Når flaget stryger til tops den sidste onsdag inden sommerferien, er det lidt som en ’folkeskolens nytårsaften’: Dimission. Man kigger på én gang både frem og tilbage, og på den måde har festdagen et vist iboende vemod. Skolelederen holder tale, inden der uddeles håndtryk og afgangsbeviser - og det er ikke spor usandsynligt, at teksten til De Smukke Unge Mennesker er kopieret og ligger på alle stolene.
I løbet af et år som lærer i udskolingen kan man nå at få bekræftet mange eventuelle fordomme om teenagere. Nemt endda. Og grundigt. Flere gange.
Teenagere kan være svære at kommunikere med, men prøv at sætte dig i deres sted. Tænk, som de tænker. På den måde er du markant bedre stillet, end hvis du forventer samme logiske tankegang, empati og forståelse for fælles spilleregler, som normale mennesker besidder. Bemærk særligt følgende:
– Den påståede sammenhæng mellem 1) elevens egen indsats og 2) udbytte af undervisningen er en skrøne, der nærmer sig det absurde.
– At eleven selv - og ikke eksempelvis læreren - bærer ansvaret for skoletaskens indhold, er en historisk uretfærdighed på højde med trekantshandlen og mordet på Gandhi.
– Lærerens forventning om, at man afleverer en skriftlig opgave på den dato, man selv har været med til at fastsætte, er decideret urimelig og himmelråbende naiv.
– På siden af de fleste mobiltelefoner er der en knap, der slår lyden fra. Den må under ingen omstændigheder bruges. Man risikerer at gå glip af adskillige vigtige snaps i løbet af en skoletime.
Teenagere er til tider svære at holde af, og samtidig er de fuldstændig fantastisk selskab. Hvis man kunne destillere en fornærmet teenagepiges sarkasme og hælde den på flaske, skulle man aldrig frygte en fjende igen. Kunne man tappe drengenes apati og putte den i tabletter, ville ingen i verden længere behøve at lide af dårlige nerver. Sådan er der så meget.
Og så alligevel. Ugerne inden dimissionen tilbringes ved eksamensbordet. Her ser man sine elever træde i karakter på måder, der er fuldstændig overvældende. Drengene har sovet i to år, og nu er de pludselig nærværende, forberedte og vidende. De piger, der altid har smilet genert, kigget ned i bordet og undgået at sige noget i timerne, er nu udadvendte, veltalende og overbevisende.
De er vågnet op - som katte, der hører dåseåbneren ude fra køkkenet - og her står de så; voksne og tillidsfulde. Jeg bliver sgu så bevæget, når de stolte og taknemmelige får stukket afgangsbeviset i hånden og smiler genert ud til venner og familie. Al den uimodståelige ungdom, der vrimler ud i sommeren og resten af verden, kan få et lærerhjerte til at føles lidt større, end det plejer.
Det er vemodigt at sende dem af sted, men når det sker, er det med en tryghed om, at der ikke findes den udfordring i verden, som ungdommen ikke kan klare. Hjertelig tillykke med jeres eksamen – med jer ved roret skal vi nok klare skærene!
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere