Der bygges nye skoler, og gamle renoveres og ombygges. Hvad er det for pædagogiske visioner, der styrer, hvordan bygningerne udformes, og hvordan tager lærerne imod de færdige lokaler? Nu midt i en byggetid inviterede BUF sine skole-, designer- og byggefolk til seminar.

Der bliver flere og flere elever i den skolepligtige alder, og i en årrække har Københavns Kommune haft travlt med dels at renovere, om- og udbygge de mange gamle skoler, dels at bygge nye. Det stigende indbyggertal medfører, at flere steder i kommunen opstår der nye boligkvarterer som fx på Amager, i Sydhavnen og i Valby. Der er derfor pres på skolekapaciteten i de hurtigt voksende bydele. Men hvad skal de nye skolebygninger kunne i et nyt årtusinde, hvor vi oplever 1900-tallets klasseværelser som trange og begrænsende for den pædagogik, nutiden og fremtiden kalder på?

Mie Guldbæk Brøns, der er cand.pæd. i pædagogisk antropologi, har arbejdet med, hvordan de fysiske rammer spiller ind på trivsel og pædagogik, og hvordan bygningernes og rummenes udformning påvirker mennesker. I hendes oplæg var spørgsmålet også, om bygningerne understøtter eller modarbejder den ønskede pædagogiske praksis? 

Skolerummet afspejler tiden

Klasselokalet eller skolerummet afspejler tiden og for at forstå, hvorfor det i dag er så svært at lave en moderne arbejdsplads for elever og lærere, satte Mie Guldbæk skolens rum i en historisk sammenhæng: 

”Alle husker nok det rektangulære klasseværelse, hvor en ophøjet person står og prædiker for en forsamling af passive kroppe, der sidder ned på deres plads og lytter uden hat på”. Kirkesalen og skolestuen havde visse fællestræk, der stadig genkendes på en del af landets skoler.

”I slutningen af 1960erne startede opgøret med autoriteter, og i nogle skoler rev man vægge ned, men mange steder glemte man at gøre noget ved pædagogikken, fordi man fortsatte med at have en passiv undervisningsform i de stadig firkantede lokaler, hvor det er overskueligt at holde styr på 28 eller måske 32 elever, eller hvor mange der nu blev dispenseret for”, sagde Mie Guldbæk og pegede på, at som årene gik, blev svælget mellem pædagogik og arkitektur tydeligere. 

LÆS OGSÅ: Om tyve års skolebyggeri i København

I 1990erne tog diskussionen fart, og en mærkesag var SKUB-projektet i Gentofte Kommune, hvor Hellerup Skole blev indrettet uden de traditionelle hjemklasser. Forsøgene og forskningen i nye læringsmiljøer har siden udviklet sig ikke mindst i New Zealand og Australien, hvor Mie Guldbæk har arbejdet.

Klasseværelsets arbejdsmiljø jager lærerne væk

Det kendte rektangulære klasseværelse havde sin storhedstid i industrialiseringens tidsalder, men i dag lider det af en mægtig arbejdsmiljømæssig skavank, fordi uanset hvordan det ser ud, så er læreren næsten altid eneste voksne i lokalet, Mie Guldbæk: 

”Måske er der også en assistent eller praktikant til stede, men læreren er eneansvarlig for, hvad der foregår fagligt, for klassens sociale tilstand og elevernes velbefindende. Det kan vi se, er ret hårdt for lærerne. Utroligt mange lærere går ned med stress. Både i Australien og i USA er det de færreste nyuddannede lærere, der er lærere efter fem år.”

”I Danmark hører vi om mange nyuddannede lærere, der slet ikke kommer ud og arbejde som lærere, måske efter at de lige har dyppet tæerne. Det er ikke noget bæredygtigt arbejdsmiljø, og det medfører, at vi ikke får så mange unge mennesker med ny energi og andre erfaringer ud i vores folkeskoler.”

Det kendte klasseværelse har også den udfordring, at de fysiske rammer giver meget lidt plads til bevægelse, men nærmest tvinger både store og små elever til at have samme stillestående adfærd. Her spiller akustikken også ind. Inden for de fire vægge er det uhensigtsmæssigt at have en højrøstet gruppediskussion i det ene hjørne, og en stille læsegruppe og en skærmet specialelev i andre hjørner. 

”Altså, der er ikke to elever, der er ens, men i klasseværelset skal de alle sammen opføre sig fuldstændig ens for tilsyneladende at lære noget. Men det er faktisk ikke det, vi gerne vil have skal ske nu om dage”, fastslår Mie Guldbæk.

Fremtidens mål og veje til målene

I det 21. århundrede, som vi allerede er 20 år inde i, har de pædagogiske visioner ændret sig ganske betydeligt, og blandt andet har OECD beskrevet lærerarbejde og nogle af det 21. århundredes ønskede kompetencer hos eleverne. Det, vi ifølge OECD har brug for at lægge vægt på, er blandt andet elevens individuelle udvikling, kreative tænkning, problemløsning, samarbejde, evne til at tænke ud af boxen og at lære at stå med naturlig lethed og præsentere et emne foran andre, Mie Guldbæk:

”Det er svært at realisere nu- og fremtidens visioner i de fysiske miljøer, som vi har i dag. Vi må gentænke dem, og jeg tror, det er den rigtige vej, hvis vi ønsker at udvikle vores samfund endnu længere væk fra det industrisamfund, vi kommer fra.”

Mie Guldbæk omtaler, at fra OECDs meget omfattende Talis-undersøgelser er det dokumenteret, at lærere, der får tid og mulighed for faglig udvikling fx i form af kurser, kommer til at arbejde mere effektivt, både når de forbereder sig og i arbejdet med eleverne.

Og lærere der deltager i beslutninger på skoleniveau og ikke bare internt i teamet, de har højere jobtilfredshed og en større tiltro til deres egne evner som lærere.

Desuden viser undersøgelserne, at det er værdifuldt for lærernes tiltro til egne evner som undervisere og i forhold til deres tilfredshed med jobbet, hvis de har positive relationer til kolleger.

OECDs undersøgelsesresultater vil altså give positivt output for både elever, lærere og skoler, når de føres ud i livet, for, som Mie Guldbæk nævner, så er det skidt med alle de lærere, der dropper ud af lærerjobbet. Skidt for eleverne, skidt for lærerne og skidt for skolen som organisation, der gerne skal virke efter hensigten. 

”Derfor skal vi ikke tilbage til, at læreren står alene i et klasseværelse”, konkluderer hun. 

Flexible gruppestørrelser og lærersamarbejde

Valget af pædagogisk praksis har konsekvenser for mange elementer i en bygning og et rum. Hvis eleverne skal kunne være kreative, reflekterende, diskuterende og undersøgende for ikke at sige i bevægelse, så stiller det store krav til akustik og ikke mindst rummets størrelse. Hvis aktiviteterne skal foregå mere eller mindre samtidigt, skal indretningen og organiseringen også gennemtænkes og planlægges.

Mie Guldbæk nævner fx, at når borde og stole står mere frit, så duer det ikke at have skoletasker og jakker hængende på ryglænet, for så vælter stolene hele tiden bagover. Der skal skabe ind i rummet til elevernes ting og sager.

”Når lærerne arbejder flere sammen med flere elever på et større område, så opdager lærerne, at de kan bruge hinanden, hjælpe hinanden og lære af hinanden. Læreren behøver måske ikke altid at være 1 til 25, men måske 1 til 40 når eleverne arbejder selvstændigt, og måske 1 til 15 med elever der har brug for mere støtte. Jeg møder mange lærere, der gerne vil arbejde sådan”, lyder det fra Mie Guldbæk.

Aktivitetsbaserede læringsrum

Fra sine studier i New Zealand omtaler Mie Guldbæk Brøns, hvordan man i dag har bygget store aktivitetsbaserede læringsrum, hvor eleverne indretter sig med deres forskellige aktiviteter over et større gulv. Der er hjemområder, et større vådområde hvor de kan grise og larme, og så er der afskærmede mindre rum, nicher, boxe, et stort auditorie, måske nogle vindueskarme hvor stille læsere kan putte sig, og så ellers lave skillevægge og skabe. Det er aktiviteterne, der skaber indretningen. 

Det store skolerum er bygget temmelig groft og nødtørftigt uden stor finish fra malerens side. Det er et skoleværksted, hvor en stor gruppe elever med deres lærere kan gå i gang. Men aktiviteterne er på ingen måde tilfældige. Styringen er temmelig præcis. Der er nøje aftaler mellem lærerne om, hvilke lydniveauer der er tilladt forskellige steder, og hvornår man laver hvilke aktiviteter. Det var altså New Zealand. Om det er på vej til København, må tiden vise.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.