Boglancering i KLF – en mærkedag

Det er længe siden, at KLFs mødelokale på anden sal har været så fyldt til bristepunktet, som det var tilfældet, da Christian Horst beskrev, hvordan børn med indvandrerbaggrund er elever i den danske folkeskole på ulige vilkår i forhold til etnisk danske elever.

Christian Horst er mag.art. i kultursociologi og lektor ved DPU og har i en lang årrække forsket i kulturmøde- og ligestillingsforhold. Anledningen til hans besøg på Frydendalsvej var udgivelsen af et digert værk, som han har skrevet om netop de forhindringer, som det danske samfund lægger for tosprogede elevers skole- og uddannelsesmuligheder.

Ingen er i tvivl om, at ’tosprogede’ generelt klarer sig mindre godt i PISA-målinger, nationale test og andre faglige benchmarks, men de grundlæggende årsager til det bliver der ikke gjort noget ved, eller de fortrænges mere eller mindre bevidst. 

En fremtrædende årsag til de tosprogede elevers svagere resultater findes i, at de og deres kulturelle baggrund så at sige ikke eksisterer. De er ikke repræsenteret i det danske curriculum, og de er ikke ligeværdige, for det er de etnisk danske elever, der er normen og som sætter rammerne for en den undervisning, vi giver i folkeskolen. Det danske samfunds mange forskellige kulturer er ikke repræsenteret i de mest betydningsfulde tekster om folkeskolen. Derfor taler Christian Horst om en grundlæggende forskelsbehandling eller direkte diskrimination af de tosprogede elever.

De eksisterer i bedste fald som fodnoter eller særtilfælde

I sit oplæg beskrev Christian Horst en række eksempler på, at det danske samfund forskelsbehandler til gunst for snæver national tænkning og til ugunst for de etniske mindretal. Der er fx ikke lagt meget vægt på mindretallenes kulturelle forudsætninger i de væsentligste bestemmelser om folkeskolen, og meget konkret er der for eksempel ulige adgang til modersmålsundervisning. Den demokratiske tankegang om lige muligheder til alle bliver forsømt i spændingsfeltet mellem krav til tosprogede om assimilation på den ene side og trusler om udstødelse på den anden. 

Christian Horst viste eksempler på, hvordan den danske stat udadtil foregiver, at man udvikler og driver en flerkulturel folkeskole, men problemet er, at de etniske mindretal ikke optræder i de grundlæggende bestemmelser på lige vilkår med de etnisk danske, men fortrinsvis i mindre vigtige sammenhænge – måske kun som fodnoter. På den måde bliver det mest karakteristiske ved etniske mindretal, at de ikke er danske. Deres egen personlige berettigelse og kulturelle baggrund bliver usynlig. Med mindre de markerer sig i særpositioner, der vækker opsigt.

Det billede ses også i selv undervisningen, der tager udgangspunkt i danske forhold, og kun sjældent finder den tosprogede elev identifikationsobjekter i fagstoffet. Christian Horst finder, at det er en medvirkende årsag til, at de klarer sig mindre godt i skolen. Han anerkender, at skolen tilbyder en bred vifte af kompensatoriske hjælpeforanstaltninger i form af lektiecafeer, ekstra ressourcer og voksne behjertede ildsjæle, men den grundlæggende mangel her er den samme som i den almene undervisning: elevernes etniske kulturbaggrunde bliver ikke inddraget.

”Ingen lærer om samfundets faktiske etniske kompleksitet, og det skaber en afgrænsning mellem os og dem”, som han konkluderer, og det er med til at skabe den velkendte præstationskløft.

Forskelsbehandling – saglig eller diskriminerende

Med integrationslovgivningen omkring årstusindskiftet skete der ifølge Horst er forværring i forhold til vores forståelse af lighed. Vægten bevægede sig fra en persons lige ret til det danske samfund til et krav om selvforsørgelse. Danske politikere har siden arbejdet for at skabe en accept af forskelsbehandling, men forskelsbehandling skal være sagligt begrundet, ellers er den diskrimination. Det har skabt nogle kontroverser med menneskerettighedskonventioner, som Danmark har tilsluttet sig, men som nogle politikere gerne vil bakke ud af.

Som eksempel på forskelsbehandling nævnes, at modersmålsundervisning til børn fra tredjelande i 2002 bliver fjernet fra folkeskolelovens §5, mens tilbuddet blev fastholdt for børn fra EU-, EØS-lande og det danske rigsfællesskab. Den danske stat bliver kritiseret for denne forskelsbehandling, men svaret herfra var i al korthed, at vel er der tale om forskelsbehandling, men den er ikke at betragte som uretfærdig og dermed diskriminerende. Dermed mener man at have legitimeret den daværende regerings politiske ønsker.

Den negative holdning til modersmålsundervisning står i skarp kontrast til de største amerikanske videnskabelige undersøgelser af effekten af modersmålsundervisning – de viser ifølge Horst strålende resultater. Alligevel insisterer danske politikere på, at modersmålsundervisning er dyr og uden positiv effekt, og derfor er modersmålsundervisningen forsvundet i mange kommuner – dog ikke i København.

For at komme videre foreslog Christian Horst, at vi må lave en national fortælling, der inkluderer etniske minoriteter og som skaber reel ligestilling og et kritisk demokratisk medborgerskab. 

Skal-opgave: At forbinde teori og praksis

Til lejligheden var der indkaldt to eksterne kommentatorer, så Christian Horst og hans bog ikke kom til at stå helt alene. Først komplimenterede Monica Edelmann, der er lærer i modtageklasser på Utterslev Skole, for det meget omfattende, men sprogligt krævende værk, der går bag om de overfladiske krav og vildledende fordomme, der er fremherskende for tiden. Hun beskrev, hvordan nogle overordnede teoretiske synspunkter kan praktiseres i dagligdagen med tosprogede elever, hvor indførelsen i danske forhold kan ske samtidig med, at man anerkender alle sprog og kulturelle baggrunde hos eleverne og udnytter dem, så de bliver dygtige til det danske sprog.

Monica Edelmann beklagede, at Københavns Kommune tilbyder en helt utilstrækkelig indsats i forhold til dansk-som-andetsprog, og at niveauet er meget forskelligt fra skole til skole. Hun kritiserede, at afdelingen for ’Integration og Mangfoldighed’ var blevet nedlagt, for den var med til at omsætte teoretisk viden til praktisk undervisning. ”I dag mangler der faglig indsigt i forvaltningen”, fastslog hun.

Også fra den anden kommentator var der stor anerkendelse af det omfattende og ikke helt let tilgængelige værk, som Christian Horst har fuldført. Anne Holmen, professor ved Center for Internationalisering og Parallelsproglighed, KU, lagde vægt på, at bogens mange forudsætninger viser, at vi har pligt til at tage udgangspunkt i den enkelte elev, ’men hvem er eleven, hvem er vores medborgere?’, spurgte hun. ’Hvilken viden skal praksis funderes i? Den forbindelse skal etableres til den almene undervisning og til den fagdidaktiske praksis. Forskellige kompetencer skal i spil, vi er her, og vi er lige værdige. Vi skal væk fra det kompensatoriske, for de pædagogiske fix du’r ikke’, fastslog hun.

Det er ikke hver dag, at der er boglancering på Frydendalsvej, men det store fremmøde og de mange anerkendende ord til forfatteren markerede, at denne mandag var en mærkedag.

Christian Horst: ’På ulige fod’, 436 sider, Aarhus Universitetsforlag.