DEBAT: Kære københavnske politikere - stå fast!

De københavnske børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og generelle indlæringsvanskeligheder er godt stillet sammenlignet med børn i mange andre kommuner. Det kan vi godt være stolte af i København. Men det er nu politikerne skal stå fast, mener lærer og tillidsrepræsentant Torben Fleckner.

Debat | Af: Torben Fleckner 07. marts 2019
Torben Fleckner. Foto: Privat
Torben Fleckner. Foto: Privat

I november måned beskæftigede KLFnet.dk sig med projekt Alle I Mål, som formulerer en kvalitetssikring indenfor den vidtgående specialundervisning. Siden november er der formuleret P-skalaer indenfor dansk og matematik, og disse er udkommet i bogform. Desuden er der udkommet en vejledning til brug for personalet. Projekt Alle I Mål bygger bro til Fælles Mål og baggrunden er, at man tilsyneladende ”glemte” den vidtgående specialundervisning, da Fælles mål blev formuleret.

I København er vi i front, men vi skal videre. Derfor skal de københavnske politikere stå fast og undlade at falde for samme fristelse, som politikere i andre byer. I flere byer har politikere med regneark som det dominerende styringsredskab besluttet at spare på den vidtgående specialundervisning. Jeg vil gerne appellere til de københavnske politikere. Stå nu fast! 

Det er jer, de københavnske politikere, som har skabt rammerne, så vi indenfor den vidtgående specialundervisning, har kunnet udvikle projekt Alle I Mål. Det er vi både stolte over og taknemmelige for. 

De fire københavnske skoler, Fensmarkskolen, Skolen i Ryparken, Strandparkskolen og Øresundsskolen, har, i samarbejde med Michael Wahl og Louise Rønberg fra Københavns Professionshøjskole lavet det indledende rugbrødsarbejde. Indledende, fordi vi, efter min mening, først lige er gået i gang. Indtil videre er der kun formuleret P-skalaer for dansk og matematik. Vi skal videre med folkeskolens øvrige fagrække. Desuden vil det være ønskeligt, hvis P-skalaerne kan være det fælles fagsprog for pædagoger og lærere, som eleverne møder før og efter folkeskolen. 

På Øresundsskolen oplever vi stor interesse for projekt Alle I Mål, fra både ind- og udland. Alle børn har, jfv. Salamanca-erklæringen, ret til at lære og udvikle sig, men det er tydeligt, at der er brug for et fælles fagsprog.

De københavnske børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og generelle indlæringsvanskeligheder er derfor godt stillet, sammenlignet med børn i mange andre kommuner. Det kan vi godt være stolte af i København. 

Jeg vil gerne, sammen med mine dygtige kollegaer, sikre fortsat udvikling og kvalitet i specialundervisningen. Besparelser vil, udover at forringe rammerne, virke demotiverende. Jeg er vidende om, at den kommunale økonomi er under pres. Derfor appellerer jeg også til landspolitikerne, som også bør have stor interesse i vores projekt. Tænk, hvis Alle I Mål kan blive den fælles kvalitetsstandard for den vidtgående specialundervisning – på landsplan. Kom nu! Jeg, og mine dygtige kollegaer ved Øresundsskolen, er klar. 

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.