KLFs pensionister må give afkald på normalt velbesøgte sociale møder, sangkor, rejser, julefest og andre arrangementer i en tid, hvor befolkningen opfordres til hverken at mødes, synge, rejse, feste eller tage på fællesture.

Gennem mange år har foreningens pensionister jævnligt sat lyd til huset på Frydendalsvej 24. Trin på trappen, snak, latter og fællessang oppe på anden sal har bidraget til den gode stemning i og omkring huset. De velkendte lyde og møder har desværre fortonet sig siden midt i marts, hvor alting blev lukket ned på grund af corona. Hvor er det alt sammen henne? Hvordan står det til i KLFs pensionistafdeling? 

”Jamen det står jo lidt sløjt til, for alt er lukket ned”, siger pensionistafdelingens formand, Dorrit Ljungstrøm. ”Vi savner vores faste tirsdagsmøder og ikke mindst vores kor. Vi plejer at være 25-30, der synger hver anden onsdag, og vi er mange, der savner koret.” 

Dorrit nævner også, at de har måttet aflyse mange særlige arrangementer – ikke mindst kurset på Frederiksdal og den årlige rejse i foråret. Sidstnævnte skulle have bragt 70 pensionerede københavnske lærere på en uges rejse på Mallorca på samme vis som sidste år, hvor ligeså mange var af sted rundt i Andalusien. Rejserne til Spanien har været meget vellykkede, og pensionistafdelingen har på begge ture kunnet tilpasse et på forhånd tilrettelagt program og supplere det med særlige lærerønsker.

Aflysninger og corona-bobler

I år er det aflysninger, der står i kø. Det tilbagevendende årsmøde i pensionistafdelingen, tur i Cirkusrevyen, udflugt til Flakfortet, besøg i Hofteatret, en rundtur i Operaen og nu, hvor vi kigger ind i december, må pensionisterne også se bort fra årets store mærkedag, den traditionelle julefest, der plejer at samle 230 deltagere, også den er aflyst. Hvad siger dine medlemmer til det?

Dorrit Ljungstrøm: ”Dem jeg omgås i min lille corona-boble, de synes alle sammen, at det er meget trælst. Men vi kan jo godt se, at i år er der mange ting, vi ikke kan foretage os til en julefest. Vi kan hverken synge, optræde eller have buffet. Det hele er så uvant og mærkeligt og ensomt.” 

”Situationen sætter vores alder lidt i relief, fordi vi pludselig ikke kan de ting, vi plejer at kunne. Man føler alligevel, at man lever i den sidste alder, og det er nu, vi skal nå det, vi skal nå.”

Netværk og sociale bobler 

Er der medlemmer, der ringer til jer, fordi de føler sig ensomme eller er i knibe?

”Nej, pensionistafdelingen fungerer ikke på den måde. Vi arrangerer møder og udflugter som en form for frivilligt arbejde, men vores pensionistkolleger er helt spredt, og vi har hverken telefonnumre eller mailadresser på dem, der kommer til fx tirsdagsmøderne.” 

Så I fungerer ikke som en slags socialt netværk?

”Jo, der er nok flere sociale bobler. Jeg er fx i en lille social boble i KLF-sammenhæng. KLFs faglige udvalg har foreslået, at vi kunne lave gåture med en eller flere medlemmer, men det falder altså lidt uden for det, vi synes, vi magter.”

”Vi syv i pensionistafdelingens bestyrelse ses stadig en gang om måneden. Det er hyggeligt, men der er selvfølgelig ikke så mange sager på bordet ud over aflysningerne”, fortæller Dorrit Ljungstrøm.

Datidens sociale værdier kontra nutidens trængsler

Når pensionistafdelingens medlemmer mødes i normale tider, så snakker I vel blandt andet om jeres mange år på skolerne?

”Altså, vi snakker nok mest om gamle dage, men det er ingen hemmelighed, at vi i flere år har haft ondt af dem, der er lærere i dag. Altså alle de trængsler, de er ude i!”

”Tingene er jo blevet meget anderledes, siden vi var på skolerne. Jeg ser, at skoleledelserne har ændret sig markant, siden jeg var vicer – til det mere kontrollerende og bestemmende. Sådan ser det i hvert fald ud for mig. Jeg hører, at den frihed, lærerne tidligere havde, den er pist væk. De får trukket ting ned over hovedet. Der bliver ikke spurgt om deres mening, de får bare at vide, at sådan skal tingene være”, ræsonnerer Dorrit.

Når I snakker gamle dage, hvad fortæller pensionisterne så om, hvad er de glade for, hvad husker de allermest?

”Det går igen, at vi var glade for at komme på arbejde. Vi havde gode venner på vores arbejdsplads, og vi kunne nyde en fredagsøl sammen. De sociale værdier er meget gennemgående, når kollegerne snakker gamle dage, men der var også et fagligt engagement. Jeg var på en specialskole, og vi har da lært eleverne en masse.”

Ny velkomstfolder til nye pensionister 

Har pensionistafdelingens bestyrelse planer for, hvordan I kommer videre i den situation, vi står i nu?

”Vi snakker om det, hver gang vi ses, men vi synes nærmest, at vi støder panden mod en mur. Vi har lavet en ny velkomstfolder, da den gamle trængte til fornyelse for på den måde at komme nye mulige medlemmer i møde.” 

Også digitalt er pensionistafdelingen på banen, Dorrit: ”Vi har fået en sms-service, så alle pensionister, der har tilmeldt sig, modtager information om kommende arrangementer. Så kan de ringe til KLF og tilmelde sig. Den ordning er vi meget glade for.”

”Og for resten” – det havde Dorrit nær glemt: ”Vi gennemførte rent faktisk vores sommertur i år. Der var på det tidspunkt nedgang i smittespredningen, og det var lige før, der blev strammet til igen. Vi havde bestilt en bus til Hundested for at se sandskulpturer. Vi var 40 med mundbind i bussen, og det var jo fint nok, selv om en del kolleger havde meldt fra. Turen var en stor succes, og folk var meget glade.”

Sammen med KLF's faglige udvalg

I Københavns Lærerforening er det Fagligt Udvalg, der følger og støtter pensionistafdelingens aktiviteter, og udvalgets forkvinde, Janne Riise Hansen, er ked af corona-situationen og ville, om muligt, gerne opfinde en vej ud af den klemme, som pensionistafdelingen og vi alle sidder i: 

”I Fagligt Udvalg, ja, i hele KLFs bestyrelse er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over, at vi har måttet aflyse mange af de arrangementer, som vi ved, at pensionisterne har glædet sig til. Særligt er vi kede af, at tirsdagsmøderne og seniorkorets sangdage er aflyst, fordi vi ved, at begge møder er meget populære blandt vores pensionister.” 

Har Fagligt Udvalg ideer til, om der kan gennemføres en anden slags arrangementer, som forholdene er i dag? 

”Vi har netop sammen med pensionistafdelingens bestyrelse drøftet, om der er arrangementer, som stadig kan gennemføres. Vi har blandt andet overvejet ’anderledes’ rundvisninger på museer og foredrag, hvor alle retningslinjer overholdes. Men de store sammenkomster som fx julefrokosten – dem må vi desværre droppe indtil videre”, erkender Janne Riise Hansen. 

Om pensionistafdelingen:

Tirsdagsmøder

Den anden tirsdag i ma?neden kl. 11–14 er der et uhøjtideligt samværsmøde i foreningens hus pa? Frydendalsvej 24, hvor alle er velkomne. Vi synger et par sange og bestyrelsen orienterer om aktuelle aktiviteter. Det kan være en kommende rejse, teaterforestilling, endagsudflugt eller diverse kulturbesøg.

Seniorkoret

Under pensionistafdelingen hører seniorkoret, hvor du har mulighed for at deltage. Mange vil gerne være med, og i perioder er der venteliste. Koret synger hver anden onsdag kl. 10-12 i foreningens hus.

Sms-service

Hvis du tilmelder dig KLF’s sms-service, får du oplysning om pensionistafdelingens arrangementer og tilmeldingsfrister. Send sms, skriv 'pensionist' til mobilnummer 1245.

Se i øvrigt pensionistafdelingens nye velkomstfolder

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.