Derfor stemmer jeg JA – En historie om arbejdstidsaftaler i København

Personligt havde jeg lige som mange andre ønsket mig endnu flere håndfaste og konkrete tiltag, men jeg kan alligevel godt se fidusen med aftalen.

Debat | Af: Janne Riise Hansen 26. august 2020

Debatindlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Af Janne Riise Hansen, medlem af KLF's bestyrelse

Siden 11. august har jeg brugt de fleste af mine vågne timer på at gennemlæse, tænke over og diskuterer det aftaleresultat, der blev præsenteret om lærernes arbejdstid.

Det er en aftaletekst om arbejdstid, som aldrig er set før. Og det er rigtigt, at der ikke er faktor på forberedelse eller et undervisningsmax. Derimod er det er en aftale, der handler om en procedure for, hvordan de enkelte kommuner og skoler igennem gennemsigtighed prioriterer lærernes arbejdstid.

Det faktum, at aftaleteksten er så anderledes, samt det, at vi både skal tænke den ind i en national sammenhæng, gør heller ikke beslutningen lettere. Jeg kan godt forstå, hvis mange lærere er en lille smule i tvivl om, hvad de skal stemme.

Personligt havde jeg lige som mange andre ønsket mig endnu flere håndfaste og konkrete tiltag, men jeg kan alligevel godt se fidusen med aftalen. Det kan jeg bl.a. ud fra den erfaring, vi har i Københavns Lærerforening. Her er det nemlig igennem hårdt slid og dialog lykkedes at indgå aftaler og bide os fast i det, vi mener er det rigtige for lærernes arbejdsvilkår.

Så kære læser, hvis du hænger i lidt endnu, vil jeg ganske kort fortælle en lille historie om lokale aftaler i København:

2014: KLF, BUF og skolelederne underskrev et ”Forståelsespapir”.  Her var forvaltning og ledere ikke indstillet på at lave en egentlig aftale. Meget få konkrete ting var indskrevet, men en nettonorm på 1680 timer og en arbejdsuge på 37-45 timer blev der plads til.

2015: Forvaltning og skolelederne var stadig ikke interesseret i en egentlig aftale, så forståelsespapiret blev fornyet med få ændringer. En af de mere banebrydende punkter i denne tekst var, at der nu kunne tales om ”flekstid”. Men flekstiden skulle aftales individuelt med lederen, og det var ikke en rettighed.

2016: Nu fik vi forvaltningen og skolelederne til at indgå en ”rigtig” lokalaftale. Denne gang fik vi skrevet en generalforsamlingsvedtagelse ind i aftalen. Vi fik tid på flekstiden, nemlig 5 timer (som pejlemærke), som alle lærere skulle have mulighed for at gøre brug af.

2019: Efter en lang forhandling lykkedes det os nu at få en faktor på vores forberedelsestid. Vi fik indskrevet i teksten, at alle lærere skulle have 0,5 timer pr. 1 times undervisning indskrevet i opgaveoversigten.

Jeg mener, at Københavns historie om lokalaftaler kan vise, at hvis vi sammen er stædige nok og tager samtalen og dialogen, så kan aftalen om arbejdstid få stor betydning for lærernes arbejdsvilkår. Jeg er nemlig bl.a. på baggrund af historien overbevist om, at vi igennem en forpligtende dialog mellem forvaltning, lokalkreds, skoleleder og lærere ved fremtidige aftaler om arbejdstid og lærerressourcer kan bide os endnu mere fast i det, vi mener, der skal til for at få en god skole og et bedre arbejdsmiljø for lærerne.

Som nævnt er det ikke en aftale om arbejdstid, vi har set før, og derfor opfordrer jeg dig til selv at læse aftaleteksten og diskutere den med dine kolleger, din TR, og hvem der ellers vil tage snakken med dig og på denne måde komme frem til, hvad du mener er det rigtige at stemme.  

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.