Ekstern undervisning: “Bare kom afsted, alle har taget deres forholdsregler”

Selv om der er kommet gang i klassebesøgene i de eksterne læringsmiljøer i byen, er besøgstallene lavere end normalt. Skoletjenesten fortæller, at alle undervisningsstederne har taget deres forholdsregler for at undgå smittespredning.

Nyhed | Af: Torben Kloster 25. august 2020
Ny Carlsberg Glyptotek tilbyder ekstern undervisning. Foto: Frida Gregersen, Ny Carlsberg Glyptotek
Ny Carlsberg Glyptotek tilbyder ekstern undervisning. Foto: Frida Gregersen, Ny Carlsberg Glyptotek

Fra i lørdags blev det et krav at bære mundbind i den kollektive trafik, hvis man er over 12 år. Man skal generelt holde afstand, huske at spritte af og alle de andre ting, vi har lært om bekæmpelse af smittespredning over de seneste måneder.

Det er blevet mere omstændeligt at tage ud af døren. Det gælder selvfølgelig også skoleklasser, hvilket har ført til mindre travlhed i de eksterne læringsmiljøer rundt omkring i byen. 

“Der er et fint aktivitetsniveau efter sommerferien, men de forskellige steder kan selvfølgelig godt mærke, at besøgstallene er lavere. Der er en del klassebesøg nu, som er udsatte besøg fra selve nedlukningen, men det ser ud til, at især efteråret bliver mindre travlt,” siger Marie Broen der er  regional koordinator hos Skoletjenesten – et nationalt videncenter for eksterne læringsmiljøer.

“Der har været enkelte aflyste forløb, fordi nogle skoler har en regel om ikke at bruge kollektiv trafik. Jeg forstår godt, at folk er påpasselige. Men i forhold til læringsmiljøerne derude, behøver man ikke tøve med at tage ud af huset. De har taget deres forholdsregler,” siger hun. 

Rollespil uden kostumer

Forholdsreglerne betyder selvfølgelig nogle små ændringer i selve besøgene. Nogle undervisere har visir på, der skal holdes afstand og sprittes af jævnligt, og man kan ikke lave helt det samme ting som før pandemien.

Københavns Befæstning, der har mange skoleklasser på besøg, plejer at lave rollespil med eleverne. Det gør de stadig, men uden udklædning, fordi det er for omfattende at rengøre kostumerne efter hvert besøg. På Den Blå Planet er det læreren i stedet for en underviser fra stedet, der tager eleverne med rundt i udstillingen. Og flere steder er undervisningen så vidt muligt flyttet fra indendørs til udendørs.

“Mange af de her forholdsregler er hurtigt blevet en naturlig del af undervisningen. De steder, hvor man har skåret noget fra, har man erstattet det med noget andet,” siger Marie Broen Jensen.

skoletjenesten.dk kan du søge blandt flere end 500 forskellige læringsmiljøer i hele landet. Der er alt fra Bakken og Betty Nansen Teateret til golfklubber og Gadens Stemmer.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.