Djærv sønderjyde med glimt i øjet

Marcus var formand for KLFs pensionistafdeling lidt mere end 3 år. Vi er mange, der havde ønsket, at han havde været formand meget længere.

Vi vidste han var syg, men havde ikke på nogen måde troet, at det stod så galt til.

Der hersker ingen tvivl om, at med formandsrollen, var Marcus havnet på den rette hylde.

Han gik engageret, entusiastisk og pligtopfyldende til de mange opgaver, som hvervet indebar.

Han var god til at tage ansvar og havde stor omsorg for afdelingens medlemmer.

Han ledede de månedlige ”madpakkemøder” seriøst, men altid med et glimt i øjet, og det var vigtigt for ham, at der var en god stemning og en fornemmelse af ligeværd.

Lærernes arbejdsforhold lå til stadighed Marcus stærkt på sinde, og han deltog med stor glæde i samarbejdet med tillidsrepræsentanter, KLF og DLF, og sørgede for at holde afdelingens medlemmer underrettet om dette.

Politisk herskede der ingen tvivl om hans ståsted. Han var på de svages side, og den sociale indignation var mærkbar.

Samarbejdet i bestyrelsen fungerede gennem de 3 år upåklageligt, og igen her var det også vigtigt, at der blev ydet en ligeværdig indsats.

Marcus var en djærv sønderjyde og gik op i, at alle havde forstået, hvad der blev sagt, så ind imellem kunne et forsigtigt: ”Marcus, kom nu til sagen” være på sin plads, hvilket blev modtaget med et lille skævt smil og: ”ja det ved jeg da godt!”

Marcus hvilede i sig selv og var også et meget socialt menneske, der satte pris på godt samvær.

Han sloges stedse med sin EDB maskine, og på trods af stor indsats, blev han aldrig dus med dette medie.

Der hersker ingen tvivl om, at Marcus efterlader et stort tomrum, i afdelingen såvel som i bestyrelsen.

Vore tanker går til Marcus’ efterladte, men specielt til Ulla, der trofast har stået bi i denne vanskelige tid.

Bestyrelsen

for

KLFs pensionistafdeling