatter om nye gode initiativer. Tommy Petersen understregede, at det i høj grad også drejer sig om en bedre økonomi og desuden elevsammensætningen, der er med til, at nogle familier fravælger folkeskolen.

Som følge af at Tue Hækkerup på et tidspunkt pegede på højere faglighed, blev han spurgt fra salen, om han ville forbedre lærernes tid til forberedelse som en vej til netop højere faglighed. Han svar var, at hvis han skulle investere i mere forberedelse, blev det ikke en én-til-én løsning, men som et tilskud til lærere eller klasser, der havde særlige behov.

Klassekvotient, økonomi, lange skoledage, faglighed, arbejdsmiljøproblemer og manglende frihed i folkeskolen blev også fremhævet som udsivningsårsager. Ja, mange emner kom på banen i de spændende og ind imellem heftige diskussioner mellem tilhørere og politikere. Mindst én ting var der fuldstændig enighed om: Vi skal tale folkeskolen op. 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.