Ali, tidligere tilknyttet bandemiljøet med en lang kriminel løbebane og flere års fængsel i en ung alder mødte udskolingselever til en snak om valg i livet. Ali fortalte om et forkert valg – livet på gaden med kriminalitet, og hans tidligere skoleleder kommenterede. Til skræk og advarsel.

Det var et lidt usædvanligt par, der besøgte Bavnehøj Skole forleden. I salen sad elever fra modtageklasserne og udskolingen og en gruppe store elever fra naboskolen Ellebjerg, der også var inviteret. Og det gæstende par var Ali Najei, der har været tilknyttet bandemiljøet, og hans tidligere lærer og skoleleder, Line Mansour, fra den muslimske friskole, hvor han gik i en periode. 

Målet med dette møde i Bavnehøjs gymnastiksal var, at Ali skulle fortælle om det liv, der indtil nu i en alder af 26 havde givet ham 4,5 år bag tremmer. Men han har nu det klare mål at leve på den rigtige side af loven og bruge sine erfaringer til at hjælpe andre til samme mere opbyggelige livsstil.

Skoleleder Pia Grevelund bød velkommen og forberedte eleverne på, at de nu skulle møde en fyr fra det virkelig liv, der havde været helt ude over kanten og som var i gang med at kæmpe sig tilbage.

”Det er en daglig kamp for Ali at komme på rette spor efter at have levet i et kriminelt miljø i så mange år. Vi har et ønske for jer om, at I ikke kommer så galt af sted. Nogle gange laver vi noget dumt. Somme tider har vi det svært. Hvis I har brug for vores støtte, skal vi nok hjælpe jer”, sagde Pia Grevelund til de forsamlede elever, og så var der helt stille i salen. 

Specialister med hver sit udgangspunkt

Line Mansour er tidligere leder på det, hun kalder ’en af de mest belastede muslimske friskoler, hvor hendes største konkurrent var banderne i kvarteret og nærmeste samarbejdspartner politiet’. Nu har hun eget firma, der hjælper og forebygger blandt de udsatte unge, guider politikere, når de skal forholde sig til emnet, og som underviser fx lærere og pædagoger.

Ali Najei har netop afsluttet en HF og arbejder som ressourceperson i det mere belastede miljø og som foredragsholder. Han ved indefra, hvorfor nogle unge gør, som de gør, opfører sig på en for os andre afvigende måde, og hvornår det ender galt.

Line fortæller, at hun for halvandet år siden så en forestilling på C:ntact/Edison Teater, ’Ekstremt demokratisk’, hvor en mangfoldig gruppe mennesker var på scenen. De havde alle haft radikalisering, ekstremisme og marginalisering helt tæt inde på livet. En af de medvirkende var Ali. Han fortalte om sit brogede livsforløb, og efter forestillingen spurgte Line ham, hendes tidligere elev, om han ville være med til et forebyggende samarbejde i forhold til andre som ham. Det var på den måde også en udstrakt hånd til Ali om at få hendes hjælp til at lægge en kriminel livsførelse bag sig. 

Familien i opløsning

På det tidspunkt var Ali på alle måder på spanden. Hans familie var nærmest i opløsning, og forældrene, der var irakisk-libanesiske, var skilt, og der var tre yngre brødre til Ali.

”Jeg vidste ikke, hvem jeg selv var. Jeg havde ingen identitet”, fortæller Ali, der hjemme levede mellem kærlighed og tæsk. Det var helt normalt, at faren bankede sønnerne, og Ali lærte at elske at slås. En dag kom han til at slå en anden elev på skolens kontor, og faren blev indkaldt til skole-hjemsamtale. Her fik han læst og påskrevet, at i Danmark må man ikke slå. Da Ali og faren kom hjem, fik Ali så et ordentligt lag tæsk for sin brøde. ’Hvorfor siger du, at jeg ikke må slå, når du slår mig?’, var hans spørgsmål til faren, og det skulle han ikke have spurgt om.

Ali nåede at gå i 14 forskellige folkeskoler, men lige meget hjalp det. Alle, der tog fat i ham, fik en på lampen. I 7. klasse fik han pludselig en bølge af energi for skolearbejdet og opnåede et par gode karakterer. Hans lærer havde nær givet ham et knus for den flotte indsats. Stolt løb Ali hjem for at fortælle forældrene om det, men de gad ikke at høre på ham, de forstod det ikke og fejede ham til side.

Langsomt men sikkert opgav Ali skolen og gled tættere og tættere ind i gadens kriminelle miljø.

”Jeg skulle erhverve mig nye kompetencer, der gav den anerkendelse, jeg ikke kunne få andre steder. Jeg skulle være stærk og trænede boksning og thaiboksning. Jeg løb ind i fængselsdom på fængselsdom. En dag i 2016 sad alle fire brødre bag tremmer samtidig. De små havde lært af den ældste, fortæller Ali.

Hvor knækker filmen?

Line spørger ud i salen, hvornår filmen knækkede for Ali. Der er flere konkrete bud fra tilhørerne. Efter flere gode forslag fokuserer man på den manglende forståelse og ikke-eksisterende omsorg i hjemmet. Her er der ikke meget at hente, og fra barns ben må Ali søge mod gaden for at få bekræftet sin eksistensberettigelse.

Snakken bevæger sig i retning af, hvad vi andre og det øvrige samfund kan gøre, når vi oplever noget lignende. Et barn lærer jo af det, det ser og oplever, bliver der sagt. Som voksen er man rollemodel, men i Alis tilfælde har de voksne ikke de nødvendige færdigheder for at udfylde deres ansvar som forældre. 

Line fortæller, at de familier, der lever lidt i to kulturer uden at kunne begå sig i nogen af dem, for dem står deres mentale kuffert altid pakket. Vi rejser bare, hedder det inde i deres hoveder, men det gør de ikke, for det kan de ikke på trods af deres rodløshed. Så må de finde en tredje verden, og det er gaden.

”Gaden har plads til alle, men det kan være hårdt”, siger Ali, ”jeg har været med til at begrave 70 bekendte, somme tider er det to om ugen eller om måneden.”

”Er det det værd?”, spørger Line. ”Nej, vel? Jeg kender mange, der har samme historie som Ali. Vi står her i dag for at fortælle jer, at det er ikke en farbar vej.”

Et arbejde med følelserne

Ali fortæller videre, hvordan Line guider ham til at arbejde med sine følelser, sin vrede og sine voldsomme aggressioner. Han har taget hul på en dybtgående oprydning, men der er lang vej endnu, tilføjer Line. Hun arbejder i øvrigt også med nogle sagsbehandlere, der har brug for andre kompetencer for at kunne nå de udsatte unge, for de strategier, man har fulgt de sidste 50 år, virker ikke, mener hun.

Den egentlige test for Ali ligger i at holde fast, at komme op om morgenen, at passe aftaler og job. Ali afrunder:

”Lad være, hold jer væk fra kriminalitet. I kommer til at fortryde det, når i sidder bag tremmerne. Det gælder alle piger og drenge, der kommer ind i et bandemiljø. Og det er alt for svært at komme ud af det. Jeg er virkelig heldig, at jeg står her og snakker med en flok unge mennesker. Kan vi bare ’redde’ en enkelt ung, er det det hele værd.”

Et par der supplerer hinanden

Ali Najei og Line Mansour holder tilhørerne i ånde i en hel time godt og vel. Der er gode spørgsmål fra salen, og spørgerne får fyldestgørende svar. Ali taler fra hjertet og lægger ikke skjul på noget. Det gør hans svulmende overarme og tatoveringer heller ikke. Han er en engageret og levende fortæller, der har skiftet sine værdier ud og som har sprog til at gøre rede for forudsætningerne.

Line bevarer hele tiden sin rolle som den voksne tidligere skoleleder. Hun kommenterer og perspektiverer Alis reportageagtige fortællinger. Hun fastholder sin status som den kompetente fagperson gennem hele mødet. De når ud til tilhørerne, der er tydeligt optaget af emnet.

Det koster, men der er ingen vej udenom

Tovholder på arrangementet på Bavnhøj Skole var Monica Edelmann, der er lærer og koordinator for udskolingsmodtageklasserne. Hun faldt over Ali og Line ved et tilfælde, da hun så, at de havde modtaget Finn Nørgaard Foreningens arbejdslegat forrige år.

”Jeg så en kort film på nettet om deres arbejde, og det blev jeg så berørt af, at det syntes jeg, at både mine elever og kolleger skulle opleve. Det handler jo om unge mennesker, der falder helt ud over kanten”, siger Monica Edelmann. Hun bemærker særligt, at Ali nævner, at det er det personlige møde med et menneske, der kan gøre en forskel.

”Somme tider må vi som lærere stille op personligt og gøre en håndholdt indsats for en elev. Det drejer sig om dialog og konkret personlig hjælp. Det er nødvendigt, at et skolevæsen giver mulighed for også at udføre den type arbejde. Det matcher desværre ikke særlig godt med vores nuværende arbejdsbetingelser, men vi har ikke råd til at lade være. Det bliver meget dyrere for samfundet, hvis de ender som vrede unge mænd ligesom Ali. Hvis vi vil have nogle livsduelige unge mennesker, der holder sig fra kriminalitet og får de gode liv og bidrager til fremtidens velfærd, så er der ingen vej udenom”, fastslår Monica Edelmann.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.