DISCIPLIN I SKOLEN

"God Disciplin i Skolen er nødvendig baade af faglige, pædagogiske, sociale og etiske Grunde. Intet godt Arbejde uden Samlethed og Energi, ingen erhvervet Dygtighed uden Interesse og Koncentration, ingen Karakterdannelse uden Lydighed, Selvtugt og Pligtfølelse."

Tilbageblik | Af: Helge Maarup 26. januar 2017
Forsiden af KK 12. januar 1940. Foto: Jan Klint Poulsen
Forsiden af KK 12. januar 1940. Foto: Jan Klint Poulsen

Sådan kunne man læse i vores fagblad KK 12. januar 1940. Artiklen er fra et foredrag for gymnastiklærerinder holdt af gymnastikinspektør frk. Else Thomsen, og selvom ”Lydighed” og ”Selvtugt” ikke længere er en del af vor tids dannelsesideal, så rummer artiklen en række synspunkter og almene erkendelser, som sætter vore dages tale om både klasseledelse og relationskompetence i perspektiv. Efter ovenstående indledning fortsætter gymnastikinspektøren:

Annonce fra KK 12. januar 1940.

... Men den saakaldte gammeldags, stramme og noget haardhændede Disciplin duer ikke over for Nutidens Børn – den har vel egentlig aldrig duet i Retning af at have opdragende Værdi, selv om den har kunnet skaffe en vis Ro under Arbejdet – den gør Børnene uelskværdige, humørløse og trevne til Arbejdet, mens maalet jo er Villighed til Arbejdet og Glæde derved.

Der er en vis praktisk Teknik, som kræver stor Energi fra Lærerens Side, men som gennemført kan bidrage til et godt Resultat:

Hvert Barn og hver Ting sin Plads. En Ting gjort fejl, maa straks gøres om igen.

Forebyg på Forhaand i saa vid Udstrækning som muligt Uregelmæssighed; kræv og hold Orden i smaat som i stort; vær hos Børnene fra de kommer i Arbejdsværelset, til de atter forlader det, med mindre en gennemført Disciplin gør det muligt og gavnligt netop at lade Børnene engang imellem helt klare sig selv.

Tillad ingen Gaaen udenom, ingen Gaaen paa Akkord selv i Smaating, ingen Udsættelse til i Morgen af det, der er forlangt i Dag; intet Krav stillet og ingen Regel givet, som ikke gennemføres.

Men husk saa ogsaa paa, at enhver Irettesættelse maa gives og ethvert Krav stilles fast og afgørende, men uden Surhed eller vredladen Tone i Stemmen. Det er saare almindeligt, at naar man har en Klasse, der stadig er noget Besvær med, så tales der til den i en ærgerlig og irritabel Tone. Det værste Indtryk, Børn kan faa af en lærer, er, at hun altid er gnaven og sur. Det er lige saa nedbrydende for en god Disciplin at behandle Børn for en god Disciplin at behandle Børn med stadig Skænd og Bebrejdelse, som det er bestandig at behandle dem med pjattet Overbærenhed, der bare gør dem utidige og drilagtige.

Børn er mærkværdig gode Iagttagere og mere fintmærkende, end vi Lærere mangen Gang regner med. Det er ikke den Lærer, der giver efter for alle mulige Ønsker fra Børnenes Side og ofte af Mangel på Energi lader tingene gå deres skæve Gang, som de respekterer og kan lide – nej, det er den, der stiller Krav, som de forstaar Meningen med, og som giver Ros og Dadel efter virkelig Fortjeneste, det er hende, de respekterer og synes om. Og hun faar dem dertil, hvor hun vil have dem, uden en utiltalende og for Børnene saa irriterende Skraphed.

Fasthed og Bestemthed ud fra et venligt og velvilligt Sind virker ikke knugende paa Børn, tværtimod – det virker befriende, fordi god Disciplin giver et lyst, muntert og energisk Samarbejde mellem Børnene indbyrdes og mellem disse og Læreren. Det er en ganske almindelig Erfaring, at udisciplinerede Børn er sjældent rigtig glade, mens disciplinerede Børn altid er muntre og frie.

Det er ikke sjældent forekommende i Praksis, om end dybt nedslaaende, at i og for sig dygtige Mennesker med Teorierne i Orden, med god faglig Kundskab og Indsigt, gaar i Stykker i en Lærergerning fordi de ikke magter den disciplinære Side af Arbejdet. Ofte lyder saa Beklagelser over de vanskelige Børn, der ikke er til at have med at gøre. I de fleste Tilfælde burde man nok rette Kritiken mod sig selv. Vi Lærere maa forstaa, at det at holde Disciplin paa ret Maade kræver allermest af os selv.

Der skal stor Energi til at gennemføre Orden og Nøjagtighed i alle de ydre Ting, her er nævnt. Og det er nu rigtigt, hvad Pædagoger fra Arilds Tid har sagt – selv om Nutiden med de frie Ideer kan være tilbøjelig til at kalde det gammeldags og umoderne – at Læreren maa virke ved sit Eksempel ogsaa i de ydre og smaa Ting. Uorden, Unøjagtighed og Slumpetræf i vort eget skolearbejde er den lige Vej til, at det samme ogsaa findes i Børnenes. Alle ydre forhold, som vi er ansvarlige for, maa tilrettelægges med det for øje, at disciplinære Forseelser har faa Muligheder for at komme frem.

Saa stor Frihed har enhver i sit Skolearbejde, at vi i det store og hele kan vælge vor Teknik og Metoder, som det passer for hver enkelt, d. v. s., som vi faar det bedste Resultat af, men det kræver et grundigt og gennemført Arbejde og en forstandig Brug af vundne Erfaringer at finde den Form for Disciplin, som skaber de bedste Forudsætninger, for at Skolens Gerning som Helhed skal lykkes.

Er nu de ydre Ting i Orden, saa er endda de største Krav til Læreren tilbage. Disse Krav kan samles i dette:

1.     Faglig Dygtighed og derunder Forberedelse til den enkelte Time.

2.     Afpasning af Undervisningen efter Børnenes Evner, anlæg og Udviklingstrin.

3.     Almenmenneskelig Forstaaelse ud fra en vis Fylde i Personligheden og Kærlighed til Arbejdet.

Det er en Betingelse for Arbejdsindsats og for Arbejdsvelvære hos Børnene, at Kravene er afpasset efter deres Kunnen, deres Evner og Kræfter. Disse Ting er forskellige for de forskellige Børn inden for samme Klasse. Vel er vort Arbejde med Legemsøvelser stort set et kollektivt Arbejde, men den Individualisering, der bestaar i at tage Hensyn til den enkeltes Anlæg og Evner eller til en øjeblikkelig Tilstand af Træthed el. lign., den baade skal og kan vi foretage.

At stille rigoristiske Krav uden en saadan Individualisering kan medvirke til at nedbryde Disciplinen og kan desuden i visse Tilfælde gøre Skade også rent fysisk. Lærerens Evne til at skønne rigtigt overfor den enkelte er betydningsfuld i et Undervisningsarbejde. En Ros til et lille Menneskebarn, som lidet er givet fra Naurens Haand, men som stræber ærligt og flittigt og opnaar noget forholdsvis tilfredsstillende, er en Retfærdighed, der ikke alene rummer en Opmuntring for vedkommende Barn, men det virker ogsaa gavnligt på dem, der paa Grund af bedre Anlæg har let ved at naa et godt Resultat, at se, at Flid og Energi kan bringe selv den med de smaa Evner til et Resultat, der er værd at anerkende. Der er næppe noget, der bedre befæster et godt Forhold mellem Børn og Lærer end det, at Læreren er retfærdig i sin Bedømmelse. Det er en Løftestang for god Disciplin.

Dette fører os direkte over til Kravet om, at vi Lærere i vor Gerning yder en almenmenneskelig Forstaaelse ud fra en vis Fylde i Personligheden og Kærlighed til Opgaven. Man bør kunne gaa ud fra, at den, som vælger Lærergerningen til sin Livsvej, har en Indstilling over for Børnene, der er baaret af naturlig og umiddelbar Hjertevarme, har noget af ”Evne til at elske den enkelte og række Haand til de mange” (Otto Andersen).

Personlighedsindhold derimod maa tilegnes gennem mange Kilder. Et saadant Indhold har mange Former; et rigt Indreliv, vid Horizont, almen Viden, positive Interesser. Evnen til at tale ”sandt om smaat og stort og jævnt om alt det høje”, som Grundtvig siger, Menneskeforstaaelse og andet mere. Den rige og frodige Personlighed har – i alt Fald naar der ogsaa er et vist praktisk Haandelag til Stede – særlig gode Forudsætninger for at komme i Kontakt med Flokken som Helhed og for at forstaa og respektere den enkeltes Individualitet og dermed for at yde et Arbejde, saa at det individuelle faar sin Ret samtidig med, at det indordnes under de til en vis Grad bundne Former, der er nødvendige for det lille Klassesamfunds gode Samarbejde.

Frk. Else Thomsen, Gymnastikinspektør

Ovenstående artikel er som sagt fra 1940 – før 50’ernes rock og rull, før 60’ernes ungdomsoprør. Det var dengang, hvor opdragelse var en mere entydig størrelse, fordi mange normer samfundsmæssigt var givne og uudtalte. Det var også tiden med de tre R’er: Ro, Renlighed og Regelmæssighed. Det var før underdanighed blev erstattet af dialog.

Men betragter man de tre største krav til læreren: ”Faglig Dygtighed og Forberedelse”, ”Tilpasning af Undervisningen” og ”Almenmenneskelig Forståelse ud fra en vis Fylde i Personligheden og Kærlighed til Arbejdet”, så er der vel ikke så langt til nutidens buzzord: Faglig/didaktisk kompetence, klasseledelse og relationskompetence.

Under alle omstændigheder må det fra Arilds tid være gældende, at en stram og hårdhændet disciplin gør børnene uelskværdige, humørløse og trevne til arbejdet, men at fasthed og bestemthed, ud fra et venligt og velvilligt sind, men krav, som eleverne kan forstå, virker befriende og giver et lyst, muntert og energisk samarbejde mellem børnene og mellem disse og læreren.

Tilbageblik er en artikelserie på KLFnet.dk, hvor tidligere lærer Helge Maarup dykker ned i det gamle KK-arkiv og finder artikler fra foreningens over hundrede år lange tradition med et stolt fagblad. Mange af de gamle artikler har stadigvæk noget at byde på i en nutidig kontekst - det guider Helge Maarup læserne igennem på bedste vis. (KK -Københavns Kommuneskole udkom fra 1907 - 2014)

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.