Det muliges kunst?

På Politikens forside d. 3. januar var overskriften: ”Lærerne er stadig vrisne”. Artiklen beskrev, at lærernes ”vrissenhed” kunne blive en hindring for reformens succes. Ved læsning af artiklen var det tydeligt, at der ingen kilde var til den helt misvisende og nedladende konklusion. Smed i første omgang avisen ad hekkenfeldt til og overvejede, for gud ved hvilken gang, at opsige den. Fik et kraftigt hint om at skrive et kort læserbrev som modsvar. Det gjorde jeg, og det blev kort. Modtog en uges tid senere besked fra redaktionen om, at der desværre ikke var plads til at bringe det.  Mange andre lærere har forsøgt at få spalteplads i dagspressen. Hvis det lykkes, er det i nærheden af en sjældenhed, kan jeg godt skrive under på.

Vi har selvfølgelig langt fra glemt, at vi som faggruppe sidste forår blev tromlet, at arbejdsgiver hverken ville forlig eller et kompromis, og hvor vi i øvrigt slet ikke blev hørt som fagfolk i forhold til vedtagelsen af endnu en ny skolereform. Men vreden og fortørnelsen retter sig alene mod regeringen/folketing og KL. Jeg har ikke mødt en eneste lærer eller børnehaveklasseleder der, som følge af lockout og folketingsindgreb, har udvist manglende engagement i eleverne eller manglende ambitioner i forhold til at skabe god undervisning. Alle elever skal blive så dygtige som de kan. Det skal de, uanset hvilken en af de utallige reformer folkeskolen gennem de seneste år har været underlagt. Det er den ambition, som er den drivende kraft i vores arbejde, og det er IKKE noget nyt! Derfor har det været umanerligt godt i dette skoleår, at vi stort set er sluppet for at høre på undervisningsministeren, der som durecellkaninen i mere end et år utrætteligt har gentaget og gentaget, at formålet med reformen er, at eleverne skal blive så dygtige som de kan(!)

Skolerne i KBH er i fuld sving med at ny orientere sig både i forhold til reform og arbejdstid. KLF er nået et stykke vej sammen med direktionen i BUF og Skolelederforeningen. jf. ”Fælles forståelse af lov 409”, som på flere områder er landet noget bedre end lov 409. Det er f.eks. en klar forbedring i forhold til lov 409, at det er aftalt, at alle arbejdsdage tæller med 7,4 time. Det betyder, at man f.eks. på elevfrie dage ikke kan kaldes til møder eller andet arbejde, uden det tæller som 7,4. time. Det ændrer dog ikke på, at vi slet ikke er i nærheden af aftaler på lærernes arbejdstid heller ikke på, at der er fortolkningsmuligheder i det fælles forståelsespapir. Helt klart er det dog, at der er lukket på hjemmearbejdspladsen for kommende skoleår. At alt arbejde skal udføres på skolen. Her har vores arbejdsgivere skudt sig direkte i øjet, når hensigten er højere ydelse og mere kvalitet for lønkronerne.

Det understreges desværre af, at vi på skolerne møder udsendte fra forvaltningen, som spæner rundt og måler 60 cm pr. arbejdsplads, som tre ansatte skal dele. Bekymringen stiger i forhold til, om det bliver muligt at udføre sit lærerarbejde på et niveau og med en kvalitet, som den enkelte kan forsvare, fordi vi financierer en stor del af udgifterne til reformen ved at læse flere undervisningstimer, og derfor har langt mindre tid til øvrige opgaver og - måske er uden en ledig arbejdsplads, fordi det simpelthen og heldigvis vrimler med elever i de københavnske skoler.

KLF udsender meget snart anbefalinger og bud på emner, som bør drøftes i KLF-afdelingerne og efterfølgende i MED. Desuden krav/tjekliste til arbejdspladsens indretning, som vi pt er i dialog med forvaltningen om, samt en meget vigtig understregning af, at arbejdspladsen skal være ledig, når man ´man skal bruge den.

– Jane Pilegaard