DLF vinder sag mod Sputnik i Arbejdsretten

Torsdag fik DLF langt om længe medhold i, at den blokade, foreningen har erklæret med Sputnik-skolerne, er lovlig. Nu fortsætter blokaden, mens DLF forventer, at Sputnik vender tilbage til forhandlingsbordet.

Nyhed | Af: Peter Garde 18. januar 2019

Arbejdsretten har torsdag 17. januar givet Lærernes Centralorganisation (LC) og dermed Danmarks Lærerforening (DLF) medhold i, at den blokade, lærernes organisation har erklæret mod Sputnik, er fuldt lovlig. Siden oktober har medlemmer af DLF ikke måttet lade sig ansætte i stillinger på de specialskoler, der hører under Sputnik. Blokaden har været en del af bestræbelsen på at få Sputnik til at forhandle overenskomst for de ansatte, der underviser på skolerne.

Hen mod slutningen af 2018 deltog medlemmer af Københavns Lærerforening og flere KLF-bestyrelsesmedlemmer i morgenblokader foran et par af Sputnikskolerne for at snakke med de ansatte om deres manglende overenskomst med DLF. 

Underviserne hører til i DLF

Sputnik består af flere private dagbehandlingsskoler i Københavnsområdet for elever på alle klassetrin med socioemotionelle vanskeligheder, ADHD, autisme og anden psykisk sårbarhed. Desuden er der også en STU-uddannelse, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. 

LÆS OGSÅ: Blokade af Skolen Sputnik og Sputnik STU

Sputnik har tegnet overenskomst med Socialpædagogernes Landsforbund (SL), og den dækker fornuftigt nok ansatte med specialpædagogisk arbejde, men den kan ikke dække underviserne – de skal organiseres hos DLF, hvilket da også er fastslået i en grænseaftale indgået mellem SL og DLF.

Formand for DLFs overenskomstudvalg, Gordon Ørskov Madsen udtaler i anledning af dommen i Arbejdsretten. ”Først forlod Sputnik forhandlingsbordet om en overenskomst for underviserne. Derefter anlagde de denne arbejdsretssag mod os, da vi indledte en blokade mod Sputnik for at få dem tilbage til forhandlingsbordet. Nu har de tabt deres sag, og vi har rettens ord for, at vores blokade er lovlig. Dommen er klokkeklar.”

KLF-formand: Vi kræver ordentlige vilkår 

”Hvis lærere arbejder efter en SL-overenskomst, er de løn- og pensionsmæssigt ringere stillet end andre lærere. Det er løndumping, og det giver en skæv konkurrence i forhold til de øvrige specialtilbud i København”, siger Lars Sørensen, formand for Københavns Lærerforening.

Med den aktuelle dom i Arbejdsretten mener Lars Sørensen, at er er tale om en meget klar afgørelse:

”DLF får ret på samtlige parametre. Jeg har læst Københavns Kommunes kontrakt  med Sputnik, og den omfatter undervisning i forhold til folkeskoleloven, 200 skoledage, linjefagsuddannede lærere – altså hele tilbuddet ligger inden for folkeskoleloven”, siger Lars Sørensen og tilføjer:

”Det vi har brug for er, at Københavns Kommune stiller rimelige krav. Vi kan ikke leve med tilbud, der udkonkurrerer andre tilbud i kommunen, så vi fortsætter med at blokere. På vores kommunale specialskoler møder vi mange lærere, der har søgt væk fra Sputnik på grund af utilfredshed med arbejdsvilkårene.”

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

 

 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.