Djøf med løg(n) – i den virkelige verden

Københavns Kommune sammenligner sig med kommunerne i de 6 største byer i Danmark. Ud fra de tal har vi tit hørt politikere og forvaltning sige, at elevprisen er meget højere i København end de andre byer. Underforstået, så må der kunne spares.

6-by nøgletallene fra 2015 viser, at nettoudgiften til skoleområdet pr. indbygger er lavest i København. 4.166 kr. mod et gennemsnit på 5.550 kr. pr. elev. København er den kommune, der i nettoudgift pr. elev bruger flest penge, 65.154 kr., kun overgået af Århus, som bruger 65.303 kr. pr. elev.

Dykker man ned i tallene og ser på hvad, der gør elevprisen højere i København, er det ikke pengene til undervisningspersonalet (lærere og pædagoger). København bruger her 42.285 kr. ift. et gennemsnit på 43.250 kr.

København skiller sig ud og er helt i top i forbrug på ledelse og øvrigt administrativt personale. København bruger 5.574 kr. hvor gennemsnittet er 3.949 kr. pr. elev. Tallene er tankevækkende.

Det kunne være ønskeligt, hvis politikerne så undersøgte og handlede på det, der reelt er dyrere i København end de andre byer. Man kunne fx undersøge, om der er så meget mere kvalitet i en så dyr administration i København i forhold til de andre byer.

Sådan prioriterer Børne- og Ungdomsudvalget ikke! Der skal spares 10% på børne- og ungeområdet over de næste tre år.  I udvalgets idekatalog til investeringspuljen, som på sigt skal give effektiviseringer/besparelser, skal den altovervejende besparelse hentes på lønudgifter til lærere og pædagoger. De ønsker at investere i en undersøgelse af arbejdstidens tilrettelæggelse på skoler og institutioner, for at reducere personaleudgifter (mere måling og administration). Vælger politikerne at fortsætte denne vej, bliver eleverne i den københavnske folkeskole taberne.

Finansieringen af folkeskolereformen er betalt med bl.a. omfordeling af lærernes arbejdstid, så der undervises mere og der er mindre tid til forberedelse og andre opgaver. Det kan mærkes - det gør rigtigt ondt på de københavnske skoler. Trivselsundersøgelsen sidste år, et stort antal lærere, der søger til andre kommuner, sygdom ikke mindst delvist syge (stress), kanonhøjt forbrug af vikarer, AT-påbud for et usundt og belastende arbejde.  Det er noget, der koster kassen.

Vil politikerne virkelig spare, kan de droppe at investere i mere måling, kontrol og detailstyring af frontpersonalet (lærere og pædagoger) og arbejde for forbedrede arbejdsforhold, mindre sygdom/stress og fastholdelse. Det vil være en langtidsinvestering, der kan medvirke til at forhindre en udvikling som i Sverige, hvor der mangler 90.000 lærere i skolen, og ikke mindst vil det styrke fagligheden i folkeskolen.