En ”ny og spændende” skolehverdag

Arbejdspresset er enormt. Der er ikke den nødvendige tid til at løse de opgaver, vi er blevet pålagt.

På flere af skolerne er det stigende sygefravær arbejdsrelaterede sygemeldinger. Efter sommerferien har KLF modtaget et alarmerende antal sindetskrivelser (varsel om afskedigelse), 40-50 kollegaer har fået deres opsigelse fra forvaltningen. En udvikling der skaber mere frygt end raske kollegaer. 

I spisepauserne er grædende lærere, kollegaer, der taler om, hvordan man kommer væk fra lærerjobbet og mange nye ansigter (vikarer for det hastigt voksende antal syge lærere på mange af skolerne) ikke et særsyn. Fra flere skoler fortælles der om lærere, som har under fem timer om ugen til forberedelse og efterbehandling af 25-27 lektioner. Ikke  nødvendigvis sammenhængende tid til forberedelse, men en halv time her og en tre kvarter der. Lærere, der går ind i klasserne til undervisning med lærervejledningen i hånden for dagens undervisning, da der ikke har været tid til forberedelse.

Det er svært for de fleste at leve med den form for arbejdspres og discountundervisning, der ikke levner megen plads til at løse undervisningsopgaven professionelt.

Det er legitimt, at der er ting, som ikke kan nås i arbejdstiden, når der er alt for mange opgaver til den tid der er afsat. Det er et fælles problem og skal ikke gøres til den enkelte lærers problem.

På generalforsamlingen i KLF for et par uger siden fortalte en kollega, at de på deres skole på teammøderne sluttede af med at lave en liste til lederen om, hvad og hvilke opgaver, de ikke havde nået i ugens løb og hvor der i øvrigt var problemer.

Som i dette eksempel: at handle i fællesskab på for mange opgaver til for lidt tid, frem for at gøre det til et individuelt problem, tror jeg, er vejen til nødvendige forandringer.