Budget 2019: Ikke det nødvendige løft til folkeskolerne!

Blev folkeskolen overset i budgetforliget, som politikerne på rådhuset indgik fredag? KLF-formand Lars Sørensen giver sit bud her.

Formandens blog | Af: Lars Sørensen 10. september 2018

Budgetaftalen for 2019 blev indgået i fredags uden deltagelse af Enhedslisten og Alternativet. Den altoverskyggende knast med byggeri på Amager Fælled blev løst, og der blev dermed også skaffet økonomi til finansiering af metrobyggeriet. 

Et bredt forlig kræver, at alle kan sætte et fingeraftryk i aftalen. Derfor bliver der nu brugt 181 millioner kroner på at fjerne byggesagsgebyrer – en lettelse som erhvervslivet vil få stor glæde af. Men pengene kunne have løftet kommunens indsats for børn, unge, ældre og udsatte. En del af pengene havde jeg gerne set brugt til at styrke lærernormeringen i den københavnske folkeskole, så vi kunne komme op på niveau med gennemsnittet for de store danske byer. 

Budget 2019 vil ikke umiddelbart få den store indflydelse på den københavnske folkeskole. Men besparelser centralt i forvaltningen vil få betydning for den støtte, som skolerne kan få. Vi har endnu ikke et klart billede af, hvordan besparelserne udformes. Processen vil blive fulgt nøje i den kommende tid.

København bliver stadig større, og der er heldigvis fortsat mange familier, der vælger den københavnske folkeskole. Der er derfor med budgettet afsat økonomi til bygning af tre nye skoler og anlægsmidler til to skoler yderligere – alle fem skoler bygges med idrætshaller. Der bliver også brug for flere specialskolepladser. Det løses ved at udvide kapaciteten på tre af de skoler, der i dag er specialskoler eller har specialklasser.  

Politikerne bag budgetforliget har også afsat økonomi til, at alle elever en gang i løbet af skoletiden kan deltage i et skole-virksomhedsforløb. Det sker med det sigte af få flere til at vælge en håndværksmæssig eller teknisk uddannelse. Hvis indsatsen skal virke, er det nødvendigt, at KLF og UU vejledningen bliver inddraget i planlægningen. 

Forliget giver ikke anledning til den store begejstring. Der vil i de kommende år være brug for, at politikerne prioriterer de kommunale budgetmidler bedst muligt og samtidig også udnytter rammen til service/velfærd. Ellers ender det som i 2017 og årene før, hvor kommunen stod med ubrugte trecifrede millionbeløb budgetteret til service. Velfærdsmillioner, der uden straf fra finansministeren kunne have styrket kommunens indsats over for borgerne. Der er brug for penge til et løft af folkeskolen!

Udenfor det store budget skal nævnes, at Børne- og Ungdomsudvalget ved udmøntning af BUF’s interne budget har besluttet at videreføre det midlertidige tilskud til Københavns Lærerforenings Kolonier, som gør det muligt at sende flere børn på sommerkoloni og honorere lærerne for deres vigtige arbejde i skolernes sommerferie. Udvalget har også besluttet at bevillige seks millioner kroner til ’vikardækning i forbindelse med kompetencedækning’. Begge disse budgetprioriteringer er jeg godt tilfreds med.  

Budgetforliget indeholdt desværre ikke det nødvendige løft af folkeskolen, som vi har argumenteret for overfor politikerne. Så budgetkampen fortsætter!

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.