”Balance-projektet gav mig overskuddet tilbage”

Et massivt arbejdspres var ved at vælte den nyuddannede lærer Jeppe Andersen. Heldigvis blev han fanget af kommunens Balance-projekt, som med stresshåndteringskursus og støtte fra ledelsen fik ham ovenpå igen.

Jeppe Andersen var til ansættelsessamtale på Christianshavns Skole den samme dag, som han var til sin afsluttende eksamen på læreruddannelsen. Han landede jobbet – helt nyuddannet og 23 år gammel.

Selvom han følte sig lige rigeligt ung og grøn, var han egentlig godt tilpas de første par år. Han startede med en delt klasselærerfunktion i en 1. klasse, hvor en dreng med en svær diagnose fyldte en del, men hvor Jeppe Andersen alligevel kom godt igennem. På andet år blev han AKT-lærer, og var med egne ord ”vanvittigt glad” for sit arbejde med de mange forskellige elevers udfordringer.

Presset melder sig

Men da han på tredje arbejdsår fik endnu en delt klasselærerfunktion i en ny 1. klasse, samtidig med at hans nu 3. klasse flyttede filial, og Jeppe Andersen blev primær person på drengen med den svære diagnose, begyndte det for alvor at presse på.

”Nogle kan sagtens, men for mig var det rigtig svært at have den delte klasselærerfunktion i to klasser på én gang. Og da 3. klasserne rykkede over på den anden filial, var der også pludselig en anden lærergruppe at forholde sig til. Jeg arbejdede rigtig mange timer hver uge og havde næsten intet overskud,” fortæller Jeppe Andersen. 

Særligt drengen med diagnosen gjorde arbejdet hårdt, fordi han ofte reagerede fysisk. Jeppe Andersen måtte derfor ofte holde ham fast – og det var hårdt både fysisk og psykisk.

Stress? Ikke mig!

Jeppe Andersen begyndte at sove til middag hver dag efter arbejde og havde virkelig svært ved at overskue det sociale med de andre lærere. Det begyndte også at gå ud over privatlivet, for han ville hellere være hidsig derhjemme end at lade det gå ud over eleverne.

”Jeg ville virkelig ikke indrømme det dengang. Når min familie eller venner spurgte ind, holdt jeg fast i, at det var godt at være lærer – at jeg var glad for det. Også selvom jeg var ved at blive væltet af arbejdsmængden, tjekkede intranettet i døgndrift og var helt uden overskud,” fortæller han.

Jeppe Andersen fik hjælp fra Balance-projektet til at sætte ord på hvad, der pressede ham i hverdagen. Foto: Jennifer Jensen
Jeppe Andersen fik hjælp fra Balance-projektet til at sætte ord på hvad, der pressede ham i hverdagen. Foto: Jennifer Jensen

Problemet kommer frem i lyset

Jeppe Andersen er ’godt opdraget’, som han siger. Derfor færdiggør man også det, man har startet. Sådan var det også, da han valgte matematisk linje på læreruddannelsen, selvom han var sproglig student – en beslutning der, set i bakspejlet, gjorde studiet lidt sværere, end det havde behøvet være, som han fortæller med et skævt smil.

Han mødte derfor også altid op på arbejde. Ville ikke gemme sig væk med de problemer, der begyndte at lure. Alligevel var et par af kollegerne begyndt at bemærke, at alt ikke var helt, som det burde være. Særligt en ældre lærer fik med sit rolige gemyt spurgt ind til hans problemer, uden aldrig helt at stille spørgsmålene. Han gav mig rygepauser, han ikke selv tog, som Jeppe Andersen forklarer det. Pauser, som han i dag er dybt taknemmelig for.

Da lærerne på Christianshavns Skole blev tilbudt at svare på et spørgeskema om deres arbejdstrivsel med mulighed for hjælp til dem, der havde det lidt svært, var Jeppe Andersen ikke i tvivl om, at han ville være med – og heller ikke så meget i tvivl om, at han nok ville være en af dem, der bonnede ud. Skemaet var en del af et projekt i Københavns Kommune, Balance-projektet. Formålet var at fange lærerne, før stressen slog dem helt ud – og det var netop, hvad det gjorde for Jeppe Andersen.

”Jeg begyndte godt selv at kunne se, at der var noget galt. Især da jeg selv løb mine svar på skemaet igennem. Men det handlede aldrig om kollegerne, ledelsen eller eleverne – jeg stod bare i en situation, som jeg simpelthen ikke magtede,” siger han.

Jeg havde en virkelig god dialog med ledelsen, som støttede helt op om det. De var med det samme klar til at reagere med de ændringer, jeg havde brug for...

Jeppe Andersen

Psykolog og ledelse griber ind

På baggrund af sine svar på skemaet blev Jeppe Andersen kontaktet af en psykolog med et tilbud om en samtale. Her fik han afløb for alle sine tanker om det, der pressede sig på. Psykologen fik ham gjort opmærksom på, hvor den var gal, og hvad han selv kunne gøre for at rette op på det.

Hun tilbød også at tale med hans ledelse om, hvad der burde ændres i hans arbejdsopgaver – et vigtigt element i Balance-projektet. Der var nemlig ingen tvivl; Jeppe Andersen viste tydelige symptomer på, at han var ved at blive stresset.

Han takkede nej til psykologens hjælp til dialogen med ledelsen, for han var overbevist om, at der var fuld støtte fra deres side – en formodning, der heldigvis holdt helt stik.

”Jeg havde en virkelig god dialog med ledelsen, som støttede helt op om det. De var med det samme klar til at reagere med de ændringer, jeg havde brug for,” fortæller Jeppe Andersen og tilføjer:

”De gav støttetimer til drengen med diagnosen, så jeg kunne tage ham mere ud af undervisningen. Og jeg blev fjernet fra klasselærerfunktionen på den anden klasse. Nu kunne jeg endelig sænke skuldrene. Det var en virkelig tiltrængt hjælp, som jeg er meget taknemmelig for. Jeg blev en bedre lærer, fordi jeg fik overskuddet tilbage.”

Som en del af Balance-projektet kom han også på et kursus i stresshåndtering, hvor han over en 7-8 gange fik forskellige modeller og redskaber. Kurset gav ham et indblik i, hvad der triggede stressen, og hvordan han kunne undgå det.

Jeg sidder ikke længere fast i de ting, der pressede mig. Jeg er blevet bedre til at sige fra...

Jeppe Andersen

Ude på den anden side

Med hjælp fra Balance-projektet kom Jeppe Andersen på højkant igen, og han fik sendt sin 3. klasse godt afsted til mellemtrinnet. I dag føler han sig langt mere ovenpå – og hele forløbet føles som et overstået kapitel.

”Jeg sidder ikke længere fast i de ting, der pressede mig. Jeg er blevet bedre til at sige fra – og man modnes jo også som lærer, når man lige har prøvet det hele af som ny. Jeg bruger ikke dagligt aktivt de redskaber, jeg fik fra projektet, men det ligger helt sikkert i baghovedet,” fortæller han.

Hvis han ikke var blevet fanget af Balance-projektet, er han overbevist om, at han bare havde knoklet igennem det, været konstant presset og utilfreds og havde lavet en sørgelig overlevering af sin 3. Klasse, som han formulerer det. Og han ville nok ikke have blevet i folkeskolen særligt længe, understreger han.

En skam at projektet lukker

Balance-projektet stopper planmæssigt til efteråret, men det er virkelig en skam, mener Jeppe Andersen.

”Det ville være så godt at få projektet spredt ud, så det for alvor kunne gøre en forskel. Det gav mig SÅ meget. Men det kræver også, at folk vil benytte sig af tilbuddet og være åbne om det,” siger han og fortæller, at han oplever, at stress er et stort tabu på skolen:

”Den måde, vi taler om stressramte på, ville vi nærmest kalde et mobbegrundlag, hvis det var eleverne, vi talte om. Vi skal have åbnet op om det, så det ikke bliver så svært at indrømme. Så man ikke føler, at man skiller sig ud eller lider nederlag, men at man tværtimod gør noget aktivt for at sikre sin trivsel og sin evne som lærer.”

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.